Sejltur Sydamerika-Europa

Så er turren ved at være slut, efter 5.5 år i Nord Central og Syd Amerika – nu mangler vi bare en 32 dages sejltur fra Montevideo til Hamborg.

Mandag den 12. oktober 2015  Montevideo, Uruguay
Det er tidligt op, lave kaffe og så tager vi til havnen for at spise vores morgenmad. Det er Columbus dag i dag, så alle offentlige har fri, derfor er det ikke svært at finde en parkeringsplads. Kl. 9.15 kommer franskmændene Alain og Sylvaine, og lidt i 10 kommer agenten. Vores aftale var kl. 9. Vi kører ind på havneområdet for at aflevere bilpapirerne, og så kører vi ud til skibet. Set hernede fra kajen er det et kæmpe skib, over 200 meter langt. Her skal vi så vente til vi kan komme ombord.

Der er 6 campere med herover på skibet, og vi snakker kort med dem. De fortæller at det er et fantastisk skib med god mad og en god kaptajn. Det lyder godt. Lidt over kl. 11 kommer kaptajnen ned til os og vi kan kører ombord. Der hvor vi holder er der god plads og vi kan også komme ind bag i. Vi tager nogle af vores ting med op. Bilen holder på dæk 5 og vi skal op på dæk 12. Her er gudskelov elevator, så vi ikke skal bærer kufferten så langt. Vi får vores værelse, et stort rum godt med skabsplads. Vi henter også vores stole og hynder. Så er vi klar til frokost kl. 12. Det er god mad og rigelig mad. Kl. 18 er der aftensmad. Vi er i havnen og sidder på dækket og ser masser af biler blive læsset af. Til aftensmad spørger vi kaptajnen, hvornår vi skal sejle, og det skal vi kl. 1 i nat. Godt så sker der måske noget. KM 10

Tirsdag den 13. oktober 2015  Grande Francia
Vi er sejlet kl. 1.30 her i nat, siger Sylvaine og Alain, men da vi kommer op, sejler vi ikke mere. Vi ligger et stykke øst for Montevideo og det gør vi hele dagen indtil kl. 16. Så sejler vi ind mod Montevideo. Da vi spiser aftensmad kommer 2 pilot ombord. De skal hjælpe os ind til Zarate, Argentina. Byen ligger et godt stykke oppe af floden Parana. Den som vi kørte langs med tidligere. Det er lækkert vejr med masser af sol. Der er lige 4 stole på dækket, som vi kan benytte. Vi har

vores hynder på, så vi ikke bliver alt for beskidte. Maden er god og positionerne er ikke små. Vi smagte mave i dag. Alain og Sylvaine fortalte, at grunden til at der er passagerer med skibet er, at skibet kommer foran andre skibe, når de skal ind i havne, fordi de har passagerer med. Derfor skal der altid være nogle, med på hvert skib. Det var nok derfor at Hans og Doris fra Schweiz ikke kunne komme med dette skib.

Onsdag den 14. oktober 2015  Grande Francia
Vi har sejlet det meste af natten, dog holdt en pause. Nu sejler vi ind i Parana floden. Den er rimelig smal, 2 skibe af vores størrelse kan lige passerer hinanden. Vi kommer ind til Zarate og bliver for tøjret. Det er en lille havn og der ligger i forvejen et ro-ro skib og et container skib fra Brasilien. En slæbebåd hjælper med at vende skibet rundt. Der er lige plads til skibet kan vende.

Da vi først er blevet for tøjret er kl. 12, og der er frokost. Ved 2-3 tiden begynder der at køre nye biler fra borde. Alain fortæller os, at der kan være ca. 3.000 biler på dette skib og 1.000 containere. Det er rigtigt mange, og da bilerne bliver kørt fra borde tager det lang tid. Det er nogle daglejere der kører bilerne fra borde. Efter aftensmaden går vi til vores kahyt og hører noget musik og ser en film, før vi går i seng. Mens vi ser filmen hører vi noget i højtalerne, men da det er italiensk forstår vi intet. Senere finder vi ud af, at der har været en kraftig storm om aftenen og alle yderdøre er blevet lukket totalt. For os virkede det lidt, som om vi sejlede.

 Torsdag den 15. oktober 2015  Grande Francia
Vi er stadig i havnen i Zarate, og vi får læsset en masse biler på. Vi sejler kl. 20 – 21. Vejret er meget koldt og meget blæsende. Der er ikke meget sol. Vi spiser i samme rum som kaptajnen og de højere herrer. Der er i alt 8. Maden er noget varieret, men der er alligevel et mønster. Frokost: Pasta, fisk, kød eller grønsagsret, frugt. Middag: Suppe, kød, kød eller grønsagsret, frugt.

Efter hvert måltid slutter vi af med en lille kop rigtig god kaffe. Ikke så stærk som espresso, bare rigtig god. Der er rigelig mad, så vi kommer ikke til at savne noget. Med hensyn til drikkevarer får vi 1 ½ liter vand hver og hver to små rødvin. De kan skiftes ud med sodavand, hvidvin eller mere vand. Meget passende. Det der er meget anderledes for os danskere er, at kød i noget sovs bliver serveret helt alene. Der er altid brød på bordet, men spiser man det kan man ikke spise al maden. Også grillet fisk bliver serveret uden noget.

Fredag den 16. oktober 2015  Grande Francia
Vi er ud for Montevideo her til morgen. Det er fint vejr, men lidt koldt. Efter frokost kommer vi ud i meget rullen med skibet. Bølgerne kommer ind fra siden og det er slemt som den vipper. Erik lægger sig på sengen og så er han ikke så chikaneret af det. Han tager et par søsygepiller, før vi går op og spiser aftensmad. Da vi lige har sat os bliver der sagt i højtalerne, at vi skal sætte urene en time frem. Erik siger så, at nu er vi færdige med aftensmaden, for nu er kl. 19. Alle griner. Om formiddagen går vi alle ned til bilerne og henter det vi skal. Vi må ikke gå alene derned, men skal have en guide med. Vi henter det vi skal og går tilbage igen.

Efter aftensmaden, hvor skibet stadig vipper meget kommer vi i tanker om, at vi måske ikke har lukket alle skuffer / skabe. Erik går ned med en og får lukket en skuffe og 2 låger. Hvis skibet bliver ved sådan vil de være ødelagt når vi kommer frem til Hamborg. Efter frokost får vi vasket og tørret vort tøj. Vaskemaskinen kan ikke åbnes, så efter nogle forskellige forsøg, kommer en op med en skrutrækker og får åbnet lågen. Lidt besværligt, men dejligt vi kan vaske. Der er en vaskemaskine og en tørretumbler, kun til gæsterne. Vi har en fin nat og skibet vipper ikke voldsomt hele natten.

Lørdag den 17. oktober 2015  Grande Francia
Vi sejler nordpå med god speed på ca.30 km i timen. Skibet vipper lidt ind i mellem, men det er ikke slemt. Vi fortæller tjeneren Giuseppe, at vi ikke kan spise så store portioner, men gerne vil smage det hele.

Så må vi se om det bliver bedre. Vi er ikke sultne på noget tidspunkt, og det er tegn på at vi har spist for meget. Vi spiser sammen med de høje herrer, alle fra Italien / Sicilien. Det eneste tidspunkt alle 8 er der er til frokost. Ikke alle får det samme, nogle får anderledes mad. Det er for at ikke alle bliver syge, hvis der er noget dårlig mad.

Søndag den 18. oktober 2015  Grande Francia
Ved 12-tiden holder vi stille sammen med næsten 50 andre skibe af forskellig art. Vi er ud for Paranaguá, hvor vi skal ind. Lidt i 18 kommer der 2 pilot ombord og så sejler vi ind. Efter aftensmaden går vi ud for at se indsejlingen.

Der er mange små øer og lignende. Det sidste stykke bliver vi hjulpet af 2 slæbebåde. Vi skal ind på en plads hvor skibet kun lige har sluppet kajen og skal vendes rundt for at sejle ud. Den bliver også hjulpet af 2 slæbebåde. Vi kommer godt på plads og rampen kommer også ned. Kl. er 21 og vi ved ikke hvor meget der sker i dag. Vi går ned. Ellers har vejret været fint og vandet er forholdsvis stille.

Mandag den 19. oktober 2015  Grande Francia
Ved 12-tiden forlader vi Paranaguá og sejler mod Santos, som vi rammer om aftenen. Vejret er blevet varmere, så det er dejligt. Det drypper en lille smule om eftermiddagen, men ikke meget.

Tirsdag den 20. oktober 2015  Grande Francia
Vi er i Santos her til morgen og har nok været det noget af natten / aftenen. Nu skal der bare læsses på og det bliver der. Ude foran får vi stillet store container og ind i ”maven” kører busser, lastbiler og vejmaskiner.

Der bliver også kørt mange små containere ind. Lige nedenfor skibet er der også en masse nye biler. De kommer på store lastbiler og bliver læsset af og samtidig tager lastbilerne nogle andre biler med. Det er svært for os uvedkommende at forstå hvad der sker. Ved 17-tiden sejler vi ud igen. Santos er et stort område og vi sejler forbi hele byen. Vi ser også noget slum helt ned til og nede i floden. Vores kaptajn er kommet tilbage igen. Ham har vi ikke set siden Zarate og han bor i Santos. Han har nok taget en flyver hjem fra Buenos Aires.

Onsdag den 21. oktober 2015  Grande Francia
Vi sejler ind til Rio her til morgen. Det er en flot indsejling, men der er meget smog, så alt virker lidt tåget. Kristus figuren, som jeg troede var ud til havet, står et godt stykke inde i landet. Byen er meget spredt og der er mange grønne bakker / bjerge, så den virker ikke så voldsom. Der er også en national lufthavn inde midt i byen.

Flåden ligger her også med bl.a. et hangarskib. Det er en stor havn med mange kæmpekraner, men der er ikke travlt. Vi er 2 skibe og der er plads til mange flere. Vi får en del containere på og ved 16-tiden er vi klar til at sejle igen. Nu er der endnu mere smog og vi har solen lige imod os, så det er endnu sværere at tage billeder. Vandet er meget stille så vi har en meget rolig aften / nat. Vejret er stadig fint med nogen sol selvom solen ikke rigtig kan komme igennem smoggen.

Torsdag den 22. oktober 2015  Grande Francia
Det er meget blæsende i dag. Ved 11-tiden begynder vi at sejle ind mod Vitoria, som ligger inde ved en flod.

Det er en flot indsejling. Her bliver vi til ca. 20, hvor vi sejler ud. Dette er den sidste havn i Sydamerika. Nu bliver det Afrika næste gang. Vi er nu fyldt helt op med containere. Vi tror vi kom af med de sidste personbiler. Tabletten siger at strækningen fra Vitoria til Dakar, Senegal er 4.626 km. Vi har nu sejlet 303 km af dem.

Fredag den 23. oktober 2015  Grande Francia
Vi er bare på Atlanten hele døgnet. Vi forventer det tager ca. 6 døgn at komme over. Skibet sejler med 30 km i timen ca. 720 km på et døgn.

Vi ser flyvefisk og sulerne følger med skibet. Da vi får aftensmad fortæller de, at vi skal sætte urerne 1 time frem. Nu er der kun en forskel på 3 timer.

Lørdag den 24. oktober 2015  Grande Francia
Vi fortsætter på Atlanten. Vejret er rimeligt stille. Ved 17-tiden er der øvelse på skibet. Det er en brandøvelse. Meget sjovt at se. Ellers sker der ikke meget. De er ved at male det øverste dæk. Umiddelbart maler man bare oven på skidtet. KM 715

Søndag den 25. oktober 2015  Grande Francia
Da det er søndag er der mange der har fri. Der bliver grillet en lille pattegris ude bag køkkenet.

Det er til os alle og vi spiser sammen på det øverste dæk. Vi har aldrig prøvet en skovtur på et skib. Kl. 12.30 skal vi spise og vi får først antipasto, lasagne og så grillet pattegris. Da der er 17 filippinere er der også en kæmpe gryde med ris. Det er rigtigt hyggeligt og vi slutter af med vandmelon og kager. Vi får vin til vores mad og det får vi normalt ikke til frokost. Man bliver meget sløv af det. Vi har også siddet midt i solen, men mærker det ikke, for der er en stærk vind. Om aftenen kan man godt se og føle, at vi har fået sol. Aftensmaden er meget let med et stykke lasagne og derefter ost med salat. Vi slutter af med frugt og kager. Kagerne er ala vandbakkelser med creme i. Dog er de ikke så store. Smager rigtigt godt. Mens vi spiser aftensmad kommer en albatros flyvende langs skibet. Den er rimelig højt oppe mod ækvator. Vi ser den et par gange og så er den væk. Den bruger ikke meget energi. En lidt anderledes dag. KM 732

Mandag den 26. oktober 2015  Grande Francia


Livet fortsætter. Vejret er stadig godt, dog er der lidt mere skum på bølgerne. Vi sejler over ækvator kl. 16.45 og om aftenen sætter vi uret en time frem. KM 702

Tirsdag den 27. oktober 2015  Grande Francia
Det er stadig det samme. Vand, vand og atter vand. Vi ser en enkelt skib her til morgen ellers intet. De fortsætter med at male dækket. Det bliver ret pænt. Erik laver en film af de billeder vi har med dyr på, til vores børnebørn. En film på ca. 25 min. Den er rigtig god, håber de kan lide den. KM 724

Onsdag den 28. oktober 2015  Grande Francia
Havet er meget stille og vi ser en enkelt skildpadde og nogle fisk, bl.a. en helt grøn en. Fra kl. 12.30 til 16.30 holder vi stille. Vi ved ikke helt hvorfor, muligvis for ikke at holde stille tæt på Afrika, for at komme ind til havnen. KM 583

Torsdag den 29. oktober 2015  Grande Francia
Vi rammer Dakar, Senegal kl. 13.30.

Det er meget varmt. Efter migrationen har været her og set os, går vi en tur ned i byen. Det er en kort tur, for vi skal hjem og spise . Der er bare mange mennesker der myldrer ind på dækket. Alain talte 50 mennesker. Det er virkeligt mange. Vi håber ikke der sker noget med vores bil. KM 175

Fredag den 30. oktober 2015  Grande Francia
Skibet bliver ved med at få tomme containere på. Inden den bliver løftet op checker de, at containeren er tom. Det er bl.a. fordi den bliver løftet op i 2 kroge, diagonalt, og det kan de kun hvis den er tom.

Ellers vil den muligvis vælte rundt. Kl. 16 er vi klar til at sejle videre. Næste stop er London har vi fået at vide. Erik kigger på tabletten og kan ikke forstå hvorfor vi sejler sydpå. Vi spørger og får at vide, at vi skal til Banjul, Gambia. Vi kommer til byen kl. 22

Lørdag den 31. oktober 2015  Grande Francia
Det er den mindste havn vi endnu har været i. Skibet ligger kun til kaj med halvdelen af skibet. Det betyder, at vores egen kran kun lige kan nå kajen, på det yderste stykke. Vi får igen en del tomme containere på. Først bliver de hentet fra et lager, derefter tømt for affald og så plomberet.

Herefter kun i en række, hvor kranen kun kan nå den yderste. Når den så er taget, skubber en kæmpe truck til rækken, så der kommer en ny container på den yderste plads. Ellers sætter vi gamle biler af. Dem har vi fået på i Dakar. Mange af dem kan ikke kører selv, så de bliver enten skubbet fra borde eller løftet op af gaffeltrucks og så kørt fra borde. Ikke sikkert at bilerne har godt af det, med udstødning m.m. under bilen. Det er ikke fordi der sker meget. Nogle gange venter han i kranen halve timer på at han kan løfte containerne, fordi kranen først skal låses fast på containerne, før han kan løfte dem. Det er meget varmt og fugtigt. Vi er helt sikre på, at vi skal afsted en gang om aftenen, men det sker ikke.

Søndag den 1. november 2015  Grande Francia
Der sker ikke meget i dag, men vi sejler først kl. 22 efter 48 timer i en meget lille havn. Det er meget fugtigt og stærk sol. Vi får flere tomme containere ind og det ser også ud til at nogle sælger diesel på skibet. Der kommer tomme 20-25 liters dunke ind og de kommer ud igen fyldte.

Mandag den 2. november 2015  Grande Francia
Vi sejler op langs Afrika og skibet vipper en del. Vi har vind / bølgerne ind forfra, så vi sejler med 27-28 km i timen. Ca. 650 km pr. døgn. Her til morgen den 3. ser vi en masse delfiner, som elsker at springe og ”stå” på halen. Det er blevet noget koldere.

Tirsdag den 3. november 2015  Grande Francia
Det er rigtigt koldt her til morgen. Vi opholder os mest inde og jeg er begyndt at samle et puslespil. Jeg har også fundet nogle danske bøger. Til aften får vi barbecue. Meget lækkert. Vi får alle en gambisk øl til. Smager godt. KM 709

Onsdag den 4. november 2015  Grande Francia
Det er noget varmere i dag. Vi er oppe og se broen og de andre er rundt og se skibet. Det er næsten tomt.

De er nede og se motoren, 8 cylinder og 15.000 KW. Dieseltanken har til mere end en måned forbrug. De er også nede og se ankeret og ankerkæden. Den er kæmpe stor. Om eftermiddagen sejler vi forbi Gran Canaria. Vi kan se det i kikkerterne. KM 709

Torsdag den 5. november 2015  Grande Francia
Der sker ikke meget, men vi sejler stadig nordpå. Om eftermiddagen ser vi 4 krigsskibe på vej sydpå. Ved 17 tiden holder vi brandøvelse igen. Denne gang med røgdykkere og en enkelt såret. Godt de holder disse øvelser. KM 709

Fredag den 6. november 2015  Grande Francia
Det er noget koldere nu og der sker ikke meget. Til frokost holder vi stille og vi finder ud af, at det er fordi motoren skal renses.

Vi taler med en af filippinerne. Skibet sejler ikke på diesel, men noget meget billigere, næsten asfalt. Det skal varmes op til 135 grader, før det kan bruges. Det er derfor der er så meget sod alle vegne. Han fortæller også at skibet er solgt pr. 23/11, hvor han tager hjem. Alle har fået valget mellem at tage hjem eller tegne en ny kontrakt med de nye købere. Han har kun været på skibet 3 måneder og normalt skal de være 8 måneder før de får betalt hjemrejse. Gad vide om det får nogen betydning for os. Man skulle tro at vi ikke skal have noget med fra England, eller kun ting som skal med til Hamborg. Alain og Sylvaine er oppe på dækket ved 20 tiden, og her ser de at der kommer gnister ud af skorstenen. Det varer ikke længe før der kommer nogle filippinerne med brandslangen og det stopper med at smide ild op. Så flot ud, sagde de. KM 601

Lørdag den 7. november 2015  Grande Francia
Ingen forskel. Dog er vi i Biscayen, og her vipper skibet. Vi holder os meget i ro, så er det ikke så slemt. Vi hører lydbog D-dag. Meget interessant.

Søndag den 8. november 2015  Grande Francia
Vi er i den engelske kanal og her er mange andre skibe. Skibet vipper ikke så meget. Vi stopper i løbet af aftenen / natten og ligger og venter et godt stykke udenfor indsejlingen til London via Themsen.

Mandag den 9. november 2015  Grande Francia
Vi venter til kl. 17.30 med at sejle. Vi ligger ud for en masse vindmøller. Dog er vi for langt væk til at se om det er Vestas møller. Det er mørkt ved 16 tiden, så vi ser intet af indsejlingen. Dog skal vi ikke ret langt ind, til Tilbury.

Tirsdag den 10. november 2015  Grande Francia
Vi er i havnen da vi står op. Vi får en masse biler på. Vi har oppe på det øverste dæk, som er over os, gamle biler og smadrede biler, som skal til forskellige steder i Afrika. Nogle af dem er fyldt med tøj, gamle cykler, køleskabe m.m.

I den ene er der også en motor. Nogle af dem har ikke lukket vinduet, ikke sjovt efter 1 måned på havet. Ellers er det bare at se på hvad de laver i havnen. De har nogle sjove containervogne. Det er nogle høje vogne med 4 sæt hjul og alle hjul kan dreje. Vi har ikke set disse vogne før. Kranen tager containere fra skibet, vognen kører hen over containeren, løfter den op og kører den på plads. Det kan være i en containerstak eller på en lastbil. De er meget effektive. I andre havne kan kranen måske sætte containeren på lastbiler, som kører hen og får en containertruck til at løfte containeren på plads. Mange gange stiller kranen bare containeren på kajen, og så skal en containertruck løfte den op på en lastbil. Det kræver meget mere mandskab og materiel.

Onsdag den 11.  november 2015  Grande Francia
Det er koldt og blæsende, ikke så spændende. Vi er stadig i havnen men der sker ikke meget. Ved 11-tiden sejler vi. Vi skal igennem en sluse og den er meget smal. Vi kan lige være der.

Vi sejler til en anden kaj og her kan vi få containere af og på. Det er et meget effektivt system de har her på havnen med de store kraner og de specielle vogne til at hente / bringe containere på plads. Containerne bliver låst sammen med nogle specielle ovale klodser. Dem skal man så løsne før kranen kan hente containerne. Der er en der har sat sig fast oppe i 3. container. Man har så en speciel åben kasse, som en person kravler ind i og bliver løftet på, så han kan løse problemet. Meget smart. Vi sejler mod Hamborg ved 23-tiden. Vi får lidt i 22 at vide, at vi skal stille urene en time frem. Nu har vi dansk tid. I dagens løb har vi fået vasket det sidste, så vi er klar til at tage videre til Sverige. Vi får udleveret et stykke papir, som beskriver hvad der skal ske i havnen i Hamborg.

Torsdag den 12. november 2015  Grande Francia
Det er ren ventetid i dag. Vi sejler mod Hamborg, som vi når i løbet af natten.

Fredag den 13. november 2015  Grande Francia
Det er den sidste morgenmad vi får på skibet efter 32 dage. Vi glæder os til at få fast grund under fødderne. Efter morgenmaden og vi har sagt farvel til vores tjener Giuseppe, tager vi alle vores ting ned i bilen og får lidt af det på plads. Vi får også vores pas og vaccinationskort.

Zollen er rundt på skibet og ser alle vegne, men så vidt vi ved finder de ikke noget. Da de er færdige med skibet kan vi kører af og så er det vores biler, som skal undersøges. Det gør de meget grundigt. Der er 6 toldere. 4 mænd og 2 piger. Først bliver bilen snuset igennem af en narkohund. Både indvendigt og udvendigt. Herefter gennemroder de alle vores ting. De finder 4 liter langtidsholdbar mælk, men efter nogen diskussion indbyrdes får vi lov til at beholde det. Herefter undersøger de under bilen med et lille kamera på en lang ledning med skærm. Den undersøger alle underlige huller og over spildevandstanken m.m. Heldigvis finder de ikke noget. Bagefter er det Alain og Sylvaine’s bil der bliver undersøgt. Her finder de heller ikke noget. Så er det ud mod den centrale gate. Her skal vi have frigivet vores bil og bagefter indfører den i Tyskland. Vi forstår ikke helt denne fremgangsmåde. Da vi kommer op til en venlig pige på første sal, får vi at vide at bilerne stadig er på skibet og der er ingen papirer / registreringer på Alain og Sylvaine. Hun lover at undersøge det nærmere og vi kan vente nede i stuen i mens. Vi skal vente 15 minutter og franskmændene skal vente 1 time. Efter et kvarter går vi op til hende, men Grimaldi har endnu ikke frigivet bilerne. Der er snart pause, så vi må også vente til 11.30 efter pausen. Vi har ikke været længe nede før hun kommer og siger at Alain og Sylvaine er nød til at tage tilbage til skibet og snakke med dem. De tager tilbage til skibet med en shuttlebus og er tilbage inden 11.30. De har talt med kaptajnen og han forstår det ikke, men de bliver nok nød til at sejle med til Antwerpen, Belgien. 2-3 dage mere. Det passer Alain meget godt, Sylvaine synes det er for sindssygt. Man skal i den forbindelse lige være opmærksomme på, at det er fredag den 13. i dag. Vi får sagt farvel til dem og god sejltur. Ikke sjovt for dem og meget amatøragtigt af Grimaldi. Kl.11.30 får vi vores godkendelse, så vi kan komme ud af havneområdet. Vi skal dog aflevere Eriks pas for at de kan være sikre på, at vi importerer bilen. Vi skal hen til Customs, ca. 3 km væk og importerer bilen. Dette går rimeligt smertefrit, selvom der på vores papirer står forkert WIN nr. og nummerpladen er også forkert. Vi får udleveret Erik pas, så nu er det mod Sverige. Vi ringer lige til Mercedes, Sverige og får en tid mandag kl. 10. Så må vi se hvor meget der skal laves. Så kører vi til Rostock, hvor der er en border shop. Vi får handlet, nu skal vi have noget at spise. Vi spiste morgenmad kl. 7.30 og kl. er næsten 17, så vi er lidt sultne. Vi finder et sted hvor vi også kan købe vores færgebillet. Her ved dette færgecenter (3 forskellige rederier) er der stillet telte op, som nogle flygtninge bor i. Dem og deres børn holder til inde i ventesalen, på nogle tæpper med deres legetøj. Vi skal vise vores pas for at købe billetter, samt vores campingpas, som giver 10 % rabat. Vi får hentet begge pas, købt billetter og får noget at spise. Så er det bare at vente. Båden sejler kl. 23 og er i havn 6.45 næste morgen. Kl. 21 kan vi checke ind og her ser vi, at vi ikke må sove i bilen. Det er vi helt ligeglade med, det vil vi gøre. Længere nede ser vi at det er en henstilling, de kommer med. De vil jo gerne leje deres kahytter ud. Det er TT-line vi skal med og det er et kæmpe skib med 3 dæk til lastbiler på alle dæk. Skibet er ikke fyldt op og vi får en plads på øverste dæk, ude i det fri. Folk går fra deres biler og vi går også op og sover, dog har vi ikke trukket for, for neden så ingen kan se at vi er i bilen. Det er noget uvejr, så skibet vipper noget, men det gør ikke så meget når man ligger ned. Vores søsyge tabletter er i kufferten, som ikke er pakket ud. Vi sover OK og kl. 6.45 er vi inde og kan begynde at køre mod Tingsryd. Den værste grænseovergang fra skibet til Tyskland. Godt det ikke har været sådan hver gang man kommer til en grænse.

Gallery Sejltur over Atlanterhavet

no images were found

Gallery Zarate Argentina.

no images were found

Gallery Brasilien

Gallery Dakar, Senegal

no images were found

Gallery Banjul, Gambia

no images were found

Gallery London

no images were found

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.