Syd Norge

Onsdag den 20. juli 2016  Hirtshals, Danmark
Vi fik købt billetter til færgen til Kristiansand i går. Ret dyrt 2.404 DKK for en enkelt vej. Vi bor på en stor græsplæne sammen med en masse andre autocampere. Det koster 75 DKK for at holde her og vi kan kun komme af med vores affald. Her til formiddag kører vi til havnen Color Line. Vi skal være der en time før. Her er utrolig mange biler, men indcheckningen går meget let.

Vi har oplyst vores nummerplade da vi købte billetterne og det eneste hun spørger om er, om vi er Erik og Marianne, og så er vi igennem. Det er en meget stor færge Superspeed 1. Vi kommer til at holde på dæk 3, det nederste. Så er der almindelige biler på dæk 5 og 6. Dæk 7 og 8 er kahytter, restauranter, forretninger m.m. Vi finder en plads udenfor på dæk 8. Her er dejlig læ og vejret er meget fint. Havet er helt stille og nogle gange sejler vi ind i kraftige tågebanker, så skibet bruger hornet. Det er en dejlig tur over, som tager 3 timer og 15 minutter. Vi kører alle mod tolden i 2 rækker. Den 3. række er for dem der har noget, som skal deklareres. Lige før os bliver en dansk bil trukket ind til siden. Det er en varevogn. Vi ved ikke hvorfor. Vi kører glat igennem. Vi har lidt for meget med. Vi finder en gratis plads ved en fjord. Vejret er bare så flot, så der er en del ude og soppe. Det er vand for små børn / børn, da det er meget lavt. Efter 7-8 tiden kommer en del campere, så vi i alt er 5. En rigtig god overnatning. KM 60

Torsdag den 21. juli 2016  Vest for Mandal, Norge
Vejret er ikke helt så godt som i går, men det regner ikke. Vi kører videre mod Preikestolen, som er et kæmpe plateau med en flot udsigt. Det er en flot vej vi kører, men meget snoet. Da vi kommer ud på hovedvej E39 kører vi igennem nogle lange tunneler. Den ene er 3,2 km lang. Så vidt vi kunne se skulle man betale elektronisk for denne vej, men vores Brobizz bippede ikke, så vi ved ikke om vi har betalt. Vi kører videre til et færgeleje, hvor vi skal over.

Det koster 88 NOK for os og bilen. Vi kører til Preikestolen camping for klokken er over 3, så vi vil vente med at gå turen til i morgen. Det er en kæmpe campingplads uden faste pladser, så sidst på dagen er der kamp om pladserne. Vi finder en god plads med strøm og får afprøvet vores nye markise, som vi har hentet i Sønderjylland. Den er flot og noget anderledes. Det knager og brager ikke mere, som den gamle gjorde, og dugen er flot. Det er en nyere model, som er forbedret på flere punkter. I løbet af aftenen kommer der en gammel folkevogn og holder lige foran os. Det er helt i orden. Vi taler med en schweizer, som kører i en Dodge 4×4 truck med kasse på. Den er virkelig overkill til landet her. Ham og hans kone vil gerne rejse noget mere, men er nød til at arbejde. KM 199

Fredag den 22. juli 2016  Preikestolen, Norge
Det småregner her til morgen og er meget tåget, så vi dropper at gå turen. Der er mange sten og selve plateauet er en kæmpe sten, som kan blive utrolig glat. Vi kører mod gletsjerne – de største i Europa.

Det er flotte områder vi kører igennem med masser af tunneler og veje, der er klistret udenpå klipperne.  En del steder kan der ikke passere 2 biler. Kun en gang var vi en del biler, der måtte bakke, fordi en stor lastbil skulle forbi, og den havde en kæmpe hale af biler efter sig, så hun kunne ikke bakke. Vi er også på en enkelt færgetur. Vi får handlet lidt og nogle varer er lidt dyrere, især oksekøb. Fisk er ikke så dyrt, så vi køber torsk. Dejligt. Vi finder en fin overnatning på en rasteplads ved Hardangerbroen. KM 261

Lørdag den 23. juli 2016  Ved Hardangerbroen, Norge
Vejret er flot, så det er bare derud af. Vi kører først over en helt ny Hardangerbro, som er en hængebro og derefter ind i en tunnel på 7,7 km. Turen i dag bliver en tunnel tur. Af de 236 km vi kører i dag er et sted mellem 75 til 100 km kørt i tunneler. Den længste tunnel vi kører i er 24,5 km lang. Der er nogle flotte rastepladser inde i tunnelerne med blåt lys. I nogle tunneler er der også afkørsler. Især i de lange tunneler er der hastighedskontroller. Der er kamera flere steder, som registrerer din hastighed og længere inde i tunnelen igen. Hermed kan de se om man har kørt for hurtigt igennem.

Det er ret kedeligt at køre i tunnelerne. Ellers er det et flot landskab og vi sejler en enkelt gang i dag. Vi ser også Josteddalsbreen, som er den største gletsjer på det europæiske fastland (- Grønland). Man kan godt se at det tør meget stærkt her. Der er mange vandfald fra de tunger til bræen, som vi går ind til. Her er det ikke muligt at komme helt hen til gletsjeren. Vi finder en dejlig overnatning ned til en flod. KM 236

Søndag den 24. juli 2016  Byrkjelo, Norge
Vejret er lidt koldt for solen er ikke kommet ned til os. Vi kører stadig derud af. Det er en meget flot tur langs fjorde, floder og søer. Vi kører stadig rundt om Josteddalsbreen. Vi kører igennem byerne Olden, Loen og Stryn. I Lodalen har der været store naturkatastrofer. Den sidste skete i 1936, hvor en kæmpe flodbølge, der var over 70 meter høj, skyllede alle huse i Bødne væk. 74 mennesker omkom hvoraf over 30 var børn. Det er sne- og stenskred, der er skyld i dette. Der forekommer stadig en del sne- og stenskred, men det har ikke kostet menneskeliv.

Vi kører også på den gamle landevej Strynvej. Den er utrolig flot, men der er kun 1 spor mange steder, men vi kommer godt igennem. Der er mange der kører denne vej i begge retninger. Vi ser bl.a. 2 busser. De kører heldigvis samme vej som os. Efter dette tager vi ned til Geiranger. En meget flot tur med masser af hårnålesving. Vi tager ikke til Dalnibba, et udsigtspunkt, men det koster ca. 100 NOK at køre denne strækning på i alt 10 km. Alt for dyrt. Byen Geiranger ligger ud til fjorden af samme navn. Hurtigruten sejler hertil hver dag. Byen er fuldstændig proppet med mennesker. Vi overvejer at tage på campingplads, men folk holder her i kø, så vi kører bare videre. Vi kører op igen af Ørnevejen, en vej med mange hårnålesving. Der er et udsigtspunkt næsten helt oppe, hvor man kan se fjorden med stejle fjelde og en del vandfald. Meget flot. Kort tid efter finder vi en rigtig god overnatning ned til en sø. I går kørte vi i mange, lange tunneler. I dag har vi kørt igennem 6 tunneler på under 5 km totalt. Meget forskelligt. En rigtig god dag med masser af sol og stille vejr. KM 184

Mandag den 25.juli 2016  Eidsdal, Norge
Det er noget skyet i dag, men tørvejr. Vi skal til Trollestigen, en køretur oppe i fjeldet og så ned igen. Først skal vi lige med en færge. Vi ser også en fos på vejen. Et meget snævert et, men flot. Det var næsten ikke til at få en parkeringsplads, men vi fik en udenfor det normale område. Så er det videre mod Trollestigen. Det er selve nedturen på 6 km de kalder trollestigen. Der er et visitorcenter allerøverst, men det var helt umuligt at få en parkeringsplads. Kørte der 1 bil ud kommer der 4 nye biler ind. Det er kedeligt at der ikke er flere parkeringspladser. Her kunne man sagtens lave flere. Vi kører ned af stigen uden at have set det oppefra, desværre.

Det er nogle skarpe hårnålesving, hvor der mange steder kun er plads til 1 bil. Der er også et kæmpe vandfald, som løber helt ned i dalen. En flot nedtur og vi havde ingen problemer med manglende plads. Her kører turistbusser. Utroligt at de kan. Efter dette kører vi ud på E6, som bare er en landevej og kører mod Trondheim. I byen Dombås får vi lige handlet, før vi kører længere nordpå. Kød er rimeligt dyrt, men fisk er OK, så vi kommer nok til at leve meget af fisk. Gør ikke noget, for det er dejligt. Dagens tunnel på 140 meter. Den mindste indtil nu. KM 204

Tirsdag den 26. juli 2016  Nord for Dombås, Norge
Det er en ren køredag i dag. Vejret er noget skyet og det drypper ind i mellem, men ikke meget. Stadig en flot tur.

Her er en del landbrug. Vi kører af hovedvejen forbi Trondheim og her bliver vi via Brobizz noteret 4 gange til i alt 75 NOK. Måske har vi misset en. Vi kører igennem 12 tunneler på i alt 9,8 km. Vi vil i de næste dage kører på rute 17, et most due, på i alt 664 km og 6 færger. Nu må vi se hvor lang tid det tager. Vi kører lidt ind på den og finder en overnatning ned til havet, godt nok bag en del øer. KM 319

Onsdag den 27. juli 2016  Sjøåsen rute 17, Norge
Vejret er noget overskyet men OK. Vi kan dog sidde ude og spise morgenmad. Det er en flot tur vi kører og vi kører lige ind i byen og får vand på. Det har man på nogle af tømmestationerne. Vi kommer med 2 færger i dag. Den ene fra Holm til Vennesund, og den anden Horn til Anddalsvågen. I Horn så vi lige færgen sejle og vi må vente1 time. Vi kommer ind med færgen ved 4-tiden, og skal på kun 17 km finde en overnatning. Det er ikke nemt, så vi tager en Stellplatz til 100 NOK. Den ligger flot ned til havet og her er vand og tømning.

Vi er de eneste i starten, men ved 10-tiden er der 10 biler.  De 3 af dem er russere i personbiler / varebiler og de slår 1 telt op. Erik snakker med hende der indsamler penge m.m. Hun er en ældre dame og kan ikke gøre noget ved russerne. Russerne betaler først da hun kommer. De havde ikke betalt hvis de kunne undgå det. Systemet er ligesom i USA. Man tager en kuvert. Skriver navn, adresse og bilnr. på. De100 NOK kommes i kuverten og den lægges i en postkasse. Et OK system hvis folk er ærlige. Vi har kørt igennem 6 tunneler på i alt 1,5 km. KM 236

Torsdag den 28. juli 2016  Anddalsvågen rute 17, Norge
Det er overskyet, men vi spiser morgenmad ude. Vi skal med 2 færger igen i dag. Den første tager 1 time og den anden 20 minutter. For de 2 færger betaler vi 316 NOK. Det er godt vi er under 6 meter og pensionister. Ellers ville det blive noget dyrere. Det er flot landskab vi kører / sejler i.

Vi ser igen en dansk mand med campingvogn. Han var også med den allerførste færge ved rute 17. Ellers er der kun 2 tunneler på i alt 3,1 km. Vi finder et OK supermarked og får handlet lidt. Der er 2 overnatninger på ”øen” og vi tager den bedste. Der holder kun en på pladsen. Det har regnet noget her på det sidste og det gør det også da vi stiller bilen. På vejene går der løse får rundt, så man skal passe lidt på. Det er en fin overnatning med græs og asfalt. Vi får bestilt færgebillet til Lofoten fra Bodø. 903 NOK. Den tager vi mandag. KM 134

Fredag den 28. juli 2016  Syd for Kilboghamn, Norge
Det er fint vejr her til morgen. Ikke mange skyer. Vi tager til Kilboghamn, hvorfra vi skal sejle 1 time. Vi er der i god tid og da vi kommer til færgelejet holder nogle italienere foran os. Vi har boet de samme steder nogle gange og også været med den samme færge. Nu begynder vi at snakke.

De har lejet en autocamper i Italien og vil kører helt til Nordkap og retur. De arbejder stadig, men har dog 2 måneders ferie. Han er lærer måske på et universitet og hun er psykolog for skolebørn med problemer. Derfor har de 2 måneder. Vi får rigtigt snakket og de fortæller at grunden til at de har lejet camperen i Italien er, at de så kunne have en masse madvarer med. Færgen er forsinket næsten 40 minutter. Efter færgeturen er der en kort køretur til den sidste færgetur, som kun tager 10 minutter. Efter den er vejret blevet meget flot og klart. Der er kun enkelte skyer. Vi kører forbi gletsjeren Svartisen. Den er meget flot og især da vejret er så fint får vi taget en del billeder af den. Det er kun en lille del af den vi kan se. Det meste ligger inde imellem bjergene. Vi kører i flere tunneler under den for at komme forbi gletsjeren og ud på den anden side. Vi kører hele dagen igennem i alt 6 tunneler på i alt 18,57 km. Vi finder en parkeringsplads ud til havet. En meget flot dag. KM 127

Lørdag den 30. juli 2016  Moa rute 17, Norge
Vejret er ikke så flot som i går, men OK. Det er noget skyet og midt på dagen får vi torden og regn, men ikke længe. Det er OK. Ellers skal vi i dag se Saltstraumen, som er en smal passage i en fjord. Når tidevandet presses igennem denne 150 meter bredde passage, sker det med en voldsom kraft så der dannes en hurtig passage på optil 20 knob midt i det hele. Det skulle være den stærkeste strøm i Europa. Det er voldsomt at se og der skabes nogle store ”bobler” og nogle runde nedsugninger.

Meget fantastisk at se. Vi ser også nogle store gummibåde sejle mod strømmen. Bådene knokler for at bare holde stille. Efter dette tager vi imod Bodø. Her er igen en del Autopass, så det koster os 73 NOK at komme ned til havnen. Herfra skal vi mandag kl. 6 sejle til Lofoten. Vi vil se byen i morgen. Der er en Stellplatz til 100 NOK + 50 NOK i strøm. Strømmen er dyr ellers OK. Vi kører igennem 8 tunneler i dag og længden totalt er 9,78 km. KM 116

Søndag den 31. juli 2016  Bodø, Norge
Vi går en tur ind til byen i dag. Vejret er lidt overskyet, men tørt. Dog regner det sidst på eftermiddagen, men vi kan sidde ude under vores nye markise. På vej ind til byen går vi forbi færgelejet, for at se hvor vi skal holde i morgen.

Der er ingen på færgekontoret, men der står at hvis man har billet / reserveret, skal man kører ind i reservationslinjen. Nemt. Hurtigruten er der, det er et kæmpe skib. Vi går sammen med en stor flok derfra, som også skal ind til byen. Da det er søndag er næsten alt lukket, kun enkelte is butikker og cafeer. Der er en overdækket gade, som vi går ind i. Minder lidt om centre der hjemme, men alt er lukket. Vi går videre ned til havnen, hvor der ligger mange sejlbåde / motorbåde og fiskerbåde. Der er også helt ude på molen nogle både, som ligner gamle vikingebåde. Erik tog nogle billeder af dem. Erik har læst i guiden, at en cafe på torvet har byens bedste fiskesuppe, så den må vi smage. Det er en flot cremet fiskesuppe, som er rigtig god. Dertil en øl fra Tromsø, det nordligste bryggeri i verden. Skriver de. Det var alt sammen godt, pris i alt 548 NOK.

Mandag den 1. august 2016  Bodø, Norge
Vækkeuret ringer kl. 4.30 – meget tidligt. Vi får lige lavet kaffe og så kører vi ned til færgehavnen. Her kan vi lige så godt spise vores morgenmad. Vi kører direkte ind på færgen, som de allerførste. Vi smører nogle madder, som vi kan spise oppe på færgen. Lige efter os kommer en bus med en del turister. Vejret i dag er noget uroligt og det regner en del. Det bliver en OK overfart, der er ikke mange med. Båden vipper en del. Turen over til Lofoten / Moskenes tager 3 ½ time.

På nettet stod der 4 timer. Vi skal til campingpladsen i Moskenes så det kan ikke være nemmere. Vi skal vaske og gøre rent i dag. Vejret er til det. Vi får poletter til maskinerne og går straks i gang. Der er 1 maskine af hver – ikke meget. Tørretumbleren står, at det tager 2 timer og vaskemaskinen knap 1 time. Ikke optimalt. Desuden er rummet lukket for rengøring fra 12-14. Der er rift om maskinerne og kl. 15 er vi færdige, så kan de andre sloges om det. Ellers regner det hele dagen og en stor del af aftenen. Ikke så spændende. KM 2

Dette indlæg blev udgivet i Europa. Bogmærk permalinket.