New Orleans

Onsdag den 25. april 2012  Bay St. Louis, Mississippi
I dag når vi New Orleans lidt over middag. Vi kommer en dag før, for Eriks søster skal bisættes i morgen kl. 11, vor tid kl. 4 om morgenen (natten), og vi vil gerne følge det via Skype. Da vi kommer finder vi en god plads i skyggen, men desværre kører internettet ikke over hele pladsen, og da statsparken mangler penge bliver det ikke repareret foreløbig. Vi må flytte tilbage til den oprindelig plads, men her virker nettet som et af det eneste sted. Det er desværre i fuld sol, men så må air-con’en kører. Kl. 3.30 er det op, sætte kaffe over og vente til Michael eller Casper ringer til os. Michael ringer inden bisættelsen og viser os kisten og alle blomsterne. Casper vil også tage nogle billeder af det. Michaels telefon går for dårligt igennem, men Casper har sin med, så den bruger de. Det er en flot bisættelse og vi kunne høre at Peter og Tove var der til at synge for. Peter sang også en solo på dansk. Meget flot. Vi ville gerne have været der, men dette var det andet bedste og noget billigere. Vi gik i seng bagefter, men fik ikke sovet meget. KM 95

Torsdag den 26. april 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal vi have vasket og Erik skal ordne strømmen, så vi kan have vores omformer fra 110 til 220 stående inde og gå på generatorstikket. Når vi gør det virker air-con’en ikke. I nat efter bisættelsen fandt Erik en løsning på problemet, og det er det han gør her til morgen. Alt virker perfekt. Vi får også vasket vores grill ordentlig af, det er lang tid siden sidst. Normalt rengøre vi plade og rist hver gang, men ikke selve låget og grillen. Det bliver OK. En arbejdsdag.

Fredag den 27. april 2012  New Orleans, Louisiana
I dag vil vi ind og sondere terrænet vedr. Jazz Fest.

Der er nogle flere mennesker/biler i byen end sidste gang vi var her i december 2010. Vi spørger på den eneste campingplads inde i byen og de er fuld booket. Man kan bo udenfor deres campingplads på en tør camping for 70$, indenfor koster det 139$. Vi tager ned i det franske kvarter og på den parkeringsplads vi holdt på sidst koster det 25$ for 24 timer. Det er en bedre deal. Vi går hen og køber billetter til festivalen søndag – her er hovednavnet Bruce Springsteen. Det man køber billet til er en weekend. Man kan komme ind 1 dag i denne weekend, pris 65$ pr. person. Går man ud fra festivalpladsen kan man ikke komme ind på samme billet igen. Festivalpladsen ligger 5 miles – 8 km – fra det franske kvarter. Herfra tager man en shuttle bus til festivalpladsen og retur om aftenen. Så vidt vi kunne forstå spiller mange af musikerne om aftenen i det franske kvarter. Festivalen starter kl. 11 om formiddagen til kl. 7 om aftenen. Det bliver spændende at prøve det på søndag. Den campingplads, som ligger inde i byen har specielle priser til de forskellige festivaler. Den dyreste er Super Bowl. 3 dage, finalen vil vi tro. Det koster 249$ pr. nat min. 2 nætter, normalpris 79$. Vi slog så op på nettet, for at se hvad det koster at komme ind og se kampen/kampene. Den billigste var 2.100$ og den dyreste var 6.600$. Helt vildt. Der er ca. 76.000 sæder i Domen. Der må være mange penge i det. KM 55

Lørdag den 28. april 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal vi klippes, hente penge og handle det sidste til vores tur sydpå. Vi skal have sat nummerpladerne ordentlig fast. Erik skruer nummerpladen fast på bilen og så ødelægger han kærven i skruerne, så man ikke kan få skruen ud. KM 35

Søndag den 29. april 2012  New Orleans, Louisiana
Så skal vi til jazzfest i dag.

Tidligt op og kører ind og parkerer i byen. Vi har fundet en central parkeringsplads i det franske kvarter til 25$ for 24 timer. En OK pris, vi så en anden der lå dårligere til 70$ i døgnet. Der er ved at være fyldt op på parkeringspladsen, men vi finder en der er fin. Vi får åbnet de øverste vinduer på klem og ellers lukket til. Erik har købt et vejre, som han vil bruge til at ”binde” fordørene sammen. På sidedøren og bagdøren har vi ekstra låse på, så bilen er låst godt af. Vi er der lidt i 10, men folk står allerede i kø for at komme med bussen kl. 10.30 ud til festivalpladsen. Det går hurtigt med at fylde busserne. På festivalpladsen er der 5 telte og 5 udendørs scener. Der er 3 meget store telte, større end dem i Silkeborg. Her er det jazz, gospel og  blues. Så er der et lidt mindre telt til traditionel jazz og endelig et mindre telt til børn. De 5 udendørs scener spiller alt mulig forskellig musik, og den ene af disse scener er mega stor. Vi går rundt til alle telte og scener og hører meget forskellig musik. Især jazzteltet er meget moderne jazz, og der er næsten ingen der hører det, det kan vi godt forstå. Det telt som jeg kalder traditionel jazz hedder Peoples Health Economy Tent. Da vi ikke kender nogle af dem der spiller, varer det noget inden det går op for os, at det telt leverer den bedste musik for os. Vi hører bl.a. et orkester, hvor jeg er sikker på at trækbasunen har vi set i Maribo i New Orleans all stars. Jeg troede bare han var svensker, det er han måske også. Pete Fountain ser vi også. Her ovre er han noget af det ypperste. Han er over 80 år, men spiller stadig fantastisk på klarinet. Han har problemer med benene og balancen, men han er med det meste af tiden. Hovednummeret er Bruce Springsteen, som skal spille på den store scene kl. 4.30 – 7. Vi var forbi scenen tidligere, og det ser ud til at nogle vil stå der hele dagen for at få en god plads. Det vil vi ikke. Efter Pete Fountain går vi over mod den store scene. Der er rigtig mange mennesker, men efter et stykke tid, kommer vi hen hvor vi kan se ham både på scenen og på storskærm. Der er god gang i det og det er god musik han spiller. Festivalen bliver holdt på en galopbane eller lignende. Det er meget stort. Det hele slutter kl. 7, men så har det også kørt siden kl. 11. Det koster 65$ pr. næse pr. dag samt 18$ for bussen. Vi tager busen tilbage til byen og går ned i det fransske kvarter. Der er en del mennesker i byen, men der er alligevel god plads. Vi går ind på Fritzels og hører god musik. Efter det går vi lidt rundt i byen inden vi slutter af på Pat O’Brien med 2 hurricanes – et must. Så er det bare tilbage i bilen og i seng. Vi vågner ved 8-tiden den 30. og så tager vi tilbage til campingpladsen. En rigtig god dag/nat. KM 52

Mandag den 30. april 2012  New Orleans, Louisiana
I dag er bare ren afslapning. Man kan godt mærke at man ikke er vant til at være ude så længe.

Tirsdag den 1. maj 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal vi have handlet pærer og olie til bilen, så vi kan klare det meste sydpå. Efter dette skrives rejsebrev og Erik gennemgår billederne. Desværre er kl. 5 inden jeg er færdig med rejsebrevet, så det må vi sende torsdag. KM 34

Onsdag den 2. maj 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal vi ind og se New Orleans og købe billetter til festivalen. Vi sparer 30$ i alt ved at købe i dag i steden for fredag. Men det er kun i dag vi kan gøre det. Da vi kører derind kommer der nogle ordentlige regnbyger og folk er meget våde. Vi tager paraplyer med, så er vi garderet. Vi køber lidt gaver, som vi skal have sendt hjem. Derefter går vi på kirkegården.

Her bliver folk ikke gravet ned i jorden, men ligger i nogle stenkister ovenpå jorden. Ser noget specielt ud. Nogle af gravpladserne er næsten faldet sammen og andre ser flotte ud. Nogle af de velholdte er vedligeholdt af byen, fordi det er en kendts grav. Bl.a. Voodoodronningen og andre specielle. Kirkegården bliver stadig brugt, især er der mange familiegravsteder og her dør jo nogen fra tid til anden. Meget sjovt at se. Vi går nogle forskellige veje igennem det franske kvarter. Nogle af husene er flot vedligeholdt, mens andre burde rives ned. Især er der mange huse med flotte jernbalkoner med rigtig mange flotte blomster på. Det støvregner ind imellem, så vi tager riverwalk langs Mississippi floden til et stort indkøbscenter. Oppe øverst i dette center er food court, mange små madudleveringssteder, hvor der er fælles borde og stole, hvor man kan spise maden. Mens vi sidder der begynder det at styrte ned. Vi er dog inde, så ingen problemer. Efter dette går vi igennem det franske kvarter ned til det franske marked. En masse boder, også i tørvejr. Efter dette tager vi hjem. Det trækker op til regn igen. Vi har spist for meget til frokost, så vi kan ikke spise aftensmad. Den må vi få i morgen. KM 52

Torsdag den 3. maj 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal Erik læse rejsebrevet inden vi putter links på og sender det. Derefter er det hjemmesiden/dagbogen. Jeg bliver færdig med at skrive dagbogen ind og Erik får ordnet en masse billeder.

Fredag den 4. maaj 2012  New Orleans, Louisiana
I dag skal vi til Jazzfest igen, så det er tidligt op og afsted. Pakke bilen godt ind inden vi tager til festivalpladsen med shuttlebussen. Det er en lille bus der henter os, og den var ikke fuld inden den kører. Sidste gang var der adskillige busser. Det er noget mere lummert i dag end sidst.

Vi går lige til traditionelt jazztelt og bliver der næsten hele tiden med nogle enkelte afbrydelser. Det meste er rigtig god jazz og vi er lige en tur i gospel teltet også og forbi nogle af de andre scener. På den ene scene var sangerinden hende der sang i Presavation Hall i december 2010, da vi var her sidst. En del af tilskuerne var de samme som vi så i søndags, de er der nok til det hele. Herovre danser/går man rundt med sin paraply, med alt muligt skrammel på. Det gør man til visse melodier og det er sjovt at se. Der er en mand som kommer i rullestol, men når de begynder at danse er han med, med nogle sjove stive bevægelser. Det er både unge og gamle, mænd og kvinder. Det var god musik hele dagen og vi tog lige 2 numre med country musik på den store scene, inden vi tog bussen tilbage til byen. I bilen åbner vi vinduerne noget mere inden vi går videre i byen. I vil ind og se Leroy Jones, som vi har set spille i Silkeborg. Der er mange i køen ind til Presavation Hall, og da vi kommer ind skal vi stå op. Det koster 15$ pr. næse at komme ind. Man kan nu købe VIP-billetter over nettet. Det koster 30$ pr. session, men så er man også garanteret en plads. De sælger ikke flere VIP-billetter end der er pladser til – under 10. Orkestret er noget mere tamt end sidste gang og trækbasunen kan ikke spille. For dårligt. Vi bliver der alligevel 2 sessioner. Så er det videre i byen. Der er mange mennesker på gaden. Vi går ind i Maison og hører mere jazz. Det er OK bare meget højt. Efter 1 øl går vi rundt på Bourbon Street. I den ene ende ud mod Canal Street er der herreklubber med strip. I den anden ende er der afklædte mænd der danser. Om de smider det hele ved vi ikke, vi så det kun ude fra vejen. Vi går ind på en bar Funky Pirate, hvor Big Al Carson synger. Han er kæmpestor, på nettet står der at han vejer omkring 500 pund, men at hans idealvægt er 440 pund – over 200 kg. Han bliver også siddende på scenen i pauserne, som der er mange af. Vi ser 2 sæt, inden vi slutter af på Pat O’Brien. Der er rigtig mange mennesker her i nat, men vi finder et bord og får en Hurricane hver. Efter dette er det hen på parkeringspladsen og sove. Det er sværere denne gang, for det er varmere. Kl. 8 kører vi hjem til campingpladsen. KM 52

Lørdag den 5. maj 2012  New Orleans, Louisiana
Vi bliver ved at finde ting vi er nød til at have med, så vi får handlet noget mere. Ellers er det afslapning. KM 35

Søndag den 6. maj 2012  New Orleans, Louisiana
Erik skal have testet sit sukkertal i dag. Det var noget højt inden vi rejste. Nu er det 4,9 meget flot. Ellers er det rengøring og vask i dag, samt ordnet sengen. Vi får også bagt brød. Det regner ind imellem, men vi kan være under markisen.
Gallery for New Orleans

 

Dette indlæg blev udgivet i USA 2012. Bogmærk permalinket.