Søndag den 8. maj 2011 State Beach Sunset, Californien
Så skal vi ramme San Francisco i dag. Vi kører langs vandet, en flot tur, sammen med mange andre. Vi kører lige ind i San Francisco og over
Golden Gate Bridge. På den anden side parkerer vi bilen og går ud på Golden Gate Bridge. En af de ting man skal. Der er en flot udsigt deroppe fra, men det blæser en del. Vi kører gratis over broen, for der bliver kun opkrævet den anden vej – som vi ser det. Vi kører over endnu en bro, hvor man kører i 2 etager – meget smart – så skal broen kun være ½ så bred som normalt. Vi har fundet en Walmart i bogen i Richmond og der tager vi til. Erik finder også et gratis net vi kan køre på. Walmarten ligger i et indkøbscenter, her spørger vi en security mand, om vi kan holde her og han siger ja. Kl. 1 om natten er der nogen der banker på bilen. Det er en anden security mand, som siger vi ikke må holde her. Parkeringspladsen er ikke Walmarts, men tilhører indkøbscentret. Han siger vi kan holde på den anden side – ved kirken. Der kører vi over og sover videre. KM 202
Mandag den 9. Maj 2011 Richmond, Californien
Så skal vi besøge Anders, Swedish Marine. Han skal se på komfuret med Erik. De får kigget til brænderen, den har det fint – meget lidt snavs.
Da de skal afprøve det, siger Anders at måden den klikker på tyder på at den tager falsk luft ind. Efter 4 forsøg kom den i gang. Vi bestilte nye pumper, en ny blæser – den gamle blev ødelagt – og en beholder til petroleum eller lignende. Vi aftalte at komme igen på torsdag, så skulle tingene være der. Efter dette tog vi til San Francisco, til den eneste campingplads, pris 77$ pr. nat. Dyrt. KM 82
Tirsdag den 10. maj 2011 San Francisco, Californien
Så skal vi ind og se byen. Vi tager shuttle bussen fra campingpladsen, det er nemt, men lidt dyrt. Vi køber nogle Hop on/ Hop Off busbilletter af en dansker. Man kan kun købe 2 dage og de har kun brugt den ene.
Vi slår halv skade. Vi bliver smidt af tæt på China Town. Vi går op og tager cable car. Det er 3 blokke op, og det er virkelig op, man taber helt vejret. Vi går ned og tager den næsten fra endestationen, og vi kører mod havnen. Vi får nogle OK pladser. Erik står på det bagerste trinbræt og jeg står på bagperronen. Gode steder at stå. Erik får taget nogle billeder imens vi kører. Cable car’en kører på nogle stejle gader og det er sjovt at køre med den. Vi bliver smidt af nede ved havnen. Vejret er OK i dag, men det blæser lidt. Vi tager turist bussen som vi købte billetter til på campingpladsen, vi kører hele turen igennem uden at hoppe af. Det er en dejlig tur og vi ser bl.a.
City Hall/rådhuset, Golden Gate Park og Golden Gate. Da vi kommer ud til starten af Golden Gate går vi nedunder i bussen. Det kan blive godt koldt oppe på bussen. Vi er glade for at komme ned. Chaufføren kører rimeligt hurtigt over broen og tilbage igen. Efter broen kører han stærkt ind til byen igen. En god tur, hvor vi fik meget at vide. Efter dette ser vi endestationen for cable car. For at vende rundt skubber 2 mænd car’en rundt, som står på en drejelig skive. Sjovt at man stadig gør dette. Vi går rundt nede ved havnen. Her er et område med historiske skibe/både. Vi kommer gratis ind og se disse skibe/både, fordi vi kan bruge vores national park kort – sparet 12$. Det ene skib var et af de første passagerfærger med plads til biler. Det andet var et sejlskib til fragt. Det var bygget i Skotland og sejlede først Europa-Californien (syd om Sydamerika).
Senere Californien – Australien, men den sidste og længste tid Californien – Alaska. Det tog til Alaska for at fange laks. Laksene blev puttet på dåser og om efteråret tog skibet tilbage til Californien, hvor dåselaksen så blev solgt. Dette gjorde skibet i 29 år. Vi så også en slæbebåd. Efter dette fik vi frokost og gik videre langs havnen. Der er et museum med diverse spillemaskiner og mekaniske opstillinger, som spiller eller danser. Sjovt at se, og nogle af mændene synes det var sjovt at spille på disse maskiner – ligesom børn. Efter dette tager vi ud og ser en ubåd, som deltog i 2. verdenskrig. Vi var nede i den. Der er ikke meget plads selvom besætningen var på 80 mand. Vi tager bussen hjem kl. 7. Da vi kom hjem havde danskerne hængt 2 blade til os på bilen. Billedbladet og Ude og Hjemme. Dejligt. Dansk læsestof. En god dag.
Onsdag den 11. maj 2011 San Francisco, Californien
I dag vil vi ind og se Alcatraz. Vi bliver sat af ved China Town, som i går. Vi går op til Grant Avenue – Main Street i China Town og så går vi helt ned til Pier 33,
hvor båden til Alcatraz går. Det er meget interessant at gå denne vej. Der er nogle utrolig flotte butikker, som bl.a. sælger meget flotte udskæringer i elfenben og jade. Virkelig kunststykker, men de koster nok også mange penge. Man skal have et specielt hjem for at have plads til det. Efter China Town kommer lille Italy med masser af restauranter. Her er vejene godt stejle i alle retninger. De huse der er her er 2-3 etagehuse – de fleste flotte, men med en lille facade.
Det er svært at se hvor langt de går ud bagtil. Da vi kommer ned til færgen til Alcatraz, kan vi komme derover 5 min. Senere. Perfekt. Der er ikke så mange med båden, men man kan se der kan være mange. Øen Alcatraz har været fængsel for de slemme drenge i 20-30 år. bl.a. har Al Capone været her. Der har været nogle flugtforsøg, men kun 5 er kommet væk fra øen og man ved ikke om nogen af disse har klaret det. Der er 2 km til San Francisco og vandet er altid mellem 10-12 grader året rundt. Det betyder man kan være i vandet 30-35 min. Der er tidevand 2 gange om dagen, og den nat da 3 fanger forsvandt, var tidevands presset 4 knob og det kan ingen svømmere modstå.
De forventer ikke af nogle af dem har overlevet. Dette fik vi fortalt i et foredrag, som lige var startet da vi kom derover. Derefter gik vi rundt i cellehuset med et sæt hovedtelefoner hver. Man så de små celler de har boet i, isoleringsceller og hvor de spiste. Det skulle virke som fængselsbetjente og indsatte der fortalte og man kunne høre de forskellige lyde i fængslet i baggrunden. Meget interessant, og de fleste andre gæster derovre var rimelig stille når man gik rundt og hørte i hovedtelefonerne. Vi gik lidt rundt på øen, men der er mange fugle der yngler nu, så meget af øen er lukket af. Det er bl.a. måger og en speciel skarv, der er blå under næbet. Jeg ved ikke om det er noget de bruger i forbindelse med parring m.m. ligesom fregatfuglen. Da vi tager båden tilbage kommer der nogle flere mennesker over end da vi kom. Vi var derovre i lidt over 3 timer, ikke for lang tid – tilpas. Efter dette tog vi tilbage til Little Italy, hvor vi fandt en restaurant og fik pizzaer. Kl. var 4 så det var på tide at få frokost.
Vi gik herefter hen til cable car museet. Det er her alle kablerne udgår til at trække cable car’erne i byen. Sjovt at se, men en forfærdelig larm. Efter dette så vi Grace Cathedral, en af de ting man også skal se. Der er 10 min. Til den tidlige bus går hjem og det ser ikke ud til at der er ret langt. Vi prøver at nå det. Det går stejlt ned hele vejen og vi når det lige til kl. 6. Chaufføren havde lukket døren, men den blev åbnet for os. Lækkert. Vi var ved at være trætte i benene og Erik havde ondt i sine storetæer. Så er det afslapning derhjemme.
Torsdag den 12. maj 2011 San Francisco, Californien
Jeg får lige talt med min mor via Skype inden vi tager til Anders, Swedish Marine. Vores reservedele er ikke kommet endnu, pumperne var i restordre. Erik får skiftet blæseren, sat komfuret ordentlig til og så tager vi videre til Folsom Lake, hvor vi har udset os en campingplads. Vi handler på vejen. Et lækkert sted, bare for dyrt, 25$ for en plads. Her er toilet og møntbad (0,50 $). KM 255
Gallery San Francisco