Helsinki

Søndag den 21. august 2016  Kokemaki, Finland
Så er det til Helsinki i dag. Vi håber det er nemmere at køre ind en søndag. Der er ikke så meget trafik på landevejene, men GPS’en kører os igennem Helsinki, umiddelbart på en bøvlet måde. Der er mange smutveje.

Vi kommer ud på en af øerne, hvor vi kan holde gratis. Da det er søndag og vejret er godt, er her biler alle vegne. Der er en der forlader sin plads og den får vi. Dejligt. Vi stiller bilen og går lidt rundt. Der er et WC ikke så langt væk, så kan vi få tømt toilettet. Der er også en del baner med forskellige aktiviteter i træerne. Der er også baner til de små 3-4 årige. Der er bare mange mennesker på disse baner, men alt foregår i ro og orden. Vi går tilbage til bilen og finder ud af at der er en parkeringsplads længere nede mod vandet. Vi går derned og her er en ledig parkeringsplads. Jeg står vagt på pladsen og Erik henter bilen. Heldigvis er der ingen der vil have pladsen, så vi får den. Her holder andre autocampere. Vi går en tur videre ind mod byen. Der er en bro over til nogle andre øer kun for cykler og gående. Vi skal herover, forbi et kæmpe kraftværk, som åbenbart kører på kul. Der er ca. 4-5 km ind til den ældre bydel. Vi går ikke helt derind. Det vil vi gøre i morgen. Til aften er alle de andre væk. Så er der kun nogle campere og her er stille. KM 206

Mandag den 22. august 2016  Helsinki, Finland
Vi skal ind og se byen, desværre er det regnvejr og ikke så spændende, men vi går derind alligevel. Det regner ikke så slemt, så det er OK.

Der er ca. 5 km derind, men det er ikke galt. På vejen derind ser vi at der i den ene del af havnen er en masse træskibe, som man åbenbart har kunnet komme op på i går. Det vidste vi ikke. Der er nogle rigtig flotte især russiske og en del gamle træskibe. Ikke alle er lige velholdte. Vi går videre ind i byen og vil gerne se en kirke, som ligger lidt højt oppe. Desværre er kirken lukket om mandagen. Vi skal sejle til Tallin, Estland i morgen, så vi vil gerne finde ud af noget med billetter. Vi går hen til den ene færgeterminal, og her får vi at vide, at man kun sejler til Sverige fra denne terminal. Skibet sejler fra en anden terminal til Tallin. Vi prøver endnu engang at købe billetter, men har desværre glemt vores telefon i bilen, så vi må vente med at købe dem. Vi ser katedralen og går lidt rundt i byen før vi får lidt at spise og så går vi hjem igen. Tilbage i bilen får vi købt færgebilletterne 1.371 DKK, men vi skal sejle kl. 8 og være der en time før, så vi vil kører ud til den anden terminal og sover der. Der er 24 timers parkering mod betaling. Vi betaler 22 EURO for 13 timer. Det går OK med at køre derud, selvom der er meget byggeri / vejarbejde på vejen derud. En OK overnatning. KM 9

Tirsdag den 23. august 2016  Helsinki, Finland
Det er op kl. 6, lave kaffe og så kører vi ned til terminalen, hvor vi skal sejle fra, tror vi. En ung fyr fanger os ved indcheckningen og får Erik manuelt hen til indcheckningen. Her finder Erik ud af, at det er den forkerte terminal vi er ved. Vi skal tilbage til byen, hvor vi var i går og her ligger færgen Europa.

Godt at vi er i god tid. Vi kører til den anden terminal, heldigvis er der ikke meget trafik, så det går rimeligt stærkt. Da vi kommer til terminalen skal vi ned under bygningen og højden er 3,50 meter. Vi er lidt bange for at køre derind, så vi går ind i terminalen og hører. Det er korrekt vi skal ind den vej. Vi kører tilbage, kommer igennem indcheckningen og kører ud på færgen. Det er et krydstogtskib i 12 etager og der er meget få biler på det. Den er 3 ½ time om turen og koster 1.333 DKK ca. 600 kr. billigere end Viking. Vi har bare en dæksplads, men da der ikke er mange med skibet finder vi en god plads, hvor vi endelig kan få vores morgenmad. Skibet sejler stille og roligt. Der er mange øer i havneindløbet. Bl.a. ser vi et gammelt fæstningsværk, rimeligt stort. Vi køber noget øl og vin + 1 fl. god cognac til Erik. Han synes han ikke har meget tilbage derhjemme. Det er et kæmpe skib og det minder noget om Oslo færgen. Det ser ud til at mange keder sig på denne tur, men det er jo også tidligt. Vi kommer godt af i Tallin og tager på en campingplads, som ligger tæt på byen. Det er en stor parkeringsplads med toilet, bad, el og vand. Meget kedelig, men vi skal jo også ind til byen. Den gamle del af byen er fra 1300-1400 tallet og blev ikke hårdt ramt under 2. verdenskrig, men det gjorde befolkningen. Stalin og Hitler delte de Baltiske lande til Rusland og Tyskland fik Polen. Det var i 1939-40. Herefter tog Tyskland landene igen og russerne tog dem igen i 1945. Det har ikke været spændende for dem. Først i 1991 bliver de selvstændige igen. Vi tager bussen ind til byen og går rundt. Finder turistinformationen og køber nogle Tallinkort, som giver ”gratis” adgang til Hop på / Hop af busserne, almindelige busser og en masse museer / kirker. Vi ser museet om belejringen under 2. verdenskrig, nogle kirker m.m. I morgen vil vi tage Hop på / Hop af busserne. Det har været fint vejr hele dagen indtil vi skal spise i byen. Så regner / tordner det kraftigt, men vi har vores regntøj med, så det går fint. KM 11

Gallery Helsinki

Dette indlæg blev udgivet i Europa. Bogmærk permalinket.