Laguna rute

Lørdag den 11. juli 2015  Uyuni, Bolivia
Det har været en fin nat og vi har ikke frosset, takket være de lejede soveposer. Det er ikke almindelige soveposer, indvendigt er de foret med kunstpels.

Vi har bare skiundertøj og strømper på. Vi får noget morgenmad og ved 8-tiden kører vi videre. Først besøger vi en rygende vulkan, men vi kører først lige forbi grænsen til Chile. Herfra kan vi ikke se den ryge, men ved et udsigtspunkt længere sydpå, er det meget tydeligt. I dag skal vi se 4 forskellige søer. De ligger flot alle 4 og især er der mange flamingoer ved 2 af dem. Den ene hedder noget med dårlig luft på spansk / indiansk og den har en speciel lugt. Her er mange flamingoer og vi spiser også frokost her. Vi kører ind i en nationalpark, hvor vi skal betale 150 Bob pr. person, ret dyrt. Her ser vi laguna Colorado. En sø med en speciel rød farve på vandet og igen masser af flamingoer, meget flot. Det meste af dagen har vi kørt på off road veje og for os dødelige, kan det være svært at forstå, hvorfor han lige tager denne vej fremfor en af de andre. Måske har de alle samme retning. Efter dette tager vi til en overnatning langt ude. Vi er i ca. 4.300 meters højde og det er koldt, hunde koldt, men det blæser ikke meget. Her skal vi alle 6 bo på samme værelse, så må vi se hvordan det går. Det er indianere der kører stedet, så de serverer ikke noget for os, det skal guiden. Dog skal han først ordne bilen så den er klar til i morgen. Vi får te / kaffe og kiks – OK. Dog prøver Erik at få en ekstra kande varmt vand, det går ikke amigo, sagde de til ham. Meget uvenligt. Her er selvfølgelig ingen varme og indenfor er det meget koldt. Vi tager vores hovedpuder for ikke at sidde direkte på de kolde bænke. Nogle i de andre grupper har problemer med maven. Sidst på eftermiddagen får jeg det også og jeg kaster også op. Før maden går jeg i seng med et par albyler. Håber det hjælper. Det er ikke sjovt at være syg sådan et sted. Vier ca. 50 mennesker og der er 2 toiletter. Ikke meget. Erik har også problemer, så efter maden går han også i seng. Senere på natten må han op på toilettet og kaster også op. Han sover ikke så godt denne nat. Ellers går det fint for de andre at vi alle sover sammen. Ingen fryser om natten, dog havde Erik svært ved at få varmen da han kom i seng 1. gang, men det lykkedes til sidst.

Søndag den 12. juli 2015  Uyuni, Bolivia
Vi skal op kl. 4.45 for vi har en lang køretur foran os. De fleste har det lidt bedre her til morgen, og Erik er næsten OK. Efter morgenmaden kører vi til Gejser Sol de Manana. Det er lidt det sammen som i Chile El Tatio,

som ligger meget tæt på, dog er der kun damp her i Bolivia. Det er rigtigt koldt og det blæser en del, så ikke mange er vilde med at være meget ude. Efter dette kører vi ned til Laguna Verde, også tæt på Chiles grænse. Vi kan dog ikke rigtig se den grønne farve, fordi søen er frosset. Efter dette tager vi til et Termal bad. Det er under frysepunktet i skyggen, men lidt højere i solen. Det er meget specielt, men da ingen har været i bad i 3 dage, hopper vi alle i og det er dejligt. Ca. 35 grader. Vi ville gerne have haft det nogle grader højere. Alle bliver godt varme. I dag kommer vi op i 5.000 meters højde og har en flot udsigt. Ellers er det mest en køredag. Vi spiser frokost i et område med klipper, hvor vind og vejr har formet klipperne til forskellige figurer. Sjovt at se. Dog blæser det så meget, så alle får sand i maden. Ikke så spændende. Vi gør et stop i San Cristobal, før vi kører helt til Uyuni, hvor vi er ved 3-tiden. Kontoret er lukket, men Omar får fat i hende, så vi kan få vores ting. Vi får dem og siger farvel til de 4 andre. De skal til Potosi. Det har været en dejlig oplevelse. Vi får noget mad et hyggeligt sted, hvor vi kan være til vi skal med bussen kl. 20. Vi skal dog lige have de lange skiunderbukser på igen. Vi er bange for at det ellers bliver for koldt i bussen. Vi bliver lidt forsinket ca. 10 minutter, og skynder os ned til busstationen. Nu skal vi finde vores bus. Erik spørger en og vi opfatter hans forklaring forskelligt, hvorfor vi bliver skilt fra hinanden. Vi finder hinanden igen og Erik ved hvilken bus vi skal med. Vi kommer ind i den og der er andre der har samme sæde nr. Pludselig er der en ældre mand, som siger vi er i den forkerte bus. Vi skynder os ud og over i den rigtige, og her er lige 2 pladser tilbage. Dem tager vi selvom det ikke er de sæde nr., der står på billetten. Kort efter kører bussen. En noget forvirret start på 10 timer i bus. Desværre mangler der et tæppe til mig, men det må jo gå. Nogle har nok ventet at vi ikke kom. Lyset bliver slukket med det samme og der varer ikke længe før vi sover. En fin bustur.

Mandag den 13. juli 2015  Uyuni, Bolivia
Vi vågner kun enkelte gange, bl.a. da vi kan komme ned og tisse, men vi gider det ikke. Ved 6-tiden er vi i La Paz og da bussen stopper i El Alto, hopper vi af. Det er meget tættere på lufthavnen. Vi spørger buschaufføren i hvilken retning lufthavnen er og han viser retningen. Det er koldt og vi er i et kedeligt område, så vi tager en taxa, og han siger at det koster 20 Bob. OK siger vi og hopper ind. Vi kommer lige over den store vej og så er lufthavnen der. Dog ligger afgangshallen ca. 1 ½ km inde så det er OK, men let tjente penge for ham.

Vi har fået at vide, at flyet afgår kl. 10.40, det er det eneste vi ved. Vi får noget morgenmad og så kan vi se, at folk står i kø for at checke ind. Det gør vi også og så går det slag i slag, dog med meget ventetid. Vi får vekslet de sidste Bob til Soles. I Cusco tager vi en taxa udenfor lufthavnsområdet, det er meget billigere. Vi betaler 20 Soles, mens det koster mindst 70 Soles at tage en taxa indenfor. Det første vi gør da vi kommer hjem er at tage et bad og alt vores beskidte tøj bliver sendt til vask. Det må have været koldt her, for fyret har smidt vandet. Efter et stykke tid ser Erik at det er fugtigt ude i stuerummet. Han tørrer op og kort tid efter er der fugtigt igen. Alt under gulvet tages op og ganske rigtigt er der en af samlingerne fra HRZ der lækker. Erik får det ordnet, men det er en større omgang. Desværre var det ikke kun det, der var også et problem helt nede ved fyret. Det var en kobling der ikke var tæt, som vi heldigvis havde en ekstra af, så Erik kunne skifte den. Nu er det helt perfekt. Vi er blevet noget kuldeskær, så da solen er væk går vi ind. Naboen, en franskmand, kommer og inviterer os alle – 4 campere – til en drink om et kvarter eller så. Vi er lidt bange for kulden og alt vores varme tøj har vi sendt til vask. Vi siger selvfølgelig ja tak, og tager alt muligt underligt tøj på og slutter af med regnjakke for at beskytte mod vinden. Det er rigtigt hyggeligt og vi sidder i læ af bilerne. Ham der inviterede, samt hans kone skal vi være sammen med på båden hjem. Det bliver nok godt.

Gallery Laguna rute Bolivia

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.