Saint Lucia

Onsdag den 12. februar 2020  Saint Lucia
Så er det videre i dag. Vi skal kun flyve 1 gang og det er første gang vi prøver det. Vi bliver kørt i lufthavnen af ham, som hentede os. Så er det bare at vente. Der er nogle før os i køen til check ind, som har problemer med at deres kufferter er for tunge, så de må tage noget ud. Det putter de i håndbagagen. Ved ikke helt hvorfor de gør det. Vi skal flyve kl. 14.10 og det tager 30 min. Det er korte flyvninger. Flyet flyver videre til Barbados, og vi mener ikke det var tomt da vi gik derud. Der er ca. 40 mennesker med, og der er ikke mange ledige pladser. De små fly er noget mere livlige, så vi hopper noget rundt, men vi kommer godt ned. Så er det til immigrationen. De vil igen have at vide hvor vi skal bo, og så er det godt at have det hele på papir. Det står på dansk, men det er jo ikke vores problem. De kigger noget på det og siger OK. Så er det at få rygsækkene. Det varer noget, men til sidst kommer de da. Op i køen til tolden. Her spørger de om hvad vi har i rygsækkene ud over tøj. Erik svarer alt hvad vi behøver for en rygsæk tur. Det accepterer han. Ellen, vores vært, står og venter på os udenfor lufthavnen.

IMG_4265.JPG

Igen er koordinaterne helt forkerte. Vi kommer til at bo meget tæt på hovedstaden Castries. Vi har en et værelses lejlighed med seng i køkkenet. Stuen er ude i det fri, men altid i skyggen. Det ligger i en tropisk have med masser af fugle.

St.Lucia-001.jpg

Vi får pakket ud og finder plads til alle vores ting. Vi går ned i byen for at handle. En af de ansatte går samtidig med os og han viser os vejen. Dejligt.

St.Lucia-002.jpg

Her er 2 krydstogtskibe i havnen og vi går tæt forbi den ene. Da vi er der så sent ser vi ikke hvad denne forøgelse af byens indbyggere gør for byen. Vi handler i Massy – et godt supermarked, før vi går hjem igen. Der er også en fiskeforretning med friske fisk. Det må vi prøve. Vi har ikke været vant til at leve ude hele tiden. Vi spiser på terrassen, og her til aften så vi dansk TV ude. Det har regnet ind i mellem, men terrassen er overdækket, så vi bliver ikke våde. De kører noget mere stille her.

Torsdag den 13. februar 2020  Saint Lucia
Vi går en tur ind til byen. Vi vil gerne se hvor færgelejet er, hvor vi skal sejle fra til Dominica.

St.Lucia-012.jpg

Der er igen 2 krydstogtskibe i havnen. Vi går først ned til færgelejet. Det ligger endnu længere væk end vi havde forventet, men efter vi har spurgt nogle forskellige steder finder vi det. Vi får udskiftet vores færgebillet med 2 boardingpas. Indcheckningen begynder kl. 5 og slutter 6.30. Vi sejler kl. 7. det er meget tidligt. Vi finder også et sted hvor vi kan få udskrevet de nye steder vi skal bo på Cuba og Dominikanske Rep. Vi skal sende filerne til dem, så bliver de udskrevet. Vi går rundt i byen og det er en OK pæn by. Vi får handlet og køber fisk til aften. Det er kingfisk – som på dansk er kongemarkrel. Meget lækkert. Tilbage igen tager vi ind på nabohotellet og bruger deres swimmingpool. Dejligt.

St.Lucia-029.jpg
Super swimming pool som vi har helt for os selv

Fredag den 14. februar 2020  Saint Lucia
Vi skal ned og hente vores kopier af diverse bookninger, så vi har det hele på tryk også. Vi får også hævet nogle penge. I den første bank, vil den ikke give penge. Det ville den i den næste. Dejligt, det kan altid være svært at vide hvor vi kan hæve.

St.Lucia-038.jpg

Hernede har de også visa. Ikke ensbetydende med at udenlandske visa kort giver penge. Vi går ind i en restaurant tæt på krydstogtskibene. Her får vi lidt at spise. Det er ikke den store kogekunst, men det smager fint. De har bl.a. noget, som hedder banan ketchup. Det er lidt stærkt, men smager godt på pommes frites. Vi handler lige på vejen hjem. Vi går en tur i poolen, det er bare lækkert. Vi er de eneste i poolen.

Lørdag den 15. februar 2020  Saint Lucia
Vi har problemer med vand her i huset. Den eksterne vandforsyning leverer ikke vand. Man har så sin egen vandforsyning (beholder), men pumpen dur ikke, så vi er uden vand. Ellen og hendes mand Jimmy kommer med vand fra tanken, så vi kan klare os, men ingen bad. Der kommer en mand og reparerer pumpen og om eftermiddagen er alt i orden. Vi tager en tur ned i byen.

St.Lucia-039.jpg

I dag er der 3 krydstogtskibe i havnen. Så der er også fuldt hus i havnen og byen. Det er utroligt. Der er mange inde og handle i supermarkedet og vi står i kø rigtig længe, men endelig bliver det vores tur. Mange prøver at springe over, og nogen gange lykkes det. Det gør kun køen endnu længere for os andre. Udenfor supermarkedet er en person ved at få en anden person ind i bilen. Det er han ikke meget for, men da den anden trækker en pistol kommer han ind. De diskuterer meget, og selvom det er engelsk, er det svært at forstå for os. Vi tager hjem og går derefter op til swimmingpoolen. Her er der party i eftermiddag, så vi går igen. Vi tror det er dem der holder fest hele natten.

Søndag den 16. februar 2020  Saint Lucia
Det regner en del i dag. Vi går over til Vigie Beach. Det er lige på den anden side af lufthavnen, men vi skal hele vejen rundt om landingsbanen for at komme derover.

St.Lucia-040.jpg

Der er nogle meget store beton grøfter, og man skal hele tiden gå og se ned for ikke at træde forkert. Vi får igen noget regn på vejen derover. Det er søndag, så der er mange ved stranden. Det er en meget flot strand, kun lige ved 2-3 hoteller er der liggestole og parasoller, ellers er stranden fri. Der er ikke så mange der bader, men der bliver spillet strandfodbold mange steder.

St.Lucia-041.jpg

Ungerne bygger sandslotte. Dejligt at se. Der er en god restaurant ned til vandet, men de serverer kun for deres egne gæster på hotellet. Vi går ned langs stranden til afgang/ankomst hallen og her ud til stranden, serverer de noget til alle.

St.Lucia-043.jpg

Vi får en øl. Der kommer nogle store byger, men vi sidder i tørvejr. Stedet er også lufthavnens ventesal. Vi går samme vej tilbage, selvom det ville være nemmere at krydse landingsbanen, men det kan koste op til 6 måneder i fængsel. Vi bliver kun lidt våde på vejen hjem, men da vi er kommet hjem kommer en ordentlig byge.

St.Lucia-051.jpg

Mandag den 17. februar 2020  Saint Lucia
Vi får lige vasket og hængt tøjet op før vi tager til Pigeon Island national park. Vi tager maxi-taxi derud. Her til morgen kom det største krydstogtskib vi endnu har set. Plads til 4.350 passagerer, så der er en del mennesker overalt. De tager dog ikke den lokale bus, og chaufføren kører os helt derud, for ca. 12 DKK mere.

St.Lucia-054.jpg

Dejligt. Vi kan altid gå tilbage til byen Gros Islet. Det koster ca. 65 DKK pr. person at komme ind i nationalparken. Her er rester af et gammelt fort m.m. Det ligger utroligt flot med vand på 3 sider. Det ligger også højt og her står, at på en god dag kan man se til Martinique ca. 40 km. Det er bare ikke i dag. Der er også en signal høj, som sidst blev brugt af USA under 2. verdenskrig.

St.Lucia-063.jpg

Vi får noget mad før vi går tilbage til Gros Islet. Vi har set fra restauranten, at der ligger en dansk sejlbåd for svaj udenfor. Da vi går sejler en ung fyr ind med 2 små piger. Vi taler med ham. De er sejlet herover fra Vedbæk, dog er han og hans små søskende fløjet over Atlanten. De har afsat ca. 1 ½ år til turen og tager op af østkysten til New York. Til sidst tager de til Florida, hvor de forventer at sælge sejlbåden.

St.Lucia-069.jpg

Han skal så hjem og gøre 9. klasse færdig. Han ser noget ældre ud. Gros Islet virker som en rimelig fattig by med meget små huse – ikke velholdt. Maxi-taxi bliver ikke overfyldte her, der skal være siddeplads til alle. Vores tøj er ikke helt tørt endnu, men det er det nok i morgen tidlig. Vi talte med Ellen (vores vært) i går. De har en rengøringsdame, som kom sammen med Ellen for at hente de spande og dunke vi fik, da der ikke var vand. Hun er virkelig undertrykt. Det er som at se de gamle film med slaver i det sydlige USA. Hun siger, Yes, miss  No, miss og bukker lidt med hovedet. Ikke rart at se og høre.

Tirsdag den 18. februar 2020  Saint Lucia
Vi tager til Soufriére i dag. Ellen kører os til busstationen. Da der er 3 krydstogtskibe i byen er det lige så hurtigt at gå, men vi bliver pænt i bilen. I et hjørne af busstationen er der et skilt med Soufriére.

St.Lucia-073.jpg

Da vi kommer kører en fuld bus, så vi sætter os ind i den næste. Der går ca. ½ time så kører vi. Det er en meget snoet vej og meget op og ned. Det ser ikke ud til at jorden dyrkes, men nogle steder er der bananplantager. Det er en flot tur, som tager ca. 5 kvarter. Vi går en tur rundt i byen. Der er mange træbygninger, men de færreste er velholdte, lidt synd. Vi er også inde i kirken, som ligner en engelsk kirke udefra, men det er hovedsagelig træ, især loftet er meget flot.

St.Lucia-077.jpg

Ellers er kirken noget kedelig. Vi havde regnet med at her var en sandstrand, men man sejler ud og snorkler. Det gider vi ikke. Vi finder en restaurant ud til havet, hvor vi får lidt mad. Vi tager bussen tilbage igen. Det er den samme chauffør som før. På vejen op så vi en stor lastbil med cementsække på, som var gået i stå på en bakke. Støttefødder til ladet var sat ned. Da vi kører tilbage har de flyttet selve ladvognen til en anden lastbil, og cementsækkene var ved at blive læsset på. Det betød at der kun var en vognbane, så det var alles kamp mod alle, men maxi-taxi kører altid først, for de er frækkest. Hjemme igen får vi pakket rygsækkene. Vi skal op kl. 4.

St.Lucia-078.jpg

Onsdag den 19. februar 2020  Saint Lucia
Vi vågner lidt over halv fire og står op, så har vi mere tid. Vi bliver hentet kl. 4.45 og taxaen er der. Dejligt. Det er tidligt og det tager ikke lang tid at køre til færgen. Indcheckningen er ikke startet, men starter lidt over 5. Så er det igennem systemet, men vi er ikke klar over at vi skulle igennem sikkerhedscheck med en båd. Jeg har en lighter og nogle skarpe knive i den store rygsæk, og dem finder de. Heldigvis er det kun lighteren de tager. Næste gang checker vi bagagen ind. Det skal tage 5 timer, med start kl. 7. Vi kommer først af sted kl. 7.30. Det er kun en passagerfærge, en katamaran, altså hurtig. Det bliver nogle hårde timer. der er meget vind, så den vipper meget. Efter 2 timer går vi ind i Martinique. Her går nogle af og masser af nye på. Vi går ind et sted til på øen, før vi sejler til Dominica. Vi tog en søsygepille på Martinique. Håber det hjælper. Det gør det. Vi er fremme ½ time senere end forventet og så skal vi igennem immigrationen. Det tager tid. Ca. kl. 1 er vi ude. Chauffører har ventet, men vi skal lige kører hans kone og børn hjem først. Det er fint. Han har lidt svært ved at finde huset, men efter 2 forsøg finder han det. Det er et fint sted og værten bor ovenpå og er meget venlig. Hun kører os ned til supermarkedet og kører os tilbage igen, før hun tager på arbejde igen. Huset ligger højt oppe, så der er ca. 600 meter hvor det bare går op og op. Vi er lidt trætte, så kl. 19 er vi i seng.

Dette indlæg blev udgivet i Carriebien. Bogmærk permalinket.