Villa de Leyva-San Agustin

Mandag den 11. februar 2013  Villa de Leyva, Colombia
Inden vi kører taler vi lige med min mor. Hun blev 85 år i går, men var ikke hjemme. Næste lørdag holder de fest med alle vores fætre og kusiner på min mors side. Ærgerligt at vi ikke kan være med, det ville have været sjovt. Kun en har ikke ønsket at deltage og en havde bestilt ferie og kunne desværre ikke aflyse den. Ville gerne have deltaget. Vi kører mod den største sø i Colombia Lago de Tota.

Der skulle være en vej indover, men den finder vi ikke, så vi kører nordpå og så ned til søen. Vi får lige handlet og noget diesel på. Da vi rammer søen ligger campingpladsen i den modsatte retning. Vi kører rundt langs søen. Den ligger i over 3.000 meters højde og det meste af jorden rundt om er opdyrket. De dyrker løg på de fleste marker. Vi finder campingpladsen med fint lyst sand. Dog er temperaturen omkring 10 grader så det frister ikke. Det både regner og er tåget, så vi kan ikke se meget. KM 166

Tirsdag den 12. februar 2013  Playa Blanca, Colombia
Vi har fundet en vej på kortet, men da vi kører videre rundt om søen finder vi den ikke, så vi kører hele vejen rundt og næsten samme vej tilbage til byen.  Det er hovedsagelig indianere som bor ved søen, og nogle af dem bor meget fattigt. De er meget vejrbidte. Vejen bliver pludselig grusvej og måske 1 km længere fremme bliver den til asfalt igen. Et sted bliver vejen til et-sporet grusvej. Det var rundt om et bjerg måske ca. 1 km. Vi mødte heldigvis ikke andre biler. Vi finder godt ud på hovedvejen og så er det mod Zipaquira og salt katedralen.

Vi skal dog lige forbi Boyasa Bridge, hvor Simon Bolivair kæmpede et vigtigt slag mod Spanien omkring 1820. Selve broen og nogle monumenter er der. Vi finder salt katedralen, men mest ved hjælp af skiltene, GPS’en er ikke meget værd. Vi går derind for at se den, men en tur på engelsk er først i morgen, så vi venter til i morgen. Vi går i stedet for en tur i byen. Det er en pæn by. Vi bor på en parkeringsplads ved Arkæologisk museum. KM 222

Onsdag den 13. februar 2013  Zipaquira, Colombia
Vi skal ned og se salt katedralen i dag. Da vi er 60 og derover koster det 14.000 COP pr. person i stedet for 20.000 COP. Vi kan få en engelsk guide kl. 9.45, så det gør vi. Vi får hende helt alene.

Først går vi ned af en lang gang, hvor alt er salt, både gulvet og loftet. Hernede er der lavet 14 kors, der repræsenter 14 stadier i Jesus’s sidste dag, til og med på kortet. Det er meget flot. Bagved kan man se nogle store huller, hvor de har gravet salt. Det ender i selve katedralen, hvor der er det største kors i en underjordisk katedral. Når man ser kortet her på lang afstand ligner det runde marmorstolper, men da vi kommer tæt på kan vi se at korset er skåret ind i saltet og belysningen gør at det ligner marmor. Meget flot. Selve alteret er også salt og der er også en døbefont af salt. Man skal bruge saltvand her ellers vil døbefonten forsvinde helt over årene. Det koster 600 US$ at blive gift i katedralen. Må være en speciel oplevelse. Da gulvet er meget ujævnt skal man ikke have for høje sko på her. Vi ser også en 3D film om hvordan saltet er kommet ned i jorden. Den var rigtig godt lavet. Efter dette var det bare op igen. Det var ikke helt smart, for vi skulle ud samme sted som de andre kom ind. Grupperne nu var meget større end i morges. Vi skal forbi Bogota i dag. I starten går det godt, men pludselig kan vi ikke fortsætte ligeud, men tvinges til at dreje til venstre ind i byen. Vi vælger i stedet for at vende rundt og prøve en anden vej. Efter ca. ½ time er vi på vej væk fra bymidten og mod vest. Pludselig er vi igennem og på uforklarlig vis kører vi på den rigtige vej. Der er meget vejarbejde på denne strækning så det går meget langsomt. Vi havde udset os et sted et godt stykke fra hovedvejen, men finder et andet sted. Vi ser nogle skilte med Ecopark og kører efter det. Det viser sig at være en farm park med masser af dyr, swimmingpool og legeplads for børn. Der er desuden også camping. Kl. er næsten 3 så vi tager den selvom den er alt for dyr, ca. 180 DKK med strøm og morgenmad. Vores ide var at gå en tur gennem parken, men det begynder at regne kraftigt, så vi går ikke så langt. Det regner/regner ikke resten af aftenen, men vi får gået vores tur rundt. Et OK sted bare for dyrt. KM 135

Torsdag den 14. februar 2013  Syd for Fusagasugá, Colombia
I dag er en ren køredag. Dog skal vi lige op og have morgenmad, som var med i prisen. Vi får omelet med champignon og nogle specielle brød til, som virker som om de skulle være bagt noget mere. Bagefter får vi brød med smør til.

Vi får også friskpresset mangojuice og varm kakao. Det er mange år siden jeg sidst har fået varm kakao, jeg bryder mig ikke om det, men det smagte OK. Så skal vi videre sydpå. Vejene er fine de fleste steder. Ved 3-tiden er vi fremme ved ørkenen Tatacoa Deseet og da det blæser lidt er det ikke for varmt. Det er et flot område og noget af det minder om Bryce Canyon, bare meget mindre. Vi finder en campingplads ved observatoriet, men desværre kan vi ikke se stjernerne i aften i teleskop, for manden der har det har fået trukket en tand ud og er ikke frisk. Måske i morgen. Stjernehimlen er ikke noget specielt om aftenen. Det er nok alligevel overskyet. KM 277

 

 

Gallery Villa de Leyva til San Agustin

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2013. Bogmærk permalinket.