Uruguay til Salvador

Torsdag den 5. marts 2015  Cassino, Brasilien
Vi skal lige have handlet og diesel på, og så er det videre. Vi skal med en færge over til en lang tange, men da vi ser køen af lastbiler dropper vi det. De sejler en gang i timen og overfarten tager 1 time. Ved 5-tiden stopper de med at sejle. Der står det er en pram, så chansen for at vi ikke kommer over i dag er der. Vi vil ikke vente her så længe. Vi tager bare landevejen. Da vi kommer ud på BR116 finder vi ud af hvorfor der er så mange lastbiler der vil med færgen. Der er vejarbejde i ca. 500 km, og nogle steder meget snørklet. Vi ser nogle lastbiler med møllevinger.

Bilen inkl. vinger er 51,30 meter lange, helt enormt. Vi taler om, at det må være svært at få bilerne rundt i disse vejarbejder. Vi har ikke kørt ret længe før trafikken stopper fuldstændig. Der er kun passage en vej. Da vi kommer helt hen kan vi se, at det er en bil med møllevinger der er væltet, og ligger ned på siden. Gad vide hvordan man får flyttet den. Den har højst sandsynlig kørt om natten og nu er det eftermiddag. Erik mener, at bagenden er kommet udenfor asfalten og har trukket hele vogntoget ned. Ikke sjovt for nogen. Vi har i byen São Lourenco do Sul fundet en Municipal, så den tager vi. Det er en kæmpe plads helt ud til Lagoa dos Patos, en kæmpe indsø. Vi finder en god plads ned til vandet med noget vind, så føles det ikke så varmt. KM 153

Fredag den 6. marts 2015  São Lourenco do Sul, Brasilien
Det er en ren køredag i dag. Vi skal helt til Gramado, over 300 km. Vi har ikke kørt så længe, før vi ser 2 store lastbiler med møllevinger. Hver bil er 51,30 meter lang. Jeg tager lige et billede af dem, så kan man se hvor store de er.

Ellers er det bare derud af. Den nye tablet har også GPS, så da vi kommer til en by vil de hver sin vej. Vi vælger at tage den nye og vi kommer godt igennem uden at skulle ind gennem byen. Vi bliver på ”motorvejen”. Gramado ligger oppe i ca. 800 meter, hvilket er højt i Brasilien, og det er en svejsisk by. Vi finder campingpladsen, som vi har fået af andre. Det er en slags trailer by, meget velholdt. Folk har en campingvogn, som de har bygget et tag over og bygget en udestue til. Alt ser meget fint ud, men en del af det er lukket ned for vinteren. Et OK sted. KM 322

Lørdag den 7. marts 2015  Gramado, Brasilien
Vi går en tur ind til byen. Vi skal have købt et VIVO Sim-kort til vores tablet. Der er ca.3 km derind. Da vi kommer derind har de lige lukket for 5 min. siden. Da det er lørdag lukker de kl. 12 og åbner først mandag. Det vil vi ikke vente på. Vi går rundt i byen, som er meget flot med svejtsiske bygninger.

I byen har de buffet, hvor det du tager, bliver vejet, og det bestemmer regningen. Det folk tager, bliver spist. Vi finder et sted med mange mennesker og får noget lækkert mad. Efter dette går vi lidt rundt og finder en fortovs restaurant, hvor vi kan sidde og få en øl, og se verden glide forbi os. Det er en overdækket gade, hvor man promenerer frem og tilbage. På vejen hjem finder vi nogle nye shorts til mig, lynlåsen gik i de 6 år gamle shorts. Vi finder også en fugepistol, så vi kan få lavet mit vindue. Der kommer vand ind når det regner meget. Det hænger sammen med markisen, som har en gummikant, hvor vandet kan blive liggende. Hjemme igen kan vi se der skal være fest i en bygning ved siden af campingpladsen. Vi sidder på 1. parket, men gæsterne kommer først ved 8-tiden, og da er det ret mørkt. Det er professionelle der står for festen, bl.a. er der en stor fotostat af værten, en pige. Den er klippet ud og står på en fod og tager imod gæsterne. Sjov ide. Vi hører ikke meget larm derovre fra.

Søndag den 8. marts 2015  Gramado, Brasilien
Det er videre i dag. Vi skyper lige med Lone. Hun har sagt sit job op på grund af mobning. Det er en bestemt der mobber, og Lone har hørt fra andre, som er stoppet, at de også blev mobbet.

Vi tager til Parque Nacional Aparados da Serra. Der er en canyon. Vejen derud er god bortset fra de sidste 15 km. De er på dårlig grusvej, og der er mange biler, måske fordi det er søndag. Vi betaler ikke for at komme ind fordi vi er over 60 år, men vi skal betale for bilen 10 Real – ca. 23 DKK. Det er en gåtur på 6 km, og canyonen er ret speciel, da det er meget lige op og ned. Klipperne er meget lyse og de virker noget porøse. Det regner lidt på vejen tilbage. Vi kører tilbage til byen Cambara do Sul, for vi så camping i byen. Vi finder det med vores nye tablet. Det er ikke særligt spændende, kun en parkering med strøm til ca. 115 DKK. Det vil vi ikke betale, så det er videre. Vi skal se den samme National Park i morgen, så vi kører derud ad. Her skulle også være camping, men der er lukket. Vi finder en vejparkering. Helt fint. KM 165

Mandag den 9. marts 2015  Øst for Cambara do Sul, Brasilien
Det har regnet noget i nat. Vi kører mod National Parken og det sidste stykke bliver det grus / jordvej og her er de ved at skove træer, så der er mange store lastbiler og traktorer. De har ødelagt vejen med dybe spor og store sten, desuden er vejen lidt længere oppe blokeret, fordi man reparerer vejen. Vi vælger at vende om og køre nordpå. Vi tager ud til vandet og så opad. Det regner ind i mellem, så det er godt at køre. Vi har fået en del overnatninger fra nogle svejsere, men desværre passer koordinaterne aldrig, og det gør de heller ikke i dag. Vi kører ind mod byen og finder en turist information, som har åbent. Vi går derind med tabletten og spørger efter camping. De har ikke rigtig nogen adresse på det, men de finder det på tabletten og så er det bare for os at køre dertil. Vi skal igennem byen, men tabletten er god til at føre os ad de store veje og ikke ligesom den gamle GPS ind gennem byen. Byen ser meget interessant ud med flotte farvede huse. Det vil vi gerne se i morgen. Vi finder vejen og der er ikke mindre end 3 campingpladser, men kun den ene tager autocampere. Det er en stor plads, men desværre lidt for dyr, men vi tager den alligevel. Vi skal have ordnet mit vindue. Vi låner en stige og Erik skærer et stykke af gummikanten på markisen af. Vi mener det er den største skurk, for her står vand når det regner meget. Vi får også fuget mit vindue, med det vi har med hjemmefra. Det er gråt, mens der ellers er brugt sort. Da vi får det ud af ”tuben” er det ikke det helt rigtige, det er nærmere kit. Erik fuger med det, det er bedre end ingenting. Nu skulle det gerne holde til vi kommer hjem. KM 309

Tirsdag den 10. marts 2015  Laguna, Brasilien
Det regner og regner, men Erik finder en Vivo butik i GPS’en, så der kører vi lige forbi. Vi finder en parkeringsplads ved at give plads for en, der kørte ud, smart. I butikken er hun ikke meget for at sælge os et Sim-kort, for hun siger det muligvis ikke vil virke. Erik fortæller hende, via tabletten, at nogle af vores venner har haft det, og det virkede for dem. Vi får et kort og betaler 25 Real inkl. 15 Real, som vi kan bruge. Det er lidt over 50 DKK. Hun siger det tager lidt tid inden det virker, men tabletten kan ”se” at den har fået et Sim-kort ind. Vi kører videre.

Vi skal til Florianópolis, som ligger på øen Ilha de Santa Catalina, noget man skal se. I perioder regner det meget kraftigt, og vi ser på vejen en bil, som er kørt af vejen. Den holder i grøften med køleren imod kørsel retningen. Der ser ikke ud til at være sket noget, forudsat at folk har haft sele på og ikke for mange løse ting, der kan flyve rundt. Det sidste stykke er gennem en storby inden vi kører ud på øen. Vi finder campingpladsen, som ligger tæt på vandet. Det er et stort sted med hotel, men det er ordentlige forhold. Desværre bliver det ved med at regne, så Erik får tabletten til at køre på Sim-kortet, så nu er vi på nettet når der er mobildækning. Så må vi se hvor hurtigt det er. KM 142

Onsdag den 11. marts 2015  Florianópolis, Brasilien
Af Ali og Hendrik har vi fået en webside, hvor der er masser af overnatninger i hele verden. Vi får overført dem fra Brasilien ind i tabletten + til den anden computer i et Excel regneark, så vi kan sortere på dem. I dag står de hulter til bulter, og gør det sværere at finde et bestemt sted. Jeg får lige sat 0 foran de GPS-koordinater med kun 1 ciffer før punktummet. Det ser rigtig godt ud. Nu er det meget nemmere at finde overnatninger. Efter dette går vi en tur ned i byen – ikke den store – men en mindre tæt på. Det er en stor sø vi ligger ud til og da vi går ind til byen ser vi at der er en del kloakrør, som går ud til vandet. Ikke særligt lækkert. Vi kan dog ikke se om det kun er regnvand der løber derud, for det har regnet en del i nat og her til formiddag. Vi spiser i restauranten lige ved campingpladsen. Vi får noget rejer og fisk, meget lækkert. Dog skal vi selv pille rejerne og det er ikke nemt. Om aftenen finder vi ud af, at vi kan kører syd om São Paulo og ind til Rio, hvor vi vil stille bilen på en campingplads og tage bussen ind til byen, hvor vi vil bo nogle dage for at se den.

Torsdag den 12. marts 2015  Florianópolis, Brasilien
Vi skal til Blumenau i dag. En tysk by med ca. 300.000 mennesker. Det er høj sol i dag, så det er over 30 grader. Landskabet er noget pænere i sol end i regn. I de lidt større byer er der mange højhuse og nogle af dem er skyskrabere. Da vi kommer til den tyske klub er der en Landcruiser, som vi sidst så i La Paz. Vi får en ordentlig snak med dem om aftenen, så den er over 10 før vi får aftensmad. Ikke den planlagte, men en tidligere rest og lidt brød. Lige efter vi kom, gik de en tur i byen og vi fik lavet vores air-con. Vi rensede filtrene på den anden campingplads. De var meget beskidte og ved den rensning faldt en ledning af det stik, som vi har haft problemer med altid. Vi bliver nu nød til at skifte stikket, som vi har haft liggende siden 2012. Da vi først går i gang og jeg fortæller Erik ledning for ledning hvilke farver der skal være sammen, så går det rimeligt nemt. Inden vi sætter strøm på checker vi lige en gang til, at det hele er i orden. Vi sætter strøm på og det virker helt perfekt. En god dag. KM 168

Fredag den 13. marts 2015  Blumenau, Brasilien
Bernd og Viola tager videre i dag. Vi skal til Vivo for at finde ud af hvordan internettet virker og hvordan vi kan se hvor mange penge vi har tilbage. Erik har fundet en Vivo butik i den gamle GPS. Vi går derud og det er meget lummert i dag. Da vi kommer derud er det ikke noget forretningskvarter, og Erik spørger i en butik, men her henviser de til et center, som vi gik forbi. Vi går tilbage til det center og går ind. Her er en internet butik, hvor de også sælger Sim-kort. Vi går derind og prøver at fortælle om vores problem. Heldigvis er der en kunde der kan engelsk og hun træder til. De siger vi skal til en rigtig Vivo butik og sådan en ligger der i Newmarkt centret, en helt anden retning. Hun skriver en seddel for os, hvor hun forklarer vores problem. Hun sagde, at hvis hun havde tid havde hun taget med os derhen, men det har hun desværre ikke. Vi går næsten forbi hvor vi bor, for at komme til dette center. I Vivo butikken er der en der kan noget engelsk og så vidt vi forstår, er det en forkert løsning vi har fået. Vi betaler 30 Real mere og så kan vi i en måned bruge 600 MB for 24,90 Real. Det virker da vi går derfra. Nu må vi se hvor længe det virker. Vi får lidt mad i centret, og her finder vi ud af, at en avis eller lignende står for ca. ¾ dele af det forbrug vi har på internettet. Vi slår det straks fra. Lone har sendt billeder af min mors nye lejlighed og det ser rigtigt hyggeligt ud.

Lørdag den 14. marts 2015  Blumenau, Brasilien
Så er det det lange ben foran i dag. Vi vil se hvor langt vi kommer. Vi skal syd for São Paulo. Der er en del trafik, men det kører OK. Nord for byen Curitiba bliver trafikken mindre og vi er oppe at kravle lidt, ca. 700 meter i højden. Vi prøver her i højden at finde en tank, hvor vi kan overnatte. De lykkedes ikke. Der var en, men tankanlægget var væk og det virkede som et underligt sted. Vi kører videre og finder en anden tank, men det er ikke i højden. Det er en tank, så det er ikke så spændende. Vi kan ikke nå helt ned til campingpladsen. Desværre er det lørdag aften og der er en del gang i den. Desuden er det også meget varmt og næsten vindstille. Så vi sveder og sover ikke særligt godt. KM 395

Søndag den 15. marts 2015  Cajati, Brasilien
Vi er tidlig oppe, bad, morgenmad og så er det videre. Vi skal ud til havet syd for São Paulo. Der er en del trafik ned mod vandet, det er jo søndag. Vi har fundet en campingplads ud til vandet.

Det er en Camping Club Brazil campingplads – CCB. Da vi kommer, ser der næsten lukket ud. Meget lidt velholdt. Vi får dog fat i ejeren om at komme ind. Der er strøm og det er det vigtigste. Efter frokost går vi en stor tur på stranden. Der er mange ved stranden. En del bader og mange sidder og hygger sig ved borde og parasoller. Vi ser nogle paraglidere med motor på. Sjovt at se, dog flyver de lige hen over de badende. Burde ikke være nødvendigt. Vi får en øl ved et af stederne. Hyggeligt at se verden gå forbi. På hjemvejen ser vi nogle små ugler, som bor nede i jorden. En sød fugl, som vi bl.a. har set i Peru. KM 176

Gallery Uruguay til Salvador

Gallery Park National Aparados do Serra

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.