Søndag den 3. oktober 2010 Victoria, Vancouver Island
Så skal vi rundt og se Victoria sammen med alle krydstogtgæsterne.
Der er mange i byen, men det er også British Columbia’s hovedstad. Om lørdage-søndage må man holde gratis i gaderne, så vi finder en P-plads tæt på byen. Noget af det første vi ser er parlamentsbygningen, der er bygget i gammel stil, meget engelsk, men flot. Det næste er The Empress. Et hotel, hvor der i bogen står man skal drikke Afternoon Tea, med det som hører til. Man skal regne med at betale 50$ pr. næse. Noget dyrt for en kop te med brød. Vi tog ikke derind, det er ikke lige noget for os. Vi går rundt langs vandet og derefter op i byen. Der er mange steder man kan tage ud og se hvaler, men vi vil gøre det oppe nordpå. Det har vi fået anbefalet. Det er en sød by, noget gammeldags. Vi får købt julegaver og fødselsdagsgaver. Julegaverne skal sendes i oktober med skib. Vi får også købt bøger og kort vedr.
Baja California, Mexico. Vi spiser i et indkøbscenter. Normalt er disse spisesteder nede, men her er det oppe. Vi får noget kinesisk sur/sød sovs. På vejen tilbage finder vi en skotsk pub. Meget flot med store lysekroner og mørk indretning. Men der er store vinduer, så der er lyst. Der er rigtig mange forskellige fadøl, måske 20-25 slags og ellers flaske øl. Vi får lov at prøvesmage 3 af øens øl inden vi bestemmer os. Det var en god øl, lidt mørk. Vi tager lige ind på turisten for at høre hvad vi kan se på øen. Det er ikke meget han kan sige, dog siger han at helt oppe nordpå er vejene lukket på grund af for meget vand. Det var der vi ville se hvaler, men det må vi finde ud af.
Vi tager mod Sooke og videre langs kysten på øen. Der er meget beboet alle vegne, så det bliver svært med fricamping. Vi finder en naturcamping til 15$, ved Jordan River lige ud til Stillehavet (dog har vi USA på den anden side). Det er et yndet surfområde, så der er en del surfer i vandet. Vi ligger med udsigt over vandet. I aftes så vi det krydstogtskib, der lå ved siden af os i morges, sejle forbi vor campingplads, godt nok noget ude. En kanon overnatning. KM 76
Mandag den 4. oktober 2010 Jordan River
I dag går det videre ud på øen. Vi kører til Port Renfrew en meget lille by. Der er ikke meget liv her. Herfra tager vi mod Lake Cowichan. Vi kører ind i landet og her er virkelig skovbrug. Et sted holder vi fordi de er ved at fælde træer tæt på vejen.
En maskine tager fat i træet på 15-20 meter høje træer, men forholdsvis tynde. Maskinen saver træet over og lægger det meget fint ned og ikke ud over vejen. Interessant at se. Det er utroligt de kan styre disse høje træer ved at holde helt nede. Træet må også veje noget. Turen var meget flot og der kørte næsten ingen biler, kun enkelte lastbiler med træ.
Vi så også Canyon Harris. Man kunne se den fra vejen. Vi så også det største Sitka træ på øen. Det var meget bredt for neden og meget højt. I nogle områder gror der mos på træerne og til sidst dør træet. Dette store træ havde også masser af mos på sig og nogle af sidegrenene groede en til to meter ud fra stammen og så lige op som et nyt træ. På grundt af al den mos kunne vi ikke se hvordan træets blade/grene så ud, men vi tror det er en slags grantræ. Imponerende at se. Vi manglede dog et skilt der fortalte hvor gammelt de troede træet var. Cowishan Lake er den største sø på øen. Vi har i bogen fundet en plads, som godt nok koster penge. Vi finder den og er de eneste der er der. Vi får en plads med udsigt ud over søen og ned til et lille strandareal. Da vi går op for at registrere os, ser vi først nogle hjortelorte, som ser helt friske ud. Vi løfter blikket og først står der 1, så 2 og til sidst 4 elke. De kigger bare på os. De er altså store, men ser meget fredelige ud. Vi finder en plads i solen ved vores bil og nyder livet. Dejligt. Men da solen går bag bjergene bliver det koldt og det går stærkt. En rigtig god dag. KM 145
Tirsdag den 5. oktober 2010 Lake Cowishan
Der kom heller ikke nogen og krævede penge op her til morgen, så det var en gratis overnatning. Det kan pensionister bruge. Der var ingen mobildækning ude ved søen, men da vi kommer længere ind er der dækning og vi får en SMS fra Lone. Hun spørger om vi kan Skype hurtigst muligt. Der er intet galt. Vi finder en turistinfo, hvor vi kan Skype, i Duncan. Hun har skrevet på skypen at hun skal opereres i nakken den 25/10 (Michala’s fødselsdag), og spørger om jeg kan tage en flyver (de betaler) over til dem for at passe børn og hund de 14 dage, hvor hun ikke må lave noget.
Vi svarer at vi begge kommer og vi vil være der inden den 25. Vi taler kort med Claus og han bliver rigtig glad for det. Vi skal nu finde ud af hvad vi gør. Vi vil dog gerne se Tofino, og efter dette tager vi til USA. Vi tager ind i Chemainus, en lille by med 441 mur (væg) malerier. Noget anderledes, men sjovt at se. Vejret er fint så vi går en stor del af turen. Deres huse er for det meste også holdt i gammel stil, så det gør oplevelsen bedre. Efter dette tager vi mod Tofino. Erik har i bogen set en gratis plads ved Sproat Lake, den ligger i den retning vi skal, dog er 10 km på grusvej.
På denne grusvej ser vi 2 sorte bjørne. Den ene sidder og spiser og den anden løber over vejen ikke langt fra os. Vi havde fået at vide af nogle canadier fra øen, at her ville vi ikke se bjørne. Vi finder pladsen og i bogen står, at der er 7 pladser. Der er mindst 20 pladser. Kort tid efter vi er kommet kommer 2 damer og opkræver penge. 12$ – 6$ for senior og det er vi. KM 239
Onsdag den 6. oktober 2010 Sproat Lake
Så går det mod Tofino. Der er en underlig raslelyd i bilen og den har jeg svært ved at lokalisere. Jeg kører og så må Erik prøve. Han finder ud af at det er inde i komfuret. Han skiller det ad og ser at nogle af skruerne, som han kun har skruet i med fingerne er faldet ud. Han sætter dem alle ordentlig på, og så er larmen væk.
Det er en meget flot tur vi kører i meget kuperet terræn. Vi tager først til Ucluelet og går ud til havet ved fyrtårnet. Her er det en meget forrevet kyst med store bølger og klipper. Ikke lige et sted at surfe. Vi tager videre mod Tofino. Vi tager op til et udsigtspunkt, men vi ser ikke rigtig ud over
vandet mere ind mod land, hvor der er masser af søer. I Tofino havde vi regnet med at vi kunne se de surfer, som i hobetal tager hertil. Det skulle være et af de bedste steder at surfe, men der er fra byen ikke adgang til stranden. Her ligger hoteller, resort, RV-parker m.m. Det gør at der ikke er det store liv i byen, så vi tager tilbage igen. Lidt af en skuffelse. Vi ser Long Beach på vejen tilbage. Stranden her i Tofino skulle være 11 km lang sandstrand. Vi ser noget af den ved Long Beach, og da det er lavvandet er stranden bare meget bred. Vi går næsten ud til vandkanten, men da Erik har sandaler på og da vandet er ved at trække sig tilbage, er sandet meget vådt, så vi går tilbage.
På store skilte ved vejen står, at i dag er bølgerne ekstreme, så det kan være derfor der ikke er mange i vandet. Det nærmeste land mod vest er Japan, som ligger 7.000 km væk. Vi tager ind på en National Park camping Green point. De bedste pladser er taget, men vi finder en OK plads med udsigt over vandet fra bilen. KM 141
Torsdag den 7. oktober 2010 Tofino
Så er det videre mod USA. Vejret er ikke helt godt, og det eneste vi skal se på vejen er nogle 800 år gl. Douglas fyr. De er enorm store. Det ene er målt til 76 meter. Vi skal til Little River og derfra med båd til Powell River på fastlandet. 1 time og 20 minutter.
Det bliver en god sejltur, men vi ser ingen hvaler. I bogen har Erik fundet en gratis plads, som skulle ligge ca. 5 km fra hovedvejen. Vi kører rundt efter vejledningen, men kan intet finde, og så tager vi ud igen til hovedvejen og finder en provinspark Saltery Bay. Meget store og flotte pladser, men vi er først inden ved 7-tiden, så det er begyndt at bliver mørkt. KM 271
Fredag den 8. oktober 2010 Saltery Bay
Vi skal med 2 færger i dag
Saltery Bay – Earls Cove 50 minutter
Langdale – Horseshoe Bay 40 minutter
Det regner igen, så det der er en flot tur i solskin, bliver en kedeligt tur i regnvejr. Vi kommer hele til Harseshoe Bay og så skal vi igennem Vancouver på motorvej. Det går meget stille og mange stop. Der er også vejarbrejde, men vi kommer til Langley, afkørsel 73. Der er også kø her og det går noget langsomt. Da vi kommer til grænsekontrollen er hans største problem, hvordan man registrere en svensk bil i computeren. Vi bliver smidt ind til siden, og så skal vi ind og have vores ½ års opholdstilladelse. Der står mange derinde og der er intet system i det, men vi kommer hurtigt til. Erik skal udfylde et grønt kort. Ikke jeg. Der gør vi. Det viser sig bagefter at det skulle han ikke. Vi bliver checket med fingeraftryk at vi passer til passet, og så får vi vores 6 måneder. Intet problem. Lækkert. Så er det videre nedad. Vi tager til Bellingham og overnatter på Walmart, sammen med mindst 20 andre. KM 200
Gallery Vancouver Island
