Cholula og Puebla

Mandag den 13. august 2012  Mexico City, Mexico
Så er det tilbage igen. Vi har nogle problemer med at finde bussen tilbage til bilen. Det er først da vi ser, at en metrostation hedder Autobuses Norte, at vi finder ud af det. Vi kommer godt hjem uden flere problemer. Vores bil er blevet vasket godt og grundigt, det har også regnet en del her og gør det også om eftermiddagen.

Tirsdag den 14. august 2012  San Juan Teotihuacan, Mexico
I dag er der dømt hjemmeside. Erik vil gerne have lavet den i bund. Dog har han nogle problemer med WordPress. Jeg får skrevet dagbogen ind og ellers gjort rent. Her til aften kom en ny camper. Det er en amerikansk truckcamper på mexikanske plader. Manden der har den er mexikaner, tror vi.

Onsdag den 15. august 2012  San Juan Teotihuacan, Mexico
I dag skal vi endelig videre. Vi får sagt ordentlig farvel til Mina og vil anbefale hende til andre rejsende. Hun har været en meget stor hjælp for os, især med batterierne. Vi tager til et ferieområde for mexicanere ved La Malinche vulkanen. Det er i ca. 3000 meters højde og her er meget fredeligt, næsten ingen mennesker. Vi har lidt problemer med maverne, især Erik er  ikke frisk, men det skal han nok blive. KM 141

Torsdag den 16. august 2012  IMSS Centro Vaccacional La Malintzi, Mexico
Erik har stadig problemer med maven, så vi bliver ved campingpladsen. Går en tur rundt på den. Det er et stort område med huse man kan leje. Det er mest i weekenden der er gang i den. Ved 6 tiden om aftenen ringer Casper, men vi kan ikke tale sammen, signalet er for svagt. Han sendte en SMS at de havde fået en pige, så i morgen skulle vi gerne se hende via skype. Det glæder vi os til.

Fredag den 17. august 2012  IMSS Centro Vaccacional La Malintzi, MexicoSå er det videre i dag. Eriks mave er bedre. GPS’en kører os af meget små veje og grusveje med dybe spor efter regn. På vejen bliver vi stoppet af 2 politibiler. De spurgte om kørekort, tror vi, og de fik vores kopi af det. Vi fik lov til at køre igen, så kopien må være god nok. Endelig kommer vi frem til Cholula og endelig kører nettet, så vi kan se vores lille nye barnebarn. Hun vejer 3.560 g er er 52 cm lang. Hun er født den 16/8 kl. 23.58. En lidt hård fødsel for Betina, men de har det godt begge to. Vi ser hende på skypen. En sød pige med masser af mørkt hår og store blå øjne. Hun sutter på alt også sin tommelfinger. Et dejligt syn. KM 79

Lørdag den 18. august 2012  Cholula, Mexico
Det regner her til morgen, så strømmen er gået. Erik får fat i en ung fyr, som prøver noget, men det hjælper ikke. Ellers får vi lavet vores hjemmeside færdig, og kl. 17 taler Erik med en som bor i et hus overfor os. Vi kan få strøm fra ham. Dejligt. Casper, Betina og Karla (vores nye barnebarn) bliver en dag mere på hospitalet.

Søndag den 19. august 2012  Cholula, Mexico
Alle 3 kommer hjem i dag. Karla får en sutflaske for at være sikker på hun får nok. Hun sover som en sten. Vejret er igen lidt lala, men vi tager ind til byen. Vi går derind, det tager ca. 20 min. Der er en stor pyramide i byen, men den er beklædt med græs, så det er svært at se det er en pyramide. Den hedder Pirámide Tepanapa.

Der er en masse tunnler og gange indeni. Desværre er disse lukket da vi kommer derned, men måske på tirsdag (mandag lukket). Ovenpå pyramiden ligger en kirke Santuario de Nuestra Señora de los Remedios. En meget flot kirke, som ligger med udsigt ud over byen, og vi tror også vi kan se byen Puebla. Desværre er der gudstjeneste derinde, så vi ser den ikke rigtig inden i. Vi går en tur ned i byen til Zócalo-pladsen. Der er gang i den. Der har været et stort telt, som de er ved at pakke ned. Vi går ind og ser kirken Parroquia de San Pedro. Utrolig flot. Man kan sagtens se, at vi er i den katolske kirkes højborg, som er Puebla og Cholula. I to andre kirker er der gudstjeneste. Vi går tilbage til pladsen hvor vi ser forskellige dansere optræde. Først er det dans og musik fra Stillehavsøerne bl.a Hawaii. Bagefter er det forskellige folkedansere fra Latin Amerika. Meget flot. Vi ser også nogle klovne optræde. Der er en dejlig stemning på torvet. En rigtig god dag.

Mandag den 20. august 2012  Cholula, Mexico
En stille dag. Vi får en god snak med Lone. Vi skal også finde et vaskeri, og det ligger meget tæt på. Desværre har hun ikke tørretumbler, så tøjet skal hænges ud. Derfor er det først færdig onsdag kl. 17, og da vi ikke må køre om torsdagen omkring Mexico City, kan vi først komme herfra fredag. Det er der ikke noget at gøre ved. Vi spurgte Mina om der er et kort over hvor grænsen til Store Mexico City er, hvor man har disse specielle kørselsregler. Man må ikke køre mellem 5-11 om morgenen og 1 dag om ugen må man slet ikke køre. Der findes ikke noget kort over dette område, så vi må bare lade være med at køre om torsdagen så længe vi er ved Mexico City.

Tirsdag den 21. august 2012  Cholula, Mexico
Det regner og regner, så vi bliver på pladsen. Vi taler lige med Casper og det går godt med Karla og Betina. De tager i sommerhuset i weekenden.

Onsdag den 22. august 2012  Cholula, Mexico
Endelig regner det ikke så meget, så vi kan tage ind til Puebla. Vi tager den lokale bus og han kører som død og helvede. Vi skal virkelig holde fast. Derinde er vi selvfølgelig i tvivl om hvilken retning vi skal gå og går forkert. Dog finder vi ind til Zócalo. Herfra har vi bøger der fortæller hvad der er at se. Da vi står af bussen er der masser af mennesker og sælgere, der går ind og ud mellem hinanden, samt busser/biler der larmer og tuder i hornet. Inden i den historiske del af byen er der få biler og ingen busser, så meget mere behageligt. Deres katedral er utrolig flot, med et højalter ikke så stort,

men lidt som i Peters kirken i Rom. Mange af husene her er beklædt med kakler. Ser flot ud, dog er de ikke så gode til at male betonen, så det er tit meget gråt. Vi går ind på museet Amparo, i bogen står det er et must see. Desværre er den vigtige del af museet lukket for restaurering, så vi ser først noget sølvarbejde og bagefter havde de lavet noget smart. Det var en tidslinje, som gik fra 2.500 BC til 1.500 AD. Her kunne man se hvor Latin Amerika, Europa, Afrika og Asien var på denne tid med bl.a. pyramider og meget andet. Utrolig interessant måde at stille det op på. Vi købte en poster til 8 DKK af det. Så kan man rigtig nærlæse det. Man måtte ikke tage billeder af det. Det samme museum lå også i et andet hus, hvor der var en udstilling af møblerne fra den familie, som har skænket huset. Det var i helt ny restaurerede lokaler og det var flotte møbler. Desuden var der en udstilling, som hed Fabiola. Fabiola var en kvinde, som blev skilt fra sin voldelige mand og gift med en anden, som desværre døde kort tid efter. Hun skænkede hele sit liv og formue til velgørenhed. Dette skete i 537 AD. Hendes historie dukker op igen i 1850’erne, efter en novelle af Jerome og hun blev en kult. Hendes portræt kommer på postkort og andet, og mange amatørmalere maler hendes portræt. I 1992 begynder en belgier Francis Alÿs, at samle på malerier af Fabiola. I dag er der mere end 400 billeder af hende i denne udstilling. Udstillingen har været i USA, Sydamerika, Europa og er nu i Puebla. Alÿs bor og arbejder i dag i Mexico City. En interessant udstilling, især fordi billederne er så forskellige, selvom det er samme udgangspunkt. Puebla er en meget hyggelig by at gå rundt i. Vi finder bussen hjem og vi er lige kommet ind i bussen, da det begynder at regne kraftigt. Meget heldigt. Denne chauffør er meget mere stille og rolig. Vi får hentet vores vasketøj. En rigtig god dag.

Torsdag den 23. august 2012  Cholula, Mexico
Vejret er OK her til morgen, så vi tager bussen igen ind til Puebla. Denne buschauffør kører megt stille og roligt indtil vi kommer ind mod byen Puebla. Så tager fanden ved ham og han kører ud og ind mellem de andre busser og biler. Vi har hørt at buschaufførerne er selvstændige og derfor er der en kamp om kunderne.

I dag går vi mest rundt og ser på bygninger og mennesker. Vi ser også lidt på forretninger. Vi tager også ind på museet Casa de Alfeñique. Det er et museum i et flot gammelt kolonihus. Selve udstillingen er ikke så spændende, men huset er meget flot med en have/gårdsplads i midten. Bl.a. er der også et flot køkken. Man må ikke tage billeder indenfor kun udenfor. Ved 3-tiden begynder det at regne, så vi tager bussen hjem, og igen står det ned i stænger da bussen begynder at køre. Vi må skifte tøj da vi kommer hjem. Vi er meget våde selvom vi har paraply med.

Fredag den 24. august 2012  Cholula, Mexico
Så skal vi videre i dag. Vi må først køre kl. 11 og vi skal have handlet først inden vi kører op mellem vulkanerne Iztaccinuatl og Popocatepetl. De ligger begge i nationalparker. Vi har sat GPS’en til at køre os mod vulkanerne, og det går OK selvom den tager os ind gennem byen. Vi finder vejen mellem vulkanerne, men den bliver til en rigtig dårlig grusvej med dybe spor af regnvand. Mellem vulkanerne er der nogle feriecentre, men der er næsten ingen mennesker. Vi vælger en hvor der er camping. Vi får en fin plads på græs, hvor det er nogenlunde lige. Der er en lille restaurant og nogle damme med fisk i. Der er også et lille vandfald. Vi holder dog væk fra alt dette, helt alene. Pris ca. 20 DKK. Vi sidder lidt ude, men vejret er meget diset så vi ser desværre ikke vulkanerne. Da vi kørte fra Teotihuacan og østpå så vi dem meget tydeligt med sne på. Desværre tog vi ikke et billed på det tidspunkt. KM 40

Lørdag den 25. august 2012  Iztaccinuatl National park, Mexico
Desværre kan vi heller ikke her til morgen se vulkanerne, så vi kører videre af den hullede grusvej. Efter ca. 7 km når vi toppen, men kan stadig ikke se vulkanerne. Herfra er der asfaltvej. Dejligt. Det er en flot tur ned. Da det er lørdag er der mange mennesker/biler på vejene. Vi tager ned til syd for Cuernavaca, hvor der er en OK campingplads. Vi er nu nede i ca. 1200 meter og det er blevet varmere. Dejligt. KM 143

Søndag den 26. august 2012  Xochitepec, Mexico
I dag skal vi til Toluca National park. Vi har nogle problemer med at finde de rigtige veje og vi tør ikke sætte GPS’en til, for hun finder altid de mindste veje. Det er nogle små veje vi skal ud på og der er masser af toppe og landsbyer. Før Toluca kommer vi til en betalingsvej og så går det noget hurtigere. Ved Toluca sætter vi GPS’en til og vi kommer rigtig ud af byen. Så skal vi finde Nevado de Toluca National Park, men de skilter med en helt anden vulkan, så vi kører forbi. Efter 20-25 km vender vi om og kører tilbage. Det er den rigtige vulkan og vi kommer til indgangen til parken, hvor vi kan campere. Det er søndag og der er mange mennesker ved pladsen, hvor vi kan holde for en nat. Vi er oppe i ca. 3.700 meter, det højeste vi har sovet endnu. Alt går stille og roligt, og det er 7-8 grader udenfor, så vi bliver i bilen. Det regner i løbet af natten og her til morgen den 27. kan vi se der ligger sne på toppen af vulkanen. Højde 4.690 m. KM 230

 

Dette indlæg blev udgivet i Mexico 2012. Bogmærk permalinket.