Amazonas

Lørdag den 16. marts 2013  Otavalo, Ecuador
I dag skal vi mod Amazonas, vi kører dog kun til Papallacta, hvor der er thermal bade. På vejen krydser vi equator, bilen har nu krydset den flere gange.

Vi var her også for 5 år siden. Andre vi har snakket med, har boet på et thermal bad Jamenco før byen. Vi tager dertil, men spørger ikke først om vi kan holde der en nat, før vi køber billetter. Hun vil have 10$ for at vi kan holde der. Det vil vi ikke, så vi går ind i thermal badet og er der en ½ time før vi kører videre. Vi vil køre dertil hvor vi har været. Jeg kan nogenlunde huske vejen og da vi kører derop ser vi at der også er National Park længere inde. Det er meget bedre. Vi skal igennem Termal Papallacta og i det ene hjørne er der indgang til National Parken. Der er bare låger for. Termal Papallacta er meget større end vi husker det. Vi kommer ind i parken. Det er én tur på 5-6 km af en lille grusvej. Ved visitorcentret kan vi bo på parkeringspladsen gratis. Der er et udsigtspunkt med bænk, hvor vi sætter os med en øl. Dejlig overnatning.  KM 140

Søndag den 17. marts 2013  National Park Cayembe-Coco ved Papallacta, Ecuador
Det støvregner her til morgen og er meget tåget. Der er dog biler der er kommet til visitorcentret. Vi tager videre derudaf mod junglen.

Vi ser lige et meget flot vandfald San Rafael på turen. Man skal gå ned og se det, men det er det hele værd. Virkelig flot. Vi kommer til byen Lago Agrio, hvor vi har en aftale kl. 5.30 på hotel D’Mario. Vi finder en parkeringsplads nogle gader væk, da man ikke må holde i selve gaden. Lidt over 5 kommer en folkevogn, hvor der står Cuyabeno på. Det er den park vi skal ud til i morgen. Han skal godt nok hente os for Rodrigo. Vi henter bilen og hans kone hopper ind og viser os vejen til Rodrigo’s hus. Der er en stor indhegning og vi kan holde ved huset, hvor der er lige. Da Rodrigo kommer hjem får vi at vide at vi skal flytte bilen i morgen. KM 217

Mandag den 18. marts 2013  Lago Agrio, Ecuador
Vi skal hentes kl. 9, men Rodrigo banker på kl. 7.30 for at høre om vi skal med ud og have morgenmad. Det skal vi ikke, så de vil hente os kl. 9. Vi bliver færdige og kl. 8.45 kører vi bilen op hvor bussen også plejer at holde, og så venter og venter vi. Kl. er 10 før bussen endelig kommer og vi kan komme med.

Vi får betalt og så er der 2 timers buskørsel til Caybone National Park. Da vi kommer derud er der mange mennesker, nogle skal hjem og andre skal som os ud. Vi får noget mad og så skal vi vente igen. Først 13.45 kan vi komme af sted med båden, vi skal lige have et køleskab med. Den placeres forrest på båden, så vores udsyn er begrænset. Vi sejler stille og roligt for at der ikke skal ske noget med køleskabet. På turen, som tager ca. 2 timer ser vi først en Anaconda, som er skadet af en Cayman, en anden slange, egern aben og Monk Saki Monkey, som vi aldrig har set før. Egern aben lever i grupper optil 100 aber, de er meget støjende og springer langt. Vi ser dem meget tæt på og de er sjove at iagttage. Vi ser også en del fugle. Siona Lodge ligger ud til en stor sø. Vi får anvist vores værelse. Vi er en gruppe på fire, 2 fra Tyskland far Stefan og datteren Ricki og så os. Vores guide Luis er en lokal fra Napo. Rigtig god til både engelsk og tysk. Ved 5-tiden sejler vi ud på søen dels for at se pink delfin, en ferskvands delfin, som menes at have været her i 14 mill. år. Vi ser kun ryggen af dem. Vi ser også solnedgang. Meget specielt lys. Da vi sejler tilbage ser vi fiskeflagermusen flyve tæt på vandoverfladen. Den er rimelig stor med et vingefang på optil 60 cm. Før aftensmaden går vi en natur. Her ser vi mange forskellige edderkopper, rigtig mange store fårekyllinger på optil 12 cm kun i kroppen. Vi går også sammen med en masse hærmyrer. Ikke særlig spændende de skulle bide ret kraftigt. Vi får god mad til aftensmad, 3 retter. En meget fin dag.

Tirsdag den 19. marts 2013  Siona Lodge, Ecuador
Efter en flot morgenmad skal vi på en 3 timers hiking tur. Vi sejler derud og heldigvis låner vi gummistøvler. Stien er meget mudret.

Det er en rigtig god tur. Luis fortæller en masse om træer og planter, bl.a. viser han os et vandrende træ. Det er et træ, hvor det meste af rødderne er over jorden, og hvis der er et sted lidt længere væk, hvor der er mere sol vil træet trækkes derover. Rødderne kan gro optil 2 cm om dagen. Luis viser os også hvordan man af et bestemt slags blad kan lave fiskeline m.m. Han lavede lige et lille stykke og det var meget stærkt. Vi ser 2 forskellige slags aber om formiddagen. Den ene Blackmantle Tamarin er ikke så stor, og vi ser ikke så mange. De andre aber Common Woolly Monkey, ser vi måske optil 60 af. De er noget større og kan blive optil 58 cm uden halen. Det er nogle aggressive nogle. De prøver at skramme os væk bl.a. ved at smide grene ned mod os og store frugter som kokosnødder, men de er interessante at se alligevel. Vi ser også en masse fugle bl. a. Marcaw papegøjer, som fløj henover os. Vi slutter turen af med at skal gå ca. 100 meter på forskellige træstammer, da vandet er lidt dybt her. Jeg når selvfølgelig at få sok. Efter frokost har vi to timers pause før vi skal ud og fiske. Vi fisker efter Piraya fisk ( Pirat fisk ), men vi skal slippe dem løs igen. Vi ser først hvordan vi skal gøre, man bruger oksekød skåret i små stykker som madding. Det sættes på krogen og så er det ud med snøren. Alle fanget noget, men de er ikke så store. Da vi ikke har mere madding tager vi rundt og vi ser bl.a. en Toucan ( næsehorns fugl ), den er bare langt væk. Vi ser også Egern aben igen. De er meget aktive. De fleste vi ser er unger i alle aldre. Efter solnedgangen, som er meget flot, tager vi rundt for at se Cayman. Vi ser nogle stykker. Vi har også en her ved lodgen. De mader den med brød. Dem de har her er noget større end dem vi så for 5 år siden. De kan blive optil 3 meter. Minder en del om alligator, bare snuden og munden er anderledes. Alle de andre lodges er også ude for at se Cayman. Vi ser også en Amazonas boa. Ikke ret stor men flot. Aftensmaden er også god, med bl.a. fisk. Dejlig dag.

Onsdag den 20. marts 2013  Siona Lodge, Ecuador
I dag skal vi ud i et indianersamfund.

Det ligger ca. 2 timers sejlads længere nede af floden. Samfundet ligger i Puerto Bolivar og det er Indegenoos Community of Sionas. Dog lærer vi først lidt om de hærmyrer der er omkring husene. De kaldes også rengøringsmyrer. De fjerner alle dyr / lig af dyr i et hus. Er meget effektive. De er nomader, så de har intet hjem. De fordeler maden mellem sig og spiser på stedet. Æg og unger bærer de. Om morgenen er der en masse myrer på trappen og 10 min. efter er de alle væk. På sejlturen derud ser vi Egern aben igen, en Anaconda og en del fugle. Bl.a Marcaw papegøjer, Toucan og andre, men de er ikke til at tage billeder af, desværre. Da vi kommer ud til ”samfundet” går vi lidt rundt, og Luis forklarer at de nu har fået forskoler til børnene, dog har de påskeferie i øjeblikket. De har også fået solenergi fra EU, men det bruges ikke fordi batteriet er brugt til andet. Det samme er det med vandboringer og lægehus. Det bliver ikke brugt. De er ca. 300 mennesker i dette samfund. Vi ser også deres cacaotræer, pomelotræer m.m. Frugten falder ned og ligger der og rådner, hvorfor ? Luis fortæller os om Brownea grandiceps (fabacea) træet, hvor man koger barken til en te. Drikker kvinder, som er i den fødedygtige alder, denne te i ca. 6 dage i træk, er de beskyttet mod at blive gravide i ca. 3 år. Noget billigere end p-piller og lignende. Vi har en aftale med en ung mor. Hun er 24 år og har allerede 4 børn. Den ældste er 9 og den yngste under 1 år. Hun vil gerne have 4 mere. Hun skal bage noget traditionelt brød, og vi skal være med under hele processen. Først tændes der op i det åbne ildsted, under en speciel pande/plade, lavet af ler fra bunden af floden. Derefter går vi ud i haven. Vi skal hente nogle rødder, som hedder yoca rødder. Det er nogle tynde træer ca. 7 måneder gamle. Først slår hun græs/ukrudt væk omkring træet, for at fjerne eventuelle edderkopper og skorpioner. Derefter ”fælder” hun træet/træerne ca. 20 cm oppe. Dette gøres også med macetten. Så tager Luis fat i ”stammerne” og rusker dem fri. Hermed tager han rødderne med op. De minder lidt om gulerødder i størrelse, dog er de fyldte med jord og hvide under jorden. Hun bruger macetten til at hugge en rille på langs af roden og derefter fjernes den ydre skal. Dette gøres ved alle de rødder, som er under dette ”træ”. Inden vi går videre hugger hun et stykke af stammen og lægger det ned i jorden og dækker det til. Om 7 måneder kan hun igen høste her. Meget smart og ret nemt. Derefter går vi tilbage til et slags åbent køkken. Her bliver rødderne først skyllet og derefter revet på nogle store aluplader med huller i, lavet af pikkene fra det vandrende træ. Det er et stort arbejde at rive rødderne, så vi prøver det alle 4, og Ricki og jeg får rifter på hænderne, det er næsten umuligt at undgå, når det er så stor en plade. Efter dette lægges det revne på en flettet måtte og så skal der vrides. Hun hænger det op i den ene ende og har en pind til den anden, så hun ikke bruger for mange kræfter. Væsken fra dette samles op i en spand, det bruges til bl.a. suppe, drikke m.m. Når en stor del af væsken er væk, skal det sies igennem en plade med umiddelbart store huller, men det der kommer ud er fint mel. Af dette mel laver hun en stor pandekage på den opvarmede lerplade. Hun bruger kun mel intet andet. Den smule væde der er tilbage er nok til at pandekagen kan holde sammen. Man spiser det som en slags fladbrød med bl.a. syltetøj eller en speciel blanding med chili, som er meget stærk. Luis har derudover taget salat og kylling med, som vi spiser sammen med. Vi betaler hver 4$ for dette besøg i landsbyen. Efter dette skal vi til medicinmanden – shaman. Der er 4 i landsbyen og de arbejder fra et specielt hus ude i skoven. Det de gør, er at drikke en meget speciel drik, hvor de lærer at få visioner og at tolke disse. Det er meget specielt. Uddannelsen tager optil 10 år. Han er også klædt specielt på. Hans skærm på hovedet er lavet af fjer fra Toucanen og de fjer han stikker ind i hullerne i øerne er fra de store Marcaw papegøjer. Han demonstrerer også hvordan han finder ud af hvad folk fejler. Ricki er frivillig og hun sidder foran ham. Han står bag hende og synger noget der ligner en indianersang og vifter med en dusk af specielle blade. Hvis det skulle være rigtig skulle han først have drukket den specielle drik. Hvis han finder ud af at det personen fejler, er en vesterlandsk sygdom, henviser han til læge eller hospital. Han viser også det spyd og pusterør, som de har brugt / bruger til at fange dyr med. De andre prøver at bruge pusterøret og begge mænd rammer som medicinmanden. En noget speciel medicinmand. Efter dette tager vi tilbage til Lodgen, dog ser vi bl.a. Ugle aben og et trefingret dovendyr. Vi ser også en meget speciel fugl en Comon Potoo. Den ligner meget en gren og er derfor næsten umulig at se. Vi så også et par i går om aftenen. Vi har 1 ½ times pause da vi kommer tilbage og så skal vi igen ud og se solnedgang og bade. Mens vi venter på solen skal gå ned, sejler vi lidt rundt og delfinerne er noget mere aktive end vi har set dem før. Desværre får vi ingen billeder af det. Solnedgangen er ikke helt så flot som de andre dage.

Torsdag den 21. marts 2013  Siona Lodge, Ecuador
Ved 4-tiden i nat begynder det at regne og tordne. Taget er ikke helt tæt, så det støvregner ind. Vi skulle af sted ud og se solopgang kl. 6, hvis det ikke regnede for meget. Vi syntes alle 4 at det regnede for meget, men Luis sendte os ud af sengene med sit fløjtespil. Det var bare på med tøjet og så af sted. Vi ser en del fugle, især en meget flot en på størrelse med en høne. Desværre regnede det for meget til at vi kunne tage kameraet frem. Ved 9.30 tiden tager vi tilbage til hvor turen startede. Det regner og regner hele vejen. Vi har heldigvis lånt pontoer/regnslag så vi bliver ikke så våde. Hvis det skal regne er dette den bedste dag. Ved 11 tiden er vi der og vores buschauffør, i hvis have bilen står, er der også. Vi får noget mad og kl. 12 kører vi. Der kommer først nye turister i morgen, så Luis og 3 unge fyre, som har ordnet taget på en af hytterne, skal med i bussen. Vi er ved vores bil ca. 1.30. Vi får sagt ordentligt farvel til Luis, Ricki og hendes far Stefan. Buschaufførens kone er der til at lukke os ud. Køleskabet har haft lidt problemer og er gået i fejl, måske her til formiddag, for isen under fryseren er ikke smeltet. Spændingen er også nede på 11,8. Vi kører derudaf og efter vi har kørt lidt slukker og tænder jeg for køleskabet, for at være sikker på at det kører igen. I byen Coca vil vi have noget diesel på inden vi kører ud på en øde vejstrækning. Der må være noget galt, for der er lange køer ved tankene og en del er uden diesel og benzin. Vi finder en tank og stiller os i kø. Imens vi er i køen får jeg tømt vores rygsække og ordnet det hele. Endelig er det vores tur og vi får fyldt bilen op. Vi var bange for at tankstanderen/-stationen skulle løbe tør. Flere kom med store tanke og fyldte dem op, eller store tønder til diesel. Jeg så en med en tank på 745 liter. Så tømmes lagrene hurtigt. Der er kun diesel her, benzinen er udsolgt. Kl. 6.30 har vi fundet en plads på en vej inde i en National Park. En OK overnatning ikke mere, men stille og roligt. KM 202

Gallery Amazonas

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2013. Bogmærk permalinket.