Onsdag den 6. maj 2015 Domburg, Surinam
Så er det afsted med Klaus til Botopasi. Vi kører først 163 km i Klaus’ lejede bil til Atjoni. Det er fin vej hele vejen, så ved 11 tiden er vi der.
Vi skal på en 2 timers bådtur til jungle hotellet. Vi laver en aftale med en ung fyr om 70 SRD pr. person, ret dyrt. Vi skal først sejle efter at alle busser / collectivoer er kommet. Erik og Klaus begynder ved 1-tiden, da vi skulle sejle, at snakke med andre og finder ud af, at de lokale giver 20 SRD pr. person. Vi får en aftale med en anden båd, kommer ombord, men inden båden sejler er vi nød til at gå tilbage til den oprindelige båd. Vi forstår ikke helt hvorfor. 13.45 er vi endelig ved at sejle. Der er en del strøm i floden og mange små bølger, så det er en god sejltur vi får.
Da vi kommer til hotellet er ejeren der ikke, men i Holland. Det er et hotel med værelser og hytter med bad. Da værelserne har toilet / bad på gangen vælger vi en hytte. Priserne er noget anderledes, end hvad Klaus har fået forståelsen af. Værelserne koster 37 € pr. person og hytterne 42,50 € pr. person. Her er lys fra 19-23 – via en generator i landsbyen overfor. Her bor en ung mand i forvejen fra Holland. Ham der står for det i øjeblikket hedder Ian, og da vi spørger ham, hvad vi kan gøre / lave her, har han ikke mange forslag.
Vi kan tage en tur over til landsbyen, hvor der skulle bo ca. 2.000 mennesker, hvis alle var hjemme. Det er de selvfølgelig ikke. Nogen er i Paramaribo, på skattejagt efter guld samt skole. De kan kun gå i skolen her til og med 6. klasse. Man kan også gå på museum i Pikin Slee eller en gåtur i ”junglen”. Efter disse forslag vælger vi kun at være her i 2 dage, det vil sige vi får en hel dag i morgen og så hjem i overmorgen. Maden er OK, dog er det ikke store mængder der er, kun ris, og slet ikke kødet. Vi får kylling og der er vel knap 1 kylling til 5 mennesker. Dagens højdepunkt er sejlturen, som var rimelig interessant. Dog så vi ingen dyr og kun enkelte fugle.
Torsdag den 7. maj 2015 Botopasi, Surinam
Det har regnet meget af natten og også her til morgen. Ian spørger os hvad vi vil i dag og vi siger museet formiddag og jungletur eftermiddag. Jungleturen kan han ikke tilbyde. Det er alt for vådt.
Vi kan ikke låne gummistøvler her, som vi har gjort andre steder på sådan en jungletur. Så om eftermiddagen kan vi tage over til landsbyen Botopasi. Efter morgenmaden tager vi til Saamaka Marron museumi Pikin Slee. Vi sejler til byen, selv om Ian ikke rigtig gider. Folkene i byen Pikin Slee er alle meget sorte og de fleste stammer fra Ghana, Afrika. Menneskene, som bor i dette område bryder sig ikke om at blive fotograferet og de bliver rigtig gale, hvis man gør det. Iflg. guiden tror de, at vi vil offentlig gøre disse billeder og tjene en masse penge på dem. En noget speciel tankegang.
Kvinderne bruger meget tid ved floden. De vasker tøj, vasker op, renser fisk, vasker børn og dem selv og meget andet. Det hele i det brune flodvand. Nogle af kvinderne, især de ældre, har ingen bluse på bare et stykke stof om maven, som en nederdel. Brysterne er frie. Mange af børnene optil måske 7 år har ikke tøj på og de hjælper mor med at vaske m.m. Mange bor i små træhuse med palmeblade eller blik som tag. Museet ligger et godt stykke oppe i byen. Det ser ikke ud til at de har husdyr ud over høns, og det er svært at finde ud af hvad de lever af. Nogle sejler selvfølgelig på floden og bringer ting og mennesker fra A til B. Selve museet ligger i en have, hvor der er en del træfigurer bl.a. en stor tissemand, hvad den så ellers repræsenterer.
Vi går ind af en speciel ”port”, hvor mændene går til venstre og kvinderne til højre. Jeg forstod ikke helt hvad det betød. Inde i museet må vi desværre ikke tage billeder. Det er en ung fyr der fortæller om museet, og det gør han rimelig godt. Han viste nogle plancher, som fortalte at visse familier havde været her fra ca. 1700 tallet. Han fortalte også om hvordan de lever / har levet. Pigerne og drengene kan blive gift fra de er 16 år + . Kvinden lever i sit hus og manden i sit. Dog sover de sammen i kvindens hus.
Manden kan tage mere end en kone, hvis han har råd til det. Kvinden / kvinderne laver mad til manden, og hvis han har flere koner deler han maden med sine venner. Noget specielt. Før i tiden jagede / fiskede manden, men vi ved ikke hvad han laver i dag. De gifte kvinder har et specielt klædestykke, ala et tørklæde om livet. Dette er for at vise, at de er gifte, samt at der står på ”rumpen” at de elsker manden og ved at han elsker dem. Har manden flere koner er det noget andet der står på disse ”trekanter”, på kvindens rumpe. Her sviner de en af de andre koner til. Jeg forstod ikke helt hvad de så skrev. Klædestykkerne er meget fint broderet.
Desuden har gifte kvinder 2 ”nederdele” – 2 stk. stof – om maven. Hvorfor vides ikke. Der var også nogle flotte træarbejder / stole, som var lavet ud af 1 stk. træ. Meget flot. Den flotteste stol blev afleveret til den gamle hollandske dronning, som gave. Da hun døde fik de stolen tilbage, da den betyder mere for dem, end for den nye konge. Et meget interessant besøg. Efter dette gik vi rundt i byen og besøgte et par af kunstnerne i byen. De laver nogle specielle skamler. Flotte, men ikke til at tage med hjem. Jeg ved ikke helt hvem de laver disse ting til. Her fik vi lov til at tage billeder, også af børnene, som ”hjalp” far. De fleste mennesker i byen er ret reserveret, så vi ved ikke helt om vi er velkomne. Nogle af børnene spurgte efter candy, men vi havde heldigvis ikke noget. Hjemme igen får vi frokost. Et fad med pastaskruer vendt i lidt olie / krydderier + peanutsovs. Ikke noget vildt måltid. Efter frokost går Ian, selvom vi har en aftale om at tage til landsbyen Botopasi. Vi dropper det. For vi skal igen betale ca. 200 DKK for at få ham til at sejle os over og gå rundt med os i byen.
Vi holder en stille eftermiddag og har en hyggelig aften med Klaus. Maden er næsten den samme som i går. Kylling. Ian spiser ikke kød fra dyr med 4 ben. Gør livet lidt surt for os andre. Det er også første gang vi har været ude for at guiden spiser sammen med os. Især er han hurtig til at finde de bedste stykke kylling. Ikke særlig pænt, da der kun er 2 små stykker til hver.
Fredag den 8. maj 2015 Botopasi, Surinam
Så er det tilbage igen. Vejret er fint her til morgen, selvfølgelig. Da vi skal betale har vi nogle problemer. Vi skal betale 42,50 € pr. person pr. dag. Inden vi tog afsted så vi på nettet, at prisen var 46 € eller 160 SRD.
Den lavere pris vi skal betale skyldes selvfølgelig regntiden. Vi er derfor noget forbavset, da Ian siger at i SRD skal vi betale 185. Med dagens kurs bliver det 50 €. Det går ikke. Vi siger derfor at det må være nettet der er afgørende og vil derfor betale 148 SRD. Der bliver talt meget frem og tilbage og chefen i Paramaribo bliver ringet op. Han taler kun hollandsk, så ham kan vi ikke tale med. For at være fair siger vi, at vi tager dagens kurs og omregner til SRD. Så skal vi betale 157 SRD pr. person pr. dag. Det kan Ian ikke gå med til, men det bliver han nød til. Inden vi betaler vil vi gerne have en kvittering. Vi ved fra en gæst, som var her da vi kom, at Ian ikke kan regne overhovedet. Efter 3 forsøg får han endelig lavet en kvittering. Jeg skriver på den at vi vil betale 1.222 SRD og ikke 1.390 SRD, som Ian er kommet frem til.
Vi skriver også grunden til dette og hvordan vi er kommet frem til det. Desuden afleverer vi også vores kort, så kan ejeren kontakte os. Dette tog 1 time. Jeg forstår ikke de hollandske gæster, som accepterer disse kurser. Vi kan se at nogle af dem har betalt i SRD. På vores nye tablet har vi fået en Exchange app, så hver gang vi er på nettet henter vi nye kurser. Det gør livet meget lettere. Så er det bådtur tilbage til Atjoni.
Vi tager nogle mennesker med båden, så den er OK fyldt op. Det er en flot tur igen, og vi ser en enkelt lille abe. Vi kommer til Atjoni og kører vejen tilbage. Lige nord for Brownsberg er der et skilt med guldminer. Der prøver vi at køre hen. Det første område vi kommer til virker ikke særlig organiseret, så vi kører hurtigt videre. Det andet sted er et stort firma der graver efter guld. Vi går hen og spørger om man kan se det. Vagten, der taler fint engelsk, siger at vi skal spørge i Paramaribo. Han finder 3 telefonnr. til os, så kan vi prøve at ringe. Vi får også adressen. Desuden siger han, at vi skal have lange bukser, lukkede sko og T-shirt med ærmer i, hvis vi skal ind og se det. Klaus forsøger nogle dage senere at få en aftale om at komme ind og se guldminen. Han får at vide, at i øjeblikket er de ved at lægge det hele om, så først om et år er det igen muligt at besøge guldminen. Så længe vil ingen af os vente. Lidt kedeligt. Vi kommer tilbage til Domburg får benzin på bilen, så vi kan dele udgiften. Det har været en fin tur selv om det ikke blev helt som vi havde forventet. Vi ville gerne have set nogle fugle og dyr. Vi tror de har dræbt / solgt de fangede dyr, og de sidste er bare forsvundet længere væk. På vej hjem i bilen ser vi nogle unger holde noget op for at sælge det. For mig så det ud til at den ene var en brøleabe. Den så rimelig død ud. Da vi kom hjem var alt i orden. Køleskabet kører som det skal. Erik sætter det op til 3,5. som det altid står på. Vi går ud og spiser med Klaus. Han kender et godt sted hos en kineser. Stedet ser underligt ud men han laver rigtig god mad. Vi kan ikke spise det hele, så vi har også til i morgen. Da vi kommer hjem er køleskabet gået i fejl. Det er noget med strømmen, siger fejlkoden. Vi får tørret op, startet generatoren og så køleskabet. Vi må se hvad der er galt.
Gallery Botopasi
