Torsdag den 9. juli 2015 Cusco, Peru og Salar de Uyuni.
Det er tidligt op. Taxaen kommer og henter os kl. 5.30. Så er det til lufthavnen. Erik er lidt luren ved, at det eneste vi har fået, er boardingpas til flyet Cusco – La Paz. Han spørger ved indcheckningen og finder ud af, at det er en retur billet. Det er jo fint. Det er en lille lufthavn i Cusco, selv om den er international. Fra landingsbanen kan man næsten se ind i husene omkring lufthavnen. Utroligt at det er tilladt. Vi har en fin flyvetur i meget klart vejr, dog er der noget turbolens. I La Paz lufthavnen finder vi ud af, at der er en collectivo, som går ind til byen for 8 Bolivianos pr. person. En taxa koster 50 Bob. Vi tager collectivoen for tid er det vi har mest af. Vi har mistet en time, men klokken er ca. 10 da vi stiller os i køen, og vores bus kører først kl. 19. Vi har jo været i byen nogen gange, så vi har ikke svært ved at finde rundt.
Vi bliver sat af ved San Fransisco Pladsen og går op til agenten, som bor i dette område. Her får vi vores vouchere til bussen og turen i Uyuni. Dejligt. Vi lader bagagen stå hos hende og går rundt i byen. Vi får noget mad og jeg får købt en pung og en ny urrem. Ved 17 tiden går vi tilbage til agenten og tager en taxa til busterminalen. Her får vi byttet voucheren til busbilletter. Vi skulle kører kl. 19, men klokken er næsten 20 før vi kommer af sted. Det er en gammel bus, noget høj, men ingen sidder nede, kun chaufføren. Han er noget af en hidsigprop og kører meget vredt, især med så stor en bus. Det bedste ved bussen er, at der er et godt tykt tæppe til hver. Det er dejligt, for vi skal sidde her mindst 10 timer. Der er tissepause kl. 00.30.
Fredag den 10. juli 2015 Uyuni, Bolivia
Bussen kommer til Uyuni kl. 7 om morgenen. Jeg har ikke sovet meget, men det er OK. Vi skal med en tur kl. 10.30, så vi har masser af tid. Agenten.
Blue Line, har ikke åbnet endnu, men naboagenten fortæller hvor der er et godt sted at få morgenmad. Der går vi over sammen med mange af de andre turister. Vi finder et bord, får noget mad og kommer på toilettet. Senere går vi over til agenten og her bliver vi skrevet ind på et hold med 4 brasilianere. Erik siger vi gerne vil med nogle andre, der er bl.a. 4 europæere. Det ville passe meget bedre. Man kan også komme på en tur med engelsk talende guide, men det koster 1.200 Bob mod normalt 750 Bob pr. person. De ekstra penge vil vi ikke bruge. Vi får også at vide, at vi kun kan have en lille rygsæk med hver, for vi skal have rygsækken inde i bilen ved vores sæde. Vi bliver nød til at pakke det hele om.
Vi tager vores skiundertøj inden under det andet tøj, tykke sokker og vores vandrestøvler på. De er meget varmere. Vi går ud og køber noget drikkevand til turen samt toiletpapir. Vi har også lejet en sovepose hver, det får vi sikkert brug for. Da vi kommer tilbage har agenten fået os på holdet sammen med de 4 europæere. Dejligt. Dem kan vi helt sikkert snakke med. Det er nogle søde mennesker. Der er Jose, født i Spanien, men senere flyttet til Schweiz med sine forældre. Crista fra Schweiz, som er kæreste med Jose. Så er der 2 unge fra Holland Sara og Samuel, som er rejsekammerater. Vi er som en helt lille familie. Os som bedsteforældre, Jose og Crista, som er lidt yngre end vores egne store børn og Sara og Samuel, som er lidt ældre end vores ældste barnebarn. Det skal nok blive godt. Jose kan jo spansk og han har lovet at oversætte hvad chaufføren / guiden Omar fortæller. Vi skal kører i en Landcruiser, med plads til os alle 7. Det betyder at bagagerummet er meget lille og her er vores mad / drikke til turen samt vores 2 lejede soveposer, som fylder en del. Lidt over 10.30 er bilen pakket.
De 2 unge er så søde at tage pladserne bagerst, som er noget besværlige at komme til. Jose sidder ved siden af chaufføren og Crista lige bag ham. Vi sidder bag Omar, chaufføren. Først kører vi ud til togkirkegården. Her står skaller af en del gamle tog – lidt specielt. Der er stadig togskinner, og de bliver brugt til godstransport fra Ouro, Bolivia til Calama / Antofagasta, Chile. Omar fortalte at det kørte med mineraler, men ikke hvilke. Efter det tager vi til byen Cachani. Her skulle de leve af at udvinde salt fra Salaren. Det ser dog mest ud til at de lever af turisterne. Her er masser af boder med alt muligt. Vi køber en flaske vin til i aften. Det var Jose der foreslog det. Herefter kører vi ud på selve Salaren. Det er salt vi kører på og det meste er ren pulver. Det er så hvidt at man får helt ondt i øjnene, af at kigge på det. De anbefaler også at man har solbriller på. Det har vi dog ikke. Vi tager ud til salthotellet Playa Blanca og her spiser vi frokost. Omar har det med i bilen. Ris, salat og en bøf. OK men selvfølgelig koldt. Her ude er også en skulptur vedr.
Dakar løbet, som jo er flyttet til Sydamerika. Der er også en masse flag, som jeg ikke helt forstod meningen af. Bl.a. er det svenske flag der. Jeg tror det er et sted, hvor folk bare sætter deres flag op. Ikke alle er landsflag, men mange er egnsflag. Efter frokost tager vi ud til øen, Isla Incanuasi. Det er en ø, som ligger midt ude i saltsøen. Her er nogle specielle kaktus, rimelig høje.
Man kan bestige øen for medens 30 Bob pr. person. Det gør vi selvfølgelig og her oppe fra kan man se salt i alle retninger. Selve søen er 12.000 Km2, meget stort. Lige før vi skal til at køre igen kommer en langturs cyklist ud til øen. Klokken er så mange, så han forventer vel at overnatte på øen i sit telt. Vi kører sydpå ud over saltsøen, og holder nogle steder for at tage billeder. Det er helt specielt.
Efter saltet kører vi ud på noget tørret sø eller lignende. Det er noget sand / jord eller lignende vi kører på, og der er veje i alle retninger. Alle veje fører måske til Rom, hvem ved. Vi ville nødig kører her. Vi overnatter i San Juan, hvor alt er salt. Vægge, gulve, senge, borde og bænke. Dog i området med borde og bænke er der lagt klinker. Det er nok for ikke at få en masse fugt / mad ned i saltet. En sjov ide.
Gallery Salar de Uyuni Bolivia
