Chicamocha National Park

Tirsdag den 29. januar 2013  La Playa, Colombia
I dag er en ren køredag, så det er tidligt afsted. Der er ca. 80 km ud til hovedvej 45 og så går det ellers sydpå. Det er en flot og snoet vej, med masser af lastbiler, så det tager tid. Vi  skal også have diesel på og det kan virke lidt som et problem. Det lokale benzinselskab Terpel har ikke rigtig diesel, men vi finder ud af Mobil og Esso har det, så det er dem vi skal gå efter. Vi finder det også og får samtidig vand på, så er alt fyldt op igen.

Vi skal til en Canyon i Chicamocha hvor vi kan bo på parkeringspladsen. Da vi kommer dertil spørger vi politiet om vi kan overnatte på parkeringspladsen og tage en tur med svævebanen i morgen. Vi er så sene på den så svævebanen er lukket for i dag. Vi har en flot udsigt, dog er det noget diset. KM 303

Onsdag den 30. januar 2013  Chicamocha National Park, Colombia
Vi skal i svævebanen i dag. Den er 6,3 km lang og tager 22 minutter. Den går helt ned til floden Chicamocha og helt op på den anden side af canyonen.

En utrolig flot tur. Svævebanen er rimelig ny, så der er ikke problemer med sikkerheden. Der står det koster 38.000 COP pr. person, men vi giver kun 20.000 COP. Det kan dog skyldes at svævebanen ikke kører hele tiden. Vi måtte vente ca. 1 time før vi kunne komme tilbage igen. Det er dyrt at have den kørende når der ikke er mange mennesker. Tilbage igen går vi en tur i parken, som mest minder om Tivoli eller lignende. Der er Zip-line, paragliding, extrem gynger og mere. Alt dette koster selvfølgelig ekstra, men det var ikke gang i det i dag. Det er måske kun i weekenden det kører. Der er også et udsigtspunkt 360 grader rundt. Det er et stykke oppe, men vi går derop uden problemer. Man kan selvfølgelig også tage en bil op det stejle stykke for et beløb. Udsigten er flot heroppe, men desværre er det diset, det er det nok altid. Der er også et monument med en masse bronzefigurer. Det symboliserer året 1781, hvor der var revolution i Colombia. Der er højtalere som fortæller historien på først spansk og så engelsk. Det er meget interessant. Efter dette er det videre mod San Gil. Vi har fundet et sted hvor vi kan være. Desværre er GPS’en ikke rigtig god, så der skal nogle forsøg til, men til sidst finder vi det. Det er et balneario med diverse swimmingpools. Det koster 12.000 COP pr. person, men så kan vi også få strøm. Dejligt. Ejeren her er den samme som i Casa Grande ved Santa Marta, dog er det sønnen som kører det i Santa Marta. Et godt sted. Det er dejligt at kunne sidde ude. Vi tager en tur i swimmingpoolen, men den er rimelig kold. KM 47

Gallery Chicamocha National Park

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2013. Bogmærk permalinket.