Søndag den 12. januar 2014 San Sebastian, Chile
Der er ingen bad her til morgen. Vandet er alt for koldt. Det regner, men vi vil se når vi kommer længere frem, om vi skal se kongepingvinerne igen.
Da vi kommer til krydset, hvor vi skal bestemme hvad vi gør, står der 4 chilener og tomler den. De vil gerne med ud til pingvinerne og tilbage igen mod Porvenir. 4 ekstra mennesker og 4 rygsække fylder meget i bilen, men de kommer ind og kan næsten være der. Ude ved pingvinerne spørger de den ene ”pingvinmor” hvor langt frem man må gå, og han får at vide at det er en rundtur på ca. 1 ½ time
og man kommer rimelig tæt på pingvinerne. Alle 6 tager turen. Det er flot at se pingvinerne. Vi får at vide at disse kongepingviner kun lever her, på Falklandsøerne og på øen Georgias. Kejserpingvinerne lever kun på Antarktis. Kongepingvinerne står med ægget på samme måde som Kejserpingvinerne. Ægget ligger på fødderne og så er ”maveskindet” lagt ud over ægget, så det eneste man kan se er en stor bule nederst. Som vi ser det er der ikke mange der har æg. Det er både hannen og hunnen som står skiftevis med ægget. Den unge pige fortalte, at det kan være svært at se forskel på hannen og hunnen. En meget interessant tur.
Chilenerne taler med hende og får at vide, at det kan være meget nemmere for dem at blive her og prøve at tomle mod Delgada og så komme til den nationalpark de gerne vi. Glade er vi. Det er meget at have 4 ekstra mennesker med i bilen i en 3-4 timer, men de er glade for at vi tog dem op. Vi kører selv til havnen og her får vi frokost/aftensmad før båden kommer. Her er også 2 på cykel, som skal med båden. Vi så dem i Ushuaia, men talte ikke med dem der.
De er fra Holland og de startede i San Paulo, Brasilien for 4 måneder siden og skulle gerne ende i Alaska om i alt 2 år. Det er flot at gøre dette. De havde den ene dag haft så kraftig blæst, at de nåede 4-5 km på en time. De vendte om og kørte tilbage hvor de kom fra. Så er det bare at vente på mindre blæst. Lige så snart der bliver åbnet ind til ventesalen stiller folk sig i kø, så det må vi også. Billetmanden kommer med båden og så kommer der gang i det hele. Vi kommer om bord og som sidst er der ikke siddepladser til alle, så vi bliver i bilen. Vi går dog op og ser os sejle ud af havnen og forbi fyrtårnet, hvor vi boede sidst. Her ser vi 3 små delfiner, som svømmer med båden. De springer fuldstændig ud af vandet og lander på ryggen. Det er dejligt at se. Vi skal bo på den samme parkeringsplads som sidst og der er god plads. Tyskeren i Unimog, RutaXRuta, kommer lidt senere med kone og barn og holder ved siden af.
Klokken er 22.30, så konen lægger sig med datteren og han kommer over og får et glas vin og en snak. Erik mente han havde set bilen hos Michael og det bekræftede han. Michael havde brugt bilen til at hive biler ud af mudderet, og havde brugt hans køreplader også. Da han skulle hente bilen lå kørepladerne stadig i mudderet og dem måtte han selv hente frem. Desuden var den ene ødelagt og havde beskadiget et eller flere af dækkene. Da han siger det til Michael bliver Michael sur og smider ham ud. Han taler med naboerne og finder ud af, at Michael har lejet hus og grund uden en lejekontrakt. Michael har ellers fortalt alle, at han har købt det. Der kommer mere og mere frem. KM 177
Mandag den 13. januar 2014 Punta Arenas, Chile
Vi varmer noget vand så vi kan få lidt af et bad. Dejligt. Vi skal på nettet og se hvor langt pakken er. Den 12/1 var den i Miami. Vi tager ind hvor pakken skal leveres. Det sted er til salg og har været det længe. Vi taler med nogle håndværkere og de siger, at firmaet er flyttet ud mod havnen, det er sådan jeg hører det. De siger vi skal tage en taxi derud. Vi har bilen med, så vi kører tilbage for at få noget net.
Nu er der intet net der virker der. Erik spørger en taxachauffør om hvor firmaet ligger. Han spørger på centralen, som siger at det ligger rundt om hjørnet. Vi spørger også i en forretning og de siger rundt hjørnet og 2 km. Vi kører rundt hjørnet og lige efter ligger firmaet ovre på den anden side. Der er middagslukket til kl. 15. Vi får købt rugbrød og andet, og så tager vi fat i Adelco, som firmaet hedder, hvor pakken bliver leveret. Det er en slags supermarked for andre forretninger. De forstår ikke hvordan vi har fået deres gamle adresse, men de vil tage imod pakken for os. I morgen vil vi prøve at tage fat i TNT. KM 25
Tirsdag den 14. januar 2014 Punta Arenas, Chile
Ned og få fat på nettet. Finde adressen til TNT Express og så kører derud. Det er et supermarked, som hedder Express Lider. Tilbage til byen, stille bilen og så finde net eller spørge i turistinformationen. Der er kommet 2 krydstogtsskibe i løbet af natten, så byen er fuld af turister. Vi spørger på turisten og får en adresse, samt et kort hvor det ligger. Det er et busselskab TMT. Vi spørger busselskabet og hun siger vi skal hen på postkontoret. På vej derhen spørger vi i Express Chile, men det er ikke her.
Videre til posten. Her er lang kø, men en postbetjent kommer hen og spørger os. Han er lidt i tvivl om hvad vi mener, så kommer en kunde, som kan engelsk. Hun fortæller, at før i tiden var der et samarbejde mellem posten og TNT, men det er der ikke mere. Hun finder på nettet den samme side, som vi har fundet, men ingen adresse til TNT. Vi får et telefon nr. Til TNT, Santiago, hvor vi kan ringe til. Vi takker for hjælpen og opgiver at finde TNT. Pakken er i Santiago og er frigivet at tolden. Vi håber den kommer i morgen. Ude på vores parkeringsplads kommer den italienske dame forbi, og vi får en ordentlig snak. KM 24
Onsdag den 15. januar 2014 Punta Arenas, Chile
Ved firtiden i nat kom en del unge mennesker forbi vores parkering og festede. Erik mener at diskoteket lukker og så kører de videre ud i byen. Det varede en halv time, og så var de væk igen. Unimogen med den lille familie, var åbenbart kommet sent i går, samt en østriger i en landrover. Vi varmer lidt vand til at vaske os i, får morgenmad og så ned og se om pakken er kommet. Det er den og vi skynder os over til firmaet Adelco, for at se om de har modtaget pakken. Vi køber dog lige en æske svejtsisk chokolade til dem. Pakken er kommet og de får deres chokolade. Alle er glade. Vi skal have vand, diesel og vekslet penge til US$ og så er det videre. Vi kører til Puerto Natales, hvor der er en campingplads vi har boet på før. I morgen skal fyret laves. KM 262
Torsdag den 16. januar 2014 Puerto Natales, Chile
Det har regnet en del i løbet af natten, men her til morgen er det fint vejr. Vi sætter bord og stole ud. Klædeskabet tømmes, hylder og låge af. Erik finder alt værktøjet frem og så er det i gang med fyret. Fyret er meget svært at få ud, da det er under gulvet inde i skabet. Da det endelig er ude skal vi finde ud af hvor glødehovedet sidder og skifte det. Det er ikke lige til, men vi finder det og skifter det. Nu virker fyret perfekt igen.
Fredag den 17. januar 2014 Puerto Natales, Chile
Det er videre i dag mod Parque National Torres del Paine. Vi får dog lige handlet, vand og diesel på, og så er vi klar.
Vi tager til Laguna Amarga, lige før parken. Her kan man holde og overnatte. Vi holder så vi har udsigt til de toppe, som har givet parken navnet. Da vi kommer, er der en del flamingoer i søen. Vi går en tur hen imod dem og får nogle gode billeder.
Det er desværre for koldt og blæsende til at sidde ude, men vi har en god udsigt fra bilen. Lidt senere kommer der en bil med en familie, og faderen og sønnen går helt hen til flamingoerne og jager dem op. Erik tager nogle billeder af dem. Håber de bliver gode. KM 118
Lørdag den 18. januar 2014 Før Parque National Torres del Paine, Chile
Det er flot vejr i dag selvom det er koldt når det blæser. Vi kører rundt i yderkanten af parken. Det er et flot område, meget kuperet og med mange lamaer. Vi ser vandfaldet Paine, som ligger i Rio Paine. Derefter tager vi til Lago Azul.
Herude er der en campingplads, men det er for tidligt og desuden er den vi var på i nat meget flottere. Vi tager tilbage hertil og i morgen vil vi finde ud af om vi vil gå den tur på 9 timer, og det vil koste os over 400 DKK i indgang til parken. KM 42
Søndag den 19. januar 2014 Før Parque National Torres del Paine, Chile
Det er koldt og blæsende her til morgen, så vi tager til Argentina. Der er en lille grænseovergang, som kun har åben om sommeren og den tager vi. Tæt på overgangen ser vi Betty og Tony fra Australien, men det blæser sådan, at vi bare tager til grænsen. Det går nemt ud af Chile og ind i Argentina, dog skal vi selv lave bilpapirerne. Det er første gang i Sydamerika. Det bliver lavet og så kan vi komme videre. Ved den argentinske grænse møder vi to unge danske fyre, som skal til Torres del Paine på en tur. Desværre har den ene, Nick glemt sit pas og kan ikke fortsætte. Han spørger om vi skal til El Calafate og om han muligvis må komme med. Det kan han selvfølgelig. Alternativet er at han venter til i nat, hvor bussen måske kommer denne vej forbi. Så er det ud på landevejen og derudaf. Vi tager fra grænsen ved 12-tiden og er først i El Calafate kl. 17. En meget blæsende tur, hvor Erik, især på det sidste stykke, er meget koncentreret. KM 344
Gallery San Sebastian
Gallery Torres Del Paine