Carretera Austral

 Lørdag den 8. februar 2014  Chile Chico, Chile
Det er rengøring i dag. Vasketøjet afleverer vi om morgenen. Om eftermiddagen går vi ned for at finde ud af hvornår båden sejler. Den sejler kun 1 gang om dagen hver vej. Vi kan sejle tværs over søen og ind i en anden sø. Turen tager 2 timer og 1 kvarter. Man sparer ca. 300 km, så vidt jeg har forstået på ret dårlig vej. Mens vi kigger på informationerne kommer en ældre herre hen og spørger om han kan hjælpe os. Det er kaptajnen på båden. Det er han dog kun så længe den ”rigtige” kaptajn har ferie – 12 dage. Vi får en rigtig hyggelig snak med ham mens vi går tilbage til byen. Færgen sejler kl. 16 om søndagen, men han sagde vi skulle komme i god tid. Så vidt vi kunne se åbnede kontoret kl. 13.30 om søndagen. Vi skal give lidt over 200 DKK for turen.

Søndag den 9. februar 2014  Chile Chico, Chile
Vi er nede ved færgen ved 11 tiden og hilser lige på kaptajnen. Der er ingen kø endnu, så vi starter generatoren og kører på computer. Jeg skulle gerne skrive dagbøgerne ind. Ved 12.30 begynder de at stille sig i kø og Erik går derover. Jeg går derover kl. 13. Der er kommet nogle flere og de har ikke helt samme køkultur, som vi ellers har set. Kl. 13.30 kommer en og åbner kontoret og alle vælter ind og tager et nr. Vi får nr. 4, men der er nogle der tager fat i ekspedienterne uden nr. og de bliver ekspederet. Pisser Erik af. Især er der en døvstum, som har nummer efter os, men som bliver ekspederet før os. Desværre er der ingen pladser på båden til i dag, så vi får til i morgen. En almindelig bil er 4,5 meter lang, og da vores næsten er 6 meter bliver det dobbelt så dyrt, ca. 400 DKK. Pr. person er det lidt over 20 DKK. Vi køber billetten og venter.

Det kunne jo være der var plads på båden alligevel. Erik går ud på et tidspunkt og spørger om der er plads på båden. Det er der ikke, men vi venter alligevel. Lige før båden sejler kommer ham, som Erik har snakket med, hen og siger, at vi kan tage en mindre båd, som sejler næsten til det samme sted. Der er bare lidt længere at køre på den anden side. Det gør vi og går ind på kontoret og ændre billetterne. Prisen er den samme. På kontoret finder vi ud af, at det ikke er plads til bilen der mangler, men der er ikke plads til flere mennesker på båden. Jeg forstod at der var ca. 10 mennesker for meget med båden. Vi kommer med den anden båd og den sejler kort tid efter. Den sejler ikke så stærkt som den anden og der er gode bølger, især da vi sejler over søen. Vi sejler op i en bugt eller lignende, og der får vi vand ind over det øverste dæk, så vi går indenfor. Da vi kommer frem holder den anden båd der og er snart klar til at sejle igen, så vi kom af det samme sted som de andre. Vores båd lægger til ved grus stranden, og så er det bare af. Vi skal bakke ud, og det er en OK bakke vi skal køre ned af, men det går fint. Vi finder en camping i byen. Klokken er over 7. En dag med megen ventetid, men vi kom af sted. KM 3

Mandag den 10. februar 2014  Puerto Ing. Ibáñez, Chile
Det er en flot tur til Coyhaique og det blæser ikke mange steder. Her er mere grønt og små gårde rundt omkring med køer og får. I baggrunden er bjerge, nogle sneklædte. Hele vejen vi kører på er asfalteret, men kortet siger noget andet. Vi

lige ind i centrum af byen, for det vigtigste er at få hævet penge. Vi finder en parkering hvor vi skal betale og går ind til Plaza de Armas, en stor 5-kantet plads. Herfra kan man gå ned i 10 forskellige gader, som alle støder op til pladsen. Den første bank vi ser, er BBVA og lige ved siden af Banco Chile. I begge banker kan vi hæve 200.000 Chile Pesos pr. gang og vi kan hæve det 2 gange på samme kort. Vi hæver på begge kort, så fra at have 11.000 Pesos har vi nu 811.000 Pesos. Dejligt. Ikke sjovt at løbe tør for penge. Vi får også købt kort over Chile. Det gør man på Copec tankstationer, hvis de har en butik. Man skal købe 3 bøger, en for nord, syd og centrum. Det er ikke kun kort der er i bøgerne, men også mange af de attraktioner der er i området. Vi går også på turisten og finder ud af, at der er en Marmol Catedral vi burde have set i Puerto Rio Tranquilo. Vi tager nok derned lidt senere. Vi tager ud i Reserva Nacional Coyhaique, hvor vi kan hike og campere. Det ligger lige udenfor byen, højt oppe. Vi tager campingen ved Laguna Verde. Der er ca. 5 km til denne campingplads og vejen derop er meget skæv og bulet, men vi kommer frem. Det er et flot område, dog kan vi kun holde på parkeringspladsen, ikke særligt spændende. Da vi skal parkere bilen, ser jeg at forhjulene ikke ser helt ens ud. Det ene er mere drejet end det andet. Vi så i byen at der er et Mercedes værksted, så det vil vi besøge i morgen. Vi går lidt rundt i området. Det er nogle specielle fisk der er i søen. De springer op efter insekterne. Det er ikke store fisk. Vi sætter os ned ved søen og får en øl. KM 124

Tirsdag den 11. februar 2014  Reserva National Coyhaique, Chile
Vi tager til Mercedes, så de kan se på sporingen. Da vi kommer dertil ser Erik, at der intet er i vejen med hjulene, så vi kører videre. Vi skal samme vej tilbage, samt vi skal kører ca. 130 km på grusvej. Vejen, Carretera Austral, går fra syd og 1.240 km op i landet. En meget stor del af denne vej er grusvej. Det er en meget flot tur men også anstrengende. Erik skal hele tiden undgå de værste huller.

Ved 5-tiden er vi i byen Puerto Rio Tranquilo, en lille flække. Vi finder en campingplads oppe i byen. Vi bliver her nok i 2 dage inden det går samme vej tilbage. Vi har set en del cykler på denne vej. Nogle af dem kommer til campingpladsen bl.a. 2 fra Sverige. Vi er den første skandinaviske bil de har set herovre. De har 8 måneder til at komme fra Lima, Peru til Ushuaia, Argentina. De skal hjem fra Ushuaia i april. De burde være i god tid. KM 228

Onsdag den 12. februar 2014  Puerto Rio Tranquilo, Chile
Vi vil ned og se marmor Catedralen. Man kan kun se det fra vandsiden og det er nogle formationer, som vandet har skabt gennem mange år.

Vi går ned og bestiller plads hos en af de mange turoperatører. Vi får tid kl. 13, hvor vi skal være ved huset. Det er vi, men ham vi lavede aftalen med er der ikke. Han har glemt os, og efter et stykke tid går vi til en anden, og vi kan komme med kl. 13.30. Det er fint. Det koster 7.000 Pesos ca. 75 DKK pr. person og det varer ca. 1 ½ time. Vi er 11 med båden og vi er de eneste engelsktalende. Det er en forholdsvis lille båd med påhængsmotor. Det er en stor sø med en del bølger, men kaptajnen er meget hensynsfuld. Man kan hører at en gang i mellem er skruen over vandet. Det er utrolig flot al det marmor, hvor vandet har lavet mange huller. Vi ser det mange steder og der er også et ”marmor bjerg”, hvor bl.a. kondoren har rede. Vi ser den flyve. Nogle steder sejler han ind i hullerne, men intet sted kan vi sejle igennem. Det er en rigtig god tur vi får. Tilbage i byen kan vi se, at bussen er kommet, så mange af dem der stod og tomlede den i morges tager med den. De prøver om de kan spare de penge, men det er ikke sjovt at have fremmede mennesker med en hel dag. Det gider vi ikke.

 

 

Gallery Marmol Catedral

Torsdag den 13. februar 2014  Puerto Rio Tranquilo, Chile
Så er det nordpå igen, vi skal dog lige have diesel på. Der er ikke så mange der tomler den i dag, men vi tager ingen op. Erik har set et overnatningssted, så vi deler turen op i 2. Vejret er flot med høj sol. Ved 2-tiden er vi ved overnatningen, som ligger ved et floddelta. Vi finder en god plads og så prøver vi at planlægge vores tur. En flot overnatning. KM 90

Fredag den 14. februar 2014  Rute 7, Chile
Det er bare videre i dag. De sidste 40 km på grusvej går fint. Vi ser en del cykler, som er på vej ned. Det er en lang vej. Den ene pige skubbede cyklen op af en bakke, men hun skred hele tiden i de mange sten. Meget anstrengende. Da vi kommer til asfalt, giver Erik dækkene det rigtige dæktryk igen. Vi har sådan en lille kompressor, som kører på 12 volt. Så nyder vi de sidste 100 km på asfalt. Vi kører direkte til Mercedes og får lavet aftale med dem til på mandag. Vi fandt også ud af, at vi har et EURO 4 partikelfilter, så vi skulle ikke have problemer med højden og dårlig diesel.

Vi handler og tager ud til en campingplads lige udenfor byen. Det er en fin plads med afgrænsede pladser med shelter, grill og vask med vand. Meget fornemt. Det er præcis 4 måneder siden vi grillede sidst. Vi skal have revelsben, ikke som Jensens, men med masser af kød og ikke meget ben. Dejligt. Vi sidder ude hele aftenen. KM 140

Lørdag den 15. februar 2014  Coyhaique, Chile
Det er ren afslapning. Vi får ordnet køleskabet og så går vi en tur i byen. Chilenerne kører stærkt og tæt på, så det er ingen fornøjelse at gå ved vejkanten. Der er ikke meget liv i byen, i forhold til at det er lørdag og meget fint vejr.

Vi får en øl på en fortovs restaurant og så er det tilbage igen. Vi ser dog lige en kirke på vejen. Når man går ind i kirken virker det som om det er træ, der er tagkonstruktionen, men når man ser nærmere på det, er det beton der er malet brunt. Ikke særlig kønt.

Søndag den 16. februar 2014  Coyhaique, Chile
Dejlig afslapning. Vi får renset vandfiltret og ordnet solpanelerne. De var meget beskidte. Vi går en tur i området.

Mandag den 17. februar 2014  Coyhaique, Chile
Det er tidligt op her til morgen. Vi skal være ved Mercedes kl. 9. Bilen kommer rimelig hurtigt til og vi kan hente den inden 1. Vi går ned i byen og finder endelig et sted med Wifi der er åben.

Det er en tank og vi får en kop kaffe. Der er ikke mange mails hovedsagelig spam. Vi får kigget på grænseplader, men umiddelbart er det ikke noget for os. Så kigger vi på afgift på autocampere, men det vi læser fra skat passer kun på biler. Vi er tilbage ved 12-tiden og bilen er færdig. De har skiftet olien på bagtøjet og lampen vedr. bremseklodser er slukket. Det var en sensor der sad løs. Sporingen kunne de ikke og de havde ikke vores viskere. Det blev ca. 600 DKK ikke så galt. Vi får diesel på og kører nordpå. Det er en meget flot tur op til Puerto Aysen og videre til Puerto Chacabuco. Man kan tage en tur herfra til Parque National San Rafael. Det er en endags bådtur. Da vi finder stedet, hvor man køber billetter, ligger det på et meget dyrt hotel. Vi går ind og finder en prisliste. Det koster ca. 1.500 DKK pr. person, fordi vi er over 55 år ellers er det 1.900 DKK. Alt for dyrt. Vi kører bare videre. Vi har fundet en fricamping, som andre har brugt. Den tager vi. Ellers er der rimelig mange huse rundt omkring, så det er lidt svært at fricampe. KM 171

Tirsdag den 18. februar 2014  Nord for Villa Manihuales, Chile
Vi kører først til Puerto Cisnes.

Det har været et lille fiskerleje, men nu er det industrifisk til fiskemel de lever af. Det er en meget flot tur derud. Vi har set meget bambus, som det vi har derhjemme i haverne, men det har alt sammen været gået ud. Her er der en del steder hvor det er grønt. Vi ser en del gletsjere højt oppe i bjergene. Vi kører den samme vej tilbage og så fortsætter vi af rute 7 ind i Parque National Queulat. Den ligger i et område hvor det regner meget, optil 4 meter om året. Det minder meget om regnskov. Helt tæt og ikke til at komme igennem. Lige i starten er der en gåtur ind i skoven. Den tager ca. 2 ½ time og da klokken er tæt på 4 er det for sent. Vi kører på en grusvej meget smal og her kører også lastbiler, Vi gør holdt hvor der er et meget flot vandfald højt oppe i bjergene. Vejen snor sig nedad igen og helt nede finder vi en fin overnatning, hvor vi kører lidt væk fra vejen og ind i en lysning i skoven. Stedet bruges sikkert til at opbevare vejmaskiner, når man reparerer grusvejen. Vi ser igen en del cykler på vejen. Det er en hård tur op, hvor man ikke kan se længere end det næste sving. Vi er nu et sted hvor der også er kolibrier. Dem har vi ikke set længe. Vi sætter os udenfor og får en øl. Der er mange fugle lyde her, det er næsten som et fuglehus i Zoo. Desværre ser vi kun nogle mindre fugle, og vi ved ikke om lydene kommer fra dem. KM 165

Onsdag den 19. februar 2014  Parque National Queulat, Chile
Det er videre op i parken. Vi skal se de vandfald og gletsjer, som den er berømt for. Det er grusvej hele vejen og selve indkørslen til parken er meget dårlig og smal. Det koster 4.000 Pesos(40 DKK) pr. person at komme ind og gælder i 2 dage.

Chilenerne betaler det halve. Der er ikke meget information, kun et skilt, der viser hvilke ruter der er. Vi skal over en lang hængebro for at komme til trailet. Kun 4 personer af gangen. Der er en flot udsigt fra broen. Så er det ellers bare opad, opad. Da der falder meget regn her er stien fedtet og nogen steder er der mudder og vandpytter. Hele turen er ca. 7 km lang og tager ca. 2 ½ time. På vejen derop ser vi nogle specielle biller, der falder ned fra træerne. Det var en chilener der viste os dem. Turen vi går, hedder Ventisquero Colgante. Da vi endelig er der, er det bare så flot. Der er et stort vandfald, som løber ud af siden af gletsjeren, som ligger højt oppe på et bjerg. Da vi har gået 10-15 min. nedad, hører vi 2 store brag. Vi tror det er gletsjeren der har kælvet. Det må have set helt fantastisk ud. Det er noget nemmere at gå ned, dog er der visse steder store sten man skal forbi. Vel nede finder vi en vandhane og får fyldt vand på bilen, samt afleveret vores affald. Så skal vi bare finde en overnatning. Vi finder en god campingplads ca. 5 km nord for Puyuhuapi. På vejen ser vi lakseopdræt ude i en fjord. Der skulle være mange af dem i disse områder. KM 50
Gallary Ventisquero Colgante

Torsdag den 20. februar 2014  Puyuhuapi, Chile
Det er koldt om natten selvom vi ikke er højt oppe. Det er videre nordpå. Det er en meget flot tur, men da det meste er grusvej må Erik koncentrerer sig med at køre, for at undgå de største huller og sten. Vi havde snakket om at hike, men da vi ser sporet og ser den er svær og ca. 12 km lang, dropper vi det. Vi er sikre på at den sjældent bliver brugt, så det er nok umuligt at finde vej. Alt gror stærkt i dette område. Der er en del vejarbejde på vejen, så ad åre bliver det hele nok asfalteret. Vi har set at nogle tyskere har fundet en god overnatning, så den tager vi.

Det er et grønt område, hvor 2 floder mødes og bliver til en. Det er dejligt varmt ude, så vi sætter os og kigger på verden. Her er huse på den anden side af floden, så der er en dreng på ca. 14 år, som sejler frem og tilbage over floden. Der er god strøm så det kan være noget svært. Der skal den rette kraft til. Senere på eftermiddagen kommer 3 cyklister til samme plads. De skal også overnatte. KM 79

Fredag den 21. februar 2014  Vanguardia, Chile
Det er stadig nordpå med masser af vejarbejde. På enkelte strækninger er der asfalt nogle km i en enkelt bane. Ellers er det stadig flot. Vi ser en del gletsjere, men der er en del lave skyer så man ser dem ikke helt flot. Der er en hængende gletsjer, som vi vil se, men vejret er for dårligt til at se den ordentligt og desuden koster campingen penge. Det har den ikke gjort før. Vi kører op til Termas Amarillo. Selve bassinet er ikke så lækkert fordi bunden er helt brun, men vandet er lækkert. Vi er der en time, så har vi fået nok. Vi er kyllinger for vi slutter ikke af med den kolde bruser. Det skulle vi have gjort. Vi kan godt overnatte på parkeringspladsen, men det er ikke særlig spændende, så vi kører tilbage til Amarillo byen. Herfra er der en indkørsel til den største private park i verden, Pumalin. Her er der også camping. Vi kører ca. 5 km ind i parken på en god grusvej, dog kun 1 spor. Vejen ender i en kæmpe campingplads, hvor bilerne holder på parkeringspladser og teltene kan stå på græsset. Der er shelter rundt omkring. Her får vi en øl mens vi nyder den sidste sol. Når solen er væk bliver det koldt. KM 101

Lørdag den 22. februar 2014  Park Pumalin, Chile
Vi skal lige have vand på før vi kører videre. Her kommer en ung fyr og opkræver penge for campingen ca. 50 DKK. Vi får også et kort over hele parken. Det er ikke det bedste vejr, men det er tørvejr. Vi tager ind til byen Chaiten, vi skal se om vi kan finde noget mad. Der er en del supermarkeder, men alle er meget små. Vi er i 3 forskellige og køber lidt hver sted. På vej til byen så vi en ambulance med blink på kører efter en mand der gik. Længere fremme løber en mand. Da vi kommer ind i byen er der plakater, som viser at der bliver løbet maraton i dag fra søen Yelcho til Chaiten. Det må have været de sidste vi så / måske de eneste. Vi kører ned til havnen for at varme en rest fra i går. Der er nogle biler dernede og der kommer hurtigt flere til. Vi skynder os at blive færdige og kører videre. Da vi kører ud ser vi at færgen kommer ind.

Den sejler til øen Chloe. Det var derfor der var så mange. Asfaltvejen ender i en startbane til små flyvere. Resten er grusvej. I maj 2008 brød vulkanen Chaiten ud og ødelagde store dele af byen og den vej vi nu kører på. Vejen var spærret i 1-2 år, så de folk der boede nord for vejen må have været evakueret. Det er voldsomme ødelæggelser vi ser. Vi ser ingen lava, kun de ødelæggelser vand eller lignende har lavet. Vi tager til en campingplads stadig i parken Pumalin. Vi finder en rigtig god plads med shelter, vand og affaldsspand. Desværre er der så mange bier og fluer, at vi ikke kan være ude. KM 65

Søndag den 23. februar 2014  Parque Pumalin, Chile
Det regner her til morgen så vi vil ikke gå op til vulkanen i dag. Vi kører videre nordpå mod byen Caleta Conzalo. Vi har udset os en campingplads, men den er fyldt helt op da vi kommer, det er jo søndag.

Vi går kun nogle små ture bl.a. Alerce (store træer, som er optil 4.000 år) og et vandfald. Fra byen Caleta Conzalo sejler man nordpå. Der er ingen veje, man skal sejle. Der er en stor campingplads heroppe, men man skal gå ind, så det dur ikke for os. Vi tager sydpå igen og finder en kanon campingplads Lago Blanco. Her er der en shelter ned til søen og en god parkeringsplads til bilen. Der er langt mellem shelterne så alle føler sig helt alene i verden. Vi har aftensolen på vores, så det er rigtig dejligt. KM 55

Mandag den 24. februar 2014  Parque Pumalin, Chile
Vejret er flot her til morgen, så vi tager op på vulkanen Chaiten i dag. Der står at det tager 3 timer og elevationen er 600 meter.

Det er rimeligt varmt og det går opad, opad. Der er utrolig mange hestebremsere, og de bliver ved med at flyve ind i håret og hovedet på en. Vi slår rigtig mange ihjel, men der kommer hele tiden nye. Ellers er det en noget anstrengende tur. Vulkanen var i udbrud i 2008, efter at have været stille i 9.000 år. Udbruddet varede i en måned. Vandet fra nærliggende floder flød ind i vulkanen og blev smidt ud af vulkanen. Den smed en masse vand så området blev oversvømmet og der kom en masse aske. Asken nåede helt til Buenos Aires. Der er væltede træer alle vegne og man går i noget der minder om sand, der er nok en stor del aske i det. Det sidste stykke op går Erik alene. Man går på kanten og det går stejlt ned på begge sider. Det er lige så hårdt at gå i som klitterne derhjemme. Helt oppe kunne man se vulkanens indre, som var i en top inde i midten. Man kunne ikke komme dertil, for krateret gik stejlt ned og op ind mod midten. Heroppe var der endnu flere hestebremsere. Erik tager de billeder han vil og så er det ned igen. Det er også hårdt for nogle af trinene er 60 – 70 cm høje. Vi kommer dog begge godt ned og er godt trætte og varme. Vi kører til byen Puerto Cardenas, hvor vi så en lækker fricamping da vi kørte den anden vej. Det er ved en stor bro, der går over søen Yelcho. Flot sted. Her er dog også mange hestebremsere, så vi bliver inde i bilen. Vi har fået nok af dem i dag. KM 78

Gallery vulkan Chaiten

Tirsdag den 25. februar 2014  Puerto Cardenas, Chile
Det er bare grusvej i dag. Vejret er meget flot med ingen skyer. En del af vejen er så dårlig, så vi kører ca.15 km i timen. Godt vi ikke skal flere hundrede km. Vi ser en del gode overnatninger og tager en ca. 10 km før byen Futaleufu.

Vi har set floden Futaleufu, som man rafter på en del gange. Den har en helt fantastisk farve, og der er en del fos på den. Vores overnatning er ud til floden med krystal klart vand. Erik tager en dukkert i vandet. Det er koldt men dejligt, siger han. Der kommer en svejtsisk bil senere og overnatter. Vi så den på Mercedes værkstedet i Coyhaique. De har fået en ny starter. KM 101

Onsdag den 26. februar 2014  Nær Futaleufu, Chile
Vi får en rigtig god snak med svejtserne Maria og Hans-Jörg, inden vi tager ud af Chile. De har været et helt år i Brasilien og været meget begejstret for det, så måske er den ikke helt lukket.

Vi vil spørge ambassaden om man kan få et halvt år der. 3 mdr. – ude en uge eller lignende – og så 3 mdr. igen.  (Vi får svar fra ambassaden at det ikke er muligt. Kun 90 dage i en periode på 180 dage. Derfor lukker vi Brasilien) Det er en lille grænseovergang vi skal over, så det går rimelig let og smertefrit ud af Chile og ind i Argentina. Så er der kun ca. 40 km på grus før det bliver asfalt. Det glæder Erik sig til. Vi finder en campingplads i GPS’en. Den er lidt dyr synes Erik ca. 100 DKK. Her er godt internet, så vi får set vores mails og snakket med Casper og Lone. Dejligt. De havde været lidt bekymret for os, da ingen havde hørt noget. KM 84

Gallery Carretara Austral

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2014. Bogmærk permalinket.