Reserva National Las Chinchillas

 Torsdag den 22. maj 2014  Cachague, Chile
Det har regnet en del her i aften / nat, så det er ren mudder man går rundt i. Vi kører lidt længere ud ved stranden og her er det sand, bedre end mudder. Erik går ud i Stillehavet og får vasket sine sandaler. Jeg får lige fejet og vasket gulv. Vores måtte bliver nok aldrig god igen, vi må finde en anden. Det er en ren køredag i dag. Vi tager længere nordpå langs havet og herefter ind i landet. Her får vi lige handlet og diesel på. Desværre ville de ikke give vand på tanken, selvom Erik fik at vide, det kunne vi godt. Vi kører på rute 37, hvor der er en del grusveje. Her er også nogle lange envejs tunneler uden lys og den ene havde ikke lyssignal til at styre hvem der kører ind i tunnelen, men det gik godt. Det er en flot tur, men der er ikke mange fricampinger her. Vi finder dog en til sidst, med udsigt ud over dalen. En OK plads, meget stille og rolig. KM 139

Fredag den 23. maj 2014  Nord for Cainanes rute 37, Chile
Vi skal igennem nogle tunneler igen i dag. Den ene er så snoet, at man først til sidst kan se slutningen på den. Da der kun kan være 1 bil i bredden, dyttede vi nogle gange, for at høre om der var andre biler. Det var der gudskelov ikke.

Efter 3 tunneler kører vi ind i vejarbejde og nogle lange strækninger, hvor man kun kan køre i en retning. Giver en del ventetid. I byen Illapal kører vi ind for at få diesel, vand, penge og brød. Det er lige i siestaen, så der er mange biler / mennesker alle vegne. Vi får hentet penge og brød. Vi går så på jagt efter en tankstation, hvor vi kan få både diesel og vand. Vi finder 2 forskellige, men de vil ikke give os vand, så vi kører igen. Det er åbenbart et problem herinde. Vi kører til Reserva National Las Chinchillas. Her kan man bo gratis mod at betale indgangen, ca. 50 DKK for os begge. Rangeren kan ikke meget engelsk, men vi kommer ind og ser Chinchillas. Det er natdyr,

no images were found

men han har dem i store bure, hvor der er mørkt. Vi kommer derind og efter et stykke tid har øjnene vænnet sig til mørket og vi kan se dem. De er på størrelse med kaniner. Jeg troede det var nogle små nogen. Der er også forskellige former for mus, bl.a. Chinchillas mus og kænguru mus. De er noget sværere at se, da de er meget mindre. Efter dette går vi en tur i området. Det er meget a’la ørken med en del kaktus og små træer med meget små blade. Efter vores gåtur kommer der en hel bus med unge mennesker, som skal se dyrene og gå samme tur som os. Efter de har gjort det kommer 4 af dem hen til os i bilen og spørger om forskellige ting. De var meget søde. KM 65

Lørdag den 24. maj 2014  Reserva National Las Chinchillas, Chile
Vi får lige vand på før vi går en tur i området, hvor man bl.a. ser diverse træer / planter. Det meste er gået ud nu, men så snart regnen kommer, vil det begynde at gro igen. Det er sjovt at se en busk, hvor der måske er en gren med blade og blomster, resten af busken er helt tør. Vi ser også en del huller i jorden, som nok gemmer mus og Chinchillas.

Der er også en ræv der søger rundt på campingpladsen. Den er meget flot og ikke sky. Dens farver er noget anderledes end vores ræv. Den er grå / brun. Efter denne tur kører vi videre nordpå. Vi vil til observatoriet Cruz del Sur ved byen Combarbalá. Vi kører dertil og finder med noget besvær observatoriet. Vi spørger om vi kan se det i aften kl. 8 og det kan vi godt. Vi kan bo på parkeringspladsen, hvor der er flot udsigt til bjergene. Lidt i 8 går vi derover, og en anden, end hende vi spurgte i eftermiddags, beder om vores billetter. Vi har ikke nogen, men vil gerne købe nogen. Det kan man ikke her, men nede i byen og der er lukket nu. Kedeligt at vi ikke havde fået det at vide tidligere, så kunne vi have købt billetterne på det tidspunkt. KM 73

Søndag den 25. maj 2014  Observatoriet Cruz del Sur, Chile
Da vi skriver overnatningen ind i bogen, ser jeg at Henryreisen skriver her er Wifi. Erik finder Pc’en frem og ganske rigtigt, der er Wifi uden kode. Vi tager vores mails. Her er mail fra Ecuador ambassaden, og det er rigtig, man kan kun få 90 dage på 360 dage. Så kan vi ikke bruge Ecuador, hvor vi efterlader bilen og tager hjem. I går aftalte vi også, at vi vil tage til Uruguay og stille bilen, når vi tager hjem til jul. Vi vil også bruge så meget tid som muligt i Brasilien. Vi har beregnet, at går vi ind i Brasilien 1/10-14 ved Peru og bruger 2 måneder til at komme til Uruguay. Så hjem til Danmark i ca. 2 måneder. Tilbage til Uruguay, hente bilen og så kører igennem Brasilien op til Guyana, m.m. på ca. 1 måned. Efter vi har besøgt disse lande har vi igen 3 måneder til at komme igennem Brasilien til Uruguay, hvor vi skal med skib sammen med bilen tilbage til Europa i september 2015. Denne plan burde holde. Vi sender mail til Sandra vedr. storage i Uruguay,

til Ernst med svaret fra ambassaden og diverse andre mails, som vi ikke lige har fået svaret tidligere. Efter dette skal vi videre. Vi kører igennem enorme vinmarker, hvor det ved siden af er ørken. Der er en stor opdæmmet sø i området, og det er der de får vandet fra. Da vi ser søen er der ikke meget vand i den. Det er selvfølgelig også om vinteren det regner her, men vi tvivler på at de kan fylde søen op på denne vinter. De har plantet al for meget vin og frugttræer. Ellers er det er en flot tur på asfalt med mange sving og ikke meget trafik. Vi tager forbi Valle del Encanto, hvor der er nogle stentegninger. De skulle være fra 200-700 år efter Kristus. Det er gratis at komme ind, men vi har meget svært ved at se de forskellige tegninger. Det der er mest af er de runde huller, hvor de har malet korn m.m. Efter dette tager vi Termas de Socos, hvor der er camping. En OK plads, men der er ikke gang i termalbadene. For koldt. KM 153

Mandag den 26. maj 2014  Termas del Socos, Chile
Vi vil kører til Parque National Fray Jorge. Da vi kører af ved motorvejen, står der et stort skilt om hvornår de har åben + et skilt henover, hvor der står de har lukket. Så er der ingen grund til at køre 28 km hver vej på grusvej. Vi tager videre nordpå til badebyen Tongoy, hvor der er camping. Vi skulle gerne have vasket.

Vi finder campingpladsen, som er lidt dyr 150 DKK. Campingmor, som taler engelsk, siger at om sommeren er der vaskeri i byen. Vi ligger helt ud til Stillehavet i en bugt. Utrolig flot. Vi går langs vandet ind i byen. Der er en del restauranter her, men mange er lukket ned. Vi går op i byen bag havnen og her er næsten alt dødt. Vi finder ned til hovedgaden og her er lidt liv. Vi finder et sted der står lavanderia på, men det åbner først 3.30. Vi går hjem, ordner sengen og pakker alt vasketøj sammen, så vi kan aflevere det. Det viser sig, da der bliver åbnet, at det er en internet cafe, og vaskeriet er i hendes private hjem. Vi kan hente det i morgen kl. 17. Så skal vi bare være her en ekstra dag. KM 62

Tirsdag den 27. maj 2014  Tongoy, Chile
Det er rengøring i dag. Vi får vasket bilen udvendigt og Erik får vokset motorhjelmen, så nu er det næsten en ny bil. Vi går ud og spiser om eftermiddagen.

Vi får en rigtig god fiskesuppe med fisk i, og en god flaske hvidvin til. Det er vores bryllupsmiddag for den 20/5. Vi tager det rene vasketøj med retur. En god arbejdsdag.

 

 

Gallery Reserva National Las Chinchillas

Gallery Tongoy

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2014. Bogmærk permalinket.