Søndag den 20. januar 2013 Cartagena, Colombia
I dag skal vi til Colombia. Det er tidligt op, lave morgenmad og have pakket. Vi har bestilt taxa til kl. 9, men da vi kommer op, står han der i receptionen.
Mandag den 21. januar 2013 Cartagena, Colombia
Vi går ind til byen. Der er noget mere liv og trafik i forhold til i går. Der er stillet en masse politimotorcykler op på det ene torv og de er helt nye. Der er også stillet pavilloner og stole op, så der må ske noget på et tidspunkt. Der er store grupper af turister fra krydstogtskibene. De fylder meget i landskabet, men de følger jo pænt efter deres guide. Vi taler med informationen, og hun giver os et kort over den gamle bydel, hvor der er indtegnet en gåtur på 2-3 timer. Den går vi. Denne del af byen er meget velholdt, og der ligger ikke noget affald nogle steder. Dejligt at se. Da det er mandag er de fleste museer lukket. Vi går en god tur og ser en masse. Der kører ikke så mange biler inde i den gamle bydel, så det er behageligt at gå her. Efter dette går vi til Castillo San Felipe de Barajas, som er det største spanske fort i Latin Amerika. Det er et stort fort med mange forskellige niveauer og med kanoner i alle retninger. Vi tager en audioguide på engelsk, så vi får alle informationerne. Fortet er aldrig blevet indtaget. En rigtig god tur. Da vi er færdige ved 5-tiden kommer der bare mange mennesker til fortet. Der er kun 1 time til det lukker, men de bruger vel ikke mere tid på det. Tilbage på hotellet ser vi, at der ikke er sket mere med skibet. Håber det kommer i morgen.
Tirsdag den 22. januar 2013 Cartagena, Colombia
Luis, vorest agent her, kommer her til morgen. Skibet er i havn og de er ved at laste ting af, derfor kan vi ikke gøre noget. Kl. 3 vil han komme og hente Erik, for at få den originale Bill of Landing. Vi går en tur til den gamle bydel og ser Catedralen og guldmuseet.
Onsdag den 23. januar 2013 Cartagena, Colombia
Erik er ude kl. 6.45 og sammen med Luis kører de til havnen. Kl. 12.30 er han tilbage på hotellet, men han har ikke set bilen endnu. Vi går ud og spiser, for Erik fik ingen morgenmad, kun en banan. Kl. 1.45 kommer Luis kone Sonja og henter os, og så kører vi ud til havnen. Her kan vi ikke komme ind før kl. 4. Kl. 3.30 går Sonja og Erik og kl. 5 henter Sonja mig, for nu har Erik fået bilen. Grunden til at det tog så længe er, at der har været forsøg på indbrud. De har prøvet at åbne de store vinduer med en skruetrækker, men de kom heldigvis ikke ind. Dog har de beskadiget rullegardinerne, men vi skal nok få dem til at fungere igen. Vi kører efter Sonja til kontoret, vi skal have vores papirer på bilen, importtilladelsen for Colombia + forsikring. Vi skal også betale. Luis skrev at det kostede 443$ i Colombia, og Erik betalte tidligere på dagen ca. 166$, som vi selvfølgelig forventer modregnes i det totale beløb. Det gør det ikke, det er udover. Tea har spurgt ham på en Lo Lo og der er ikke sådanne fakturagebyrer, men det er der på Ro Ro. Vi betaler, men umiddelbart har vi også betalt til Tea for det samme, men her har vi fået kvittering. Vi kører ud af byen. GPS’en er ikke rigtig god, hun siger et og viser noget andet, men vi kommer nordpå. Det er begyndt at blive mørkt og det er svært at finde nogen passende parkering for i nat. Vi har fundet en på en af dem vi har skrevet ud fra nettet, men GPS’en passer ikke, så vi fortsætter. I et område står der 2 militærfolk på hver bro. Ikke rigtig betryggende. Vi kører videre opad og ser en tank på den anden side. Den må vi så tage, men vi skal vente til vi kan vende rundt. Der hvor vi kan vende rundt er en parkeringsplads med toilet og der holder en fra Argentina i forvejen, så her holder vi også. Det er rimeligt oplyst og politiet kører lige forbi os uden problemer. Vi skal have væggen ned igen og flyttet rundt på det hele, så bilen fungerer igen. Det får vi gjort. Godt trætte sætter vi os med et glas rødvin. Det har vi fortjent. KM 29
Gallery Cartagena