Cordoba

Mandag den 14. oktober 2013  Thermas San Nicanor, Uruguay
Vi skal over grænsen i dag til Argentina, dog tager vi lige en tur i poolen inden det går videre. Vi bruger de sidste penge på diesel og så er det til grænsen. Vi får en ekstra time i Argentina. Ved grænsen møder vi André fra Holland. Det er helligdag i Argentina, så der er mange ved grænsen. Både Uruguay og Argentina er i den samme bygning, så det er noget lettere. Det går nemt igennem, dog får vi først at vide, at vi ikke skal have nogle bilpapirer i Argentina, men da vi skal ind får vi at vide at det skal der laves, så det er ind igen og få lavet papirerne.

Vi har fået at vide at vi ikke må have frugt, grønsager, ost, kød m.m. med ind i Argentina, men da vi skulle ud var der ingen kontrol. Det var dejligt. Vi tager ind til Concordia, for vi skal have vekslet vores US$ til pesos. Inde i byen møder vi André, som har vekslet penge i et kinesisk supermarked til kurs 9,30 Pesos for 1 US$. Vi tager derhen og får vekslet 400 US$, så vi kan klare os lidt. Vi får også handlet og vi tager alle 3 ud til Salto Grande området, hvor der er fri camping. Det er et stort område og vi finder en god plads i skyggen. Der er mange mennesker alle vegne, fordi det er helligdag. Der bliver spillet en del høj musik, men ved 10-tiden bliver der stille. En rigtig hyggelig eftermiddag og aften. KM 88

Tirsdag den 15. oktober 2013  Salto Grande, Argentina
Det er en ren køredag i dag. Vi har fået at vide fra andre, at rute 14 ikke er god at køre på, for politiet står der hele vejen til Buenos Aires. Vi skal kun 10-15 km på denne vej, ellers er det en stor omvej vi skal kører. Vi skal lige på en tankstation først for at få diesel, og se om det er rigtigt vi skal have 110 km på som fartskilt. Det er det. Michael, Uruguay sagde det skulle være 90, men det er kun til busser og lignende. Så alt er i orden. Vi har ikke kørt længe på rute 14 før vi stoppes af politiet. Vi viser dem kopier af kørekort og bilpapirer. Der kommer en betjent mere og noget af det første han spørger om er, om vi betaler i US$ eller pesos. Erik siger bare nej og fortæller at vi ikke taler spansk. Så siger de at bøjlen foran på bilen ikke må være der (det har vi også hørt fra andre). Erik siger den er fra Mercedes og derfor i orden. Så prøver de med anhængertrækket, som er 1 cm for langt ude. Den køber vi heller ikke.

Efter kort tid dropper de os og vi kører videre. Erik er glad for sejren og efter ca. 5 km kører vi væk fra rute 14. Godt vi ikke skulle betale. Så er det ellers derudaf. Det er rimeligt fladt landbrugsland, dog er der ikke så meget vand som i Uruguay. Vi skal igennem et kæmpe sumpområde ved Parana til Santa Fe. Der er en tunnel under floden og senere masser af broer over sumpene. Det koster 30 Pesos for dette. Ikke så galt. Vi har fundet en campingplads i GPS’en, tæt på Santa Fe. Det er en fin plads, som ligger tæt på floden. Der er bad, toilet, el og vand, det hele for 9 DKK/15 Pesos. Vi får scannet vores Argentinske bilpapirer ind og udskrevet, så har vi det når vi igen bliver stoppet. KM 320

Onsdag den 16. oktober 2013  Santo Tomé, Argentina
Det er igen en køredag. Vi får diesel på og så ud på landevejen. Det er ikke et særligt spændende område. Fladt landbrugsområde. Køerne er mere samlet her end i Uruguay. Der er nogle steder med politikontrol, men ingen problemer. Da vi nærmer os Cordoba bliver det et værre uvejr med stærk blæst, torden og kraftig regn. Vi ændrer vores planer lidt og tager en nærmere campingplads.

Vi finder til sidst pladsen, som ligger i et stort grønt område. Det regner stadig og Erik bliver godt våd af at sætte strøm til. Der er en anden camper her fra Frankrig. Erik taler med dem, men de kan kun fransk, så det er lidt svært. De var med samme båd, som dem hos Michael. KM 370

Torsdag den 17. oktober 2013  Cordoba, Argentina
Vi får talt lidt mere med franskmændene og ser hinandens biler. Deres er en noget nyere Mercedes Sprinter V6, 193 heste. Dog uden 4×4 og den er temmelig lav. Vi vil tage bussen ind til centrum, og taler med dem fra campingpladsen. Det er ret svært fordi de, ligesom vi snart har, har et rejsekort man putter penge ind på. Ingen almindelige billetter, så vi tager en taxa. Der er ret langt, men det er også en storby med 1,5 million mennesker, altså noget større end København. Byen er som mange andre storbyer.

Vi går lidt rundt og ser bl.a. Katedralen, som har et meget flot loft. Vi vil også prøve at veksle penge, men det er blevet sværere end sidst. Vi finder et sted, han vi give 9,2, men da han ser det er 20$ sedler vil han kun give 8,5. Vi får ikke vekslet. Vi får noget mad i en lille restaurant og så er det hjem igen. En fin dag. Det sted vi bor bruges som idrætsplads for skolebørnene, så om formiddagen kommer de i busser og ved 4-tiden tager de sidste hjem. Det ser ud til at om formiddagen er det de små og om eftermiddagen de store.

Fredag den 18. oktober 2013  Cordoba, Argentina
Det er videre i dag og det ser også ud til at være en god ide. Der kommer mange unge her til morgen med telt og det hele. Der bliver nok gang i den. Vi så et Wal-Mart i går, så der tager vi hen for at handle. Vi får handlet alt på nær træktovet. Så er det videre nedad. Vi skal til en campingplads La Florida, som ejes af en tysker.

Flere har anbefalet dem, og vi har fået en seddel fra andre rejsende, men kan ikke huske hvem. Det ligger i et flot område noget mere kuperet end det vi tidligere har set. Vi skal have vasket og gjort rent. Vi kan få vasket på campingpladsen, men først i morgen. Jeg får ordnet sengen. KM 98

Lørdag den 19. oktober 2013  Villa General Belgrano, Argentina
Jeg afleverer vasketøjet kl. 9 om morgenen, og en time efter kan jeg hente den første maskine vasket tøj. Så er det op med tørresnoren og få hængt tøj op. Det blæser en del og det er varmt, så allerede da den næste maskine er færdig, kan noget af det første tages ned. Vi taler med Lone over Skype i 2 ½ time, godt det er gratis. De har haft en del gæster, så derfor har hun ikke været meget på. Der begynder så småt at komme gang i møbelsalget. Vi fik også gjort rent. Dejligt.

Søndag den 20. oktober 2013  Villa General Belgrano, Argentina
Det er Andreas’ fødselsdag i dag, så vi sender ham en SMS og bagefter Skyper vi med ham. De er hos Michael. Ved 2-tiden skal vi op og have asado. Det er argentinsk grillmad, der løber over ca. 3 timer. Det er en sjov ting. Maden bliver lavet mens man sidder der og man spiser næsten hele tiden. Vi starter først med ½ svinepølse, så ½ oksepølse så ½ muligvis blodpølse (smagte godt, der var valnødder i). Efter dette fik vi et stykke tarm, som var meget sprødt. Derefter er der svine revelsben, noget svinekød, kylling og til allersidst oksekød. Erik fik til sidst en kæmpe bøf på 3-400 g. Det kunne han slet ikke spise, så vi fik det med hjem til dagen efter. Til al dette kød fik vi hen af vejen forskellige grillede grønsager og brød. Alt meget lækkert, men mængden er al for stor. Ikke noget man kan spise hver søndag. Ralf (campingfar) lavede maden til os og hans kone. Desuden var der en tysk familie med en ven. De lavede deres egen asado. De havde som tilbehør til deres en hvidkålssalat og kartoffelsalat. Vi smagte lidt af det. Det man drikker til er øl eller vin. Tyskerne sluttede af med ferna brancha med cola. Godt for maven sagde de. Vi gik tilbage til vores bil. Komplet overmætte. Det er en sjov måde de griller på. Det er nogle murede platforme med en løs rist på ben. Udenfor grillristen starter man op med brænde, som bliver til gløder. Det er disse gløder man putter under risten og så kan man grille. Ralf laver noget mad til hans 4 hunde på resten af varmen. Det er oksekød med en del ben. Det er godt at være hund her. En interessant dag.

Gallery Cordoba

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2013. Bogmærk permalinket.