Cueva De Las Manos

Onsdag den 5. februar 2014  Lago Burmeister, Argentina
Det har sneet i nat, der ligger nyfalden sne på bjergene. Det er kun 2 grader udenfor da vi står op, men vi har haft varme på, så det er ikke koldt for os. Vi skal videre i dag. Ud af parken og til Cueva de las Manos.

Det er en ren køredag, dog er hovedvej 40 asfalteret, det er det ikke på vores kort. Vi får diesel på i den første by vi ser, og her koster diesel næsten 10 Pesos. Normalpris er mellem 6 og 7 Pesos. Man må bare betale. Vejen op til hulemalerierne Cueva de las Manos er rigtig dårlig grusvej ca. 45 km. Vi er der 16.15 og næste tur er kl. 17. Det passer os fint. Vi er en lille gruppe på 6. 2 fra Polen på motorcykel i 3 mdr., 2 fra Argentina og så os. Guiden kan noget engelsk, så alt hvad hun fortæller er først på spansk og så engelsk. De ældste malerier er fra 7.370 år før vores tidsregning. Man har fundet ud af at der har levet mennesker i denne canyon i 8.000 år. De indianere der har levet her har været nomader, som rejste rundt på jagt efter dyrene bl.a. lamaer, nanduer og kaninagtige dyr. Mange af malerierne er af hænder og de fleste har aftegnet venstre hånd. Man mener at man enten har brugt et stykke skind og dyppet det i ”maling” og derefter smurt uden om hånden, eller brugt en form for sugerør (strå eller lignende) og så pustet malingen på. Tegningerne af hånden er forbløffende gode. Der er også en del af lamaer, hvoraf mange løber og der er små mænd, som jager dem. Det hele ligger i en canyon og der hvor der er flest malerier er der en grotte/hule, som er 24 meter dyb og 10 meter bred. Området har været perfekt til at jage og bo i. En rigtig god tur. KM 249

Torsdag den 6. februar 2014  Cueva de las Manos, Argentina
Grusvejen ud til rute 40 er meget dårlig, så vi kører 15-20 km i timen. Da vejen er 45 km lang tager det lang tid. Vel ude på rute 40 går det fint opad. Dog er der den stærke vind. Vi kan se de steder hvor vinden går på tværs af vejen, er der en del lamaer der lader livet. Når de springer over hegnet bliver de skubbet så meget tilbage, at bagbenene ikke kommer med over og de derfor hænger på hegnet. 

Vi har set rigtig mange lig af lamaer hænge på hegnene. Vi vil prøve at tage ind til Estancia Telken, der står en masse godt om den i Lonely Planet. Da vi kommer dertil er der lukket og vi tager videre til byen Perito Moreno. Her finder vi en campingplads. Vi vil gerne på internettet, men vores USB-modem er for sløvt. Vi finder en cafe i byen, hvor man betaler for den tid man bruger. KM 163

Fredag den 7. februar 2014  Perito Moreno, Argentina
Vi havde glædet os til et rigtigt langt bad med masser af varmt vand, men der er intet vand her til morgen. Heller ikke i toiletterne. Kedeligt. Det bliver vores eget bad igen. I går kom et tysk par ind på campingpladsen og vi snakkede lige med ham. Han kommer igen her til morgen og snakker om EURO 5. I starten forstår vi ikke hvad han mener, men finder ud af at det er partikelfiltret i bilen. En EURO 5 kan ikke køre langt i højden, så går bilen ned i slow mode, og man kan kun køre 40-50 km i timen. Vi ved ikke hvad det er for en vi har, men vil få det checket i Chile, så vi ved det. Mercedes kan se det på WIN-nummeret. Da vi er klar til at køre ned på internet cafeen, for at Skype min mor, ser vi at der kommer vand ud under bilen. Det er en utæt samling af vandet. Det skal vi have ordnet inden vi kører videre. Så 12.30 er vi klar til at køre. Det er for sent at Skype, for butikken lukker kl. 13., ærgerligt. Vi får diesel på og ser et stort supermarked, hvor vi køber vin, det er noget billigere i Argentina end Chile. Så er det til grænsen. Det blæser meget og der er store bølger på søen Buenos Aires. Det går let ud af Argentina og også ind i Chile. Her skal vi igen udfylde bilpapirerne selv. I byen Chile Chico finder vi en campingplads. Vi skal have vasket og gjort rent. Campingmor vil godt vaske for os for ca. 110 DKK for 2 maskiner. Det er OK. Det kan være svært at finde vaskerier. Så skal vi have handlet mad og hentet penge. Vi spørger på turisten om hvor der er en ATM, og får at vide, at ATM’en i byen kun tager mastercard. Vi skal til Coihaique for at få penge. Dog kan vi bruge visakortet i supermarkedet.  En lidt besværlig dag, der dog slutter med at vi kan sidde ude og få en øl i solen. Dejligt. KM 74


Gallery Cueva De Las Manos

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2014. Bogmærk permalinket.