Mandag den 11. november 2013 Playa Union, Argentina
Vi tager ind til byen Trelew for at finde et mobilt internet. Erik har i GPS’en fundet Movistar, som er dem der udbyder dette. Vi kører efter den ene og det er en sendemast, ikke helt i orden. Vi kommer ind i centrum og parkerer bilen, så må vi gå rundt. Vi spørger mange steder, og først i en butik med internet finder vi en der kan engelsk og spansk. Han forklarer hvad vi skal bruge og de fortæller hvor vi skal gå hen. Der er en ældre herre, der er gået med de sidste steder, men han går kun med hen til Movistar, men går ikke med ind. Vi har en seddel med hvorpå der på spansk står hvad vi skal have og først henvender vi os til receptionen. Han ser at ekspedienten, som kan engelsk, er ledig og vi kan gå lige derhen med det samme. Dejligt. De har dette modem og han gør det klar til os. Vi har computeren med og får installeret USB modemmet.
Det tager næsten 1 time inden alt er noteret og simkortet er klar til brug. Der er lidt penge på simkortet, så vi kan lige checke at det virker. Da vi så skal betale virker de maskiner ikke, som skal modtage de kontante penge, så vi må give ekspedienten pengene. Tid til at komme på simkortet gør man i almindelige kiosker. Det koster 5 pesos om dagen og vi har givet 300 pesos for modemmet. Med vores kurs giver det 180 DKK for modemmet og 3 DKK pr. dag. Ikke så dyrt. Vi køber 20 dage i kiosken. Meget nemt. Vi skal til Punta Ninfas, hvor der iflg. schweizeren er søelefanter. Han så dem i går. Det er dårlig vej på næsten 100km derud, og det sidste stykke er ret vanskeligt, men vi kommer hele igennem. Det er et flot sted.
Vi holder højt oppe og nede i vandkanten ligger de store søelefanter. Vi kan se dem i kikkerten. Vi har ikke været der ret længe før der kommer en mini turistbus med hollandske gæster. De går ned til søelefanterne. Det første stykke er meget stejlt, så det er ikke noget for mig. De går alle ned. Senere kommer der flere turister, så helt så øde, som schweizeren talte om, er det ikke. Da det bliver lavvandet forsvinder næsten alle søelefanterne. Det er kun de ældre hanner, som får det der ligner lidt en snabel. Hannen kan blive optil 4.000 kg. og være 5 meter Lang. Hunnerne kan blive optil 800 kg. og er meget mindre. KM 133
Tirsdag den 12. november 2013 Punta Ninfas, Argentina
Det har blæst meget siden kl. 2 i nat, så det er ikke så meget vi har sovet efter dette. Men noget bliver det til. Da vi er klar til at køre kommer en minibus, som i går, med turister. Det er lavvandet, så der er ikke så mange søelefanter inde. Synd for dem. Vi skal ud på ca. 65 km grusvej i dag. Det går OK og vi kommer til byen Puerto Madryn, hvor vi får diesel, vand og købt mad. Så er vi klar til Peninsula Valdés.
Den vej vi skal ud af byen er lukket, så vi kommer på endnu en grusvej, denne gang 37 km. Efter Lonely Planet gælder billetten til Valdés i 2 dage, og vi har forstået at man betaler ved indgangen. Det er ikke rigtigt. 22 km før indgangen skal vi betale 130 pesos pr. person, men så gælder den lige så længe man bliver derinde. Kører man ud skal man betale for at komme ind igen. Det passer os perfekt. Der er en rigtig god information, hvor vi får at vide hvad vi kan se på nuværende tidspunkt. Desværre får vi også at vide at man kun kan bo på campingpladsen i Puerto Piramides.
Lidt kedeligt. Vi tager til campingpladsen og kan se at der er andre campere. Da vi kommer ind er det bl.a. Seabridge Panamarica-turen. 17 campere på vej til Ushuaia. Det er en ordentlig flok i forskellige campere. Der er almindelige campere og biler på størrelse med vores. De skal være sammen i 180 dage og ender i Arizona lige over grænsen fra Mexico. De betaler 20.000 Euro pr. bil for turen. Vi finder en plads væk fra alle tyskerne og holder sammen med en bil fra Liechtenstein (FL).
Meget søde mennesker. Campingpladsen er officielt lukket, men der er toiletter, vand og el ganske gratis. En god pris. Her skal vi prøve vores nye modem. Vi kan se dansk fjernsyn indtil det begynder at hakke i det. Så har vi brugt 200 MB, men vi kan fortsat se fjernsyn, bare dårligere. Vi fik at vide at det kostede 5 pesos pr. dag, men intet om de 200 MB. Vi må tage forbi hvor vi har købt det, når vi kører sydpå igen. Der er mail fra australierne, at de er ved at sælge deres camper, så vi kan desværre ikke bytte. Vi må se hvad vi så vil. KM 175
Onsdag den 13. november 2013 Puerto Piramides, Argentina
I dag er ren afslapning. Vi går ind til byen og får flere penge på vores sim-kort. Vi skyper min mor fra byen,
men lyden er så dårlig i den nye PC, at vi må afbryde efter ikke så lang tid. Erik får tømt kameraet og får gjort billeder klar til at sende ud på nettet. Jeg må se at få ført dagbogen ind.
Torsdag den 14.november 2013 Puerto Piramides, Argentina
Vi vil ud og se hvaler i dag. Vi taler med Stefan i en stor 6×6 militærbil, og han siger at Peke Suso er den bedste og helt i den store Zodiac,
den er mere stabil. Vi går ned og taler med dem, og får at vide vi kan komme ud kl. 16 på sådan en tur. Vi skal ud sammen med en flok hollænder og franskmænd. Selve sejlturen derud tager 10-15 min. Og vi ser 2 forskellige mødre med hver deres unge. Vi ser kun 1 mor og 1 unge ad gangen.
De er forskellige steder i bugten, hvor vandet er rimeligt lavt. De kommer meget tæt på og både mor og unge svømmer under båden. Moderen kan blive optil 12 meter lang og veje optil 27 tons. Vi ser også en hvid hvalunge. Der bliver kun født 5-6 stk. som er hvide hvert år. En stor oplevelse.
Fredag den 15. november 2013 Puerto Piramides, Argentina
Vi vil rundt og se øen i dag. Det er ren grusvej vi kører på hele øen rundt. Vi tager først til Punta Norte, hvor der er søløver og søelefanter.
Lige så snart man er helt ude ved vandet er det koldt med en meget kold vind. Desværre er det ikke det helt rigtige tidspunkt vi er der. Det er bedst ved højvande og det er ved 9-tiden om formiddagen eller 9-tiden om aftenen. Vi spørger en ranger om vi kan holde her en nat, men svaret er klart nej. Desværre. Vi tager videre til pingvinerne, som har deres reder helt op til parkeringspladsen.
De er altid sjove at se, men vi ser desværre ingen unger. Her kan vi godt holde, men der kommer biler/busser hele tiden, og vi skal sidde inde på grund af blæsten. Det gider vi ikke. Vi møder 2 danske ægtepar, som er hernede på en rundtur på 5 uger. Det er ikke så tit vi hører dansk. Vi tager ned til en noget større koloni af søelefanter. Her er det også for tidligt, for det er lavvandet, men der er alligevel en del.
Her ønsker vi ikke at holde så vi tager tilbage til campingpladsen, som jo er gratis på nuværende tidspunkt. Vi ser en del lamaer på vejen og også en flok Nandu’er, det ser ud som far, mor og 5-6 unger. En fin tur. KM 213
Lørdag den 16. november 2013 Puerto Piramides, Argentina
Det er hjemmeside dag i dag. Vi får dog lige kigget lidt på Petra og Stefans hjemmeside vedr. Asien og mellemøsten, samt ADAC vedr. carnet og udenrigsministeriet vedr. visum til de enkelte lande. Råhyggeren er hos Conchita og Lars, så de skypede os lige engang. Rigtigt hyggeligt. Ved 7-tiden kommer Stefan hen og spørger om vi vil med til asado. Argentinerne i en stor bus vil lave det og de 2 unge mennesker fra butikken kommer også. Det vil vi gerne. Vi har noget oksemørbrad vi tager med og så laver vi lige nogle brasekartofler og tager med. Butikken lukker først kl. 9.30, så det er først efter denne tid vi skal spise. Intet problem for os. Det var rigtigt hyggeligt og vi var først hjemme efter 12. Det var en noget mere almindelig asado vi fik i forhold til den vi fik hos Ralf. Der er en del tilbehør og ikke nær så meget kød. Erik taler med ham fra butikken, som siger vi har 200 MB hver dag til en god hastighed, og derefter drosler den ned.
Søndag den 17. november 2013 Puerto Piramides, Argentina
Vi fortsætter med hjemmesiden. Der er rigtig mange mennesker på campingpladsen. Der bliver grillet og så er det ned på stranden. Vi får også lige skypet med Casper og vi ser Karla i fuld vigør. Det går rigtig stærkt med de 2 små. Det så ud som om hun kunne kende os.
Gallery Valdes