Tuktoyaktuk

Lørdag den 17. juli 2010  Inuvik
Så skal vi på turen til Tuktoyaktuk. Halvøen ligger 180 Km fra Inuvik, man kan kun køre til Tuktoyatuk fra midten af december til en gang i april når havet er frosset til, i perioden før og efter det fryser til, kan man kun flyve og sejle. Vi mødes på hotellet kl. 5.30 – tidligt. Vi er 10 der skal af sted bl.a. en motorcyklisk som vi mødte nogle gange op ad Demster Highway.

Vi sejler i en overdækket motorbåd med plads til 15, men vi er kun 12 incl. guide og en dreng. Det er en ung fyr der sejler, men han skulle være dygtig. Efter vores mening sejler han alt for stærkt, det er meget svært at se noget. Grunden til at han sejler så stærkt er måske at der er langt mellem Inuvik og Tuktoyaktuk (185 Km), og han har kun 5 timer. Det er ikke helt den fornøjelse som vi har regnet med. Vi havde også forstået at vi ville se hvalfangercentralen m.m. men vi ser den kun som nogle små huse meget langt væk. Det er et stort delta vi sejler i med masser af små kanaler og vi ser et søkort for hele området, der er umuligt at finde ud af, dog går floden Mackenzie igennem deltaet som det faste punkt. For enden af deltaet, hvor det går ud i havet skulle det være muligt at se Baluga hvaler, men der er så mange bølger på vandet at det er svært at se en hvid hval. Det er også en hård tur på disse bølger, vi hopper frem og tilbage. Ikke behageligt. Vandet er meget grumset i hele deltaet, det skyldes bl.a. at floden løber stærkt igennem deltaet og der tages træer m.m. som igen river skrænter, træer m.m. med. Et sted løb det så hurtigt at man ligefrem kunne se permafrosten i jorden over vandet. Sjovt at se. Da vi kommer til Tuktoyaktuk er det en ung pige fra byen der tager imod os og skal vise os rundt. Hendes mor og far er nogle af de driftige i byen. Vi får en rigtig god rundtur i byen på ca. 2 timer. Vi tager bl.a. op på en Pingo for at se den største Pingo i Canada og den anden største i verden. En Pingo opstår ved at vand løber ned i permafrosten, fryser og udvider sig og trykker jorden op i en stor høj / bakke hvor der så gror græs m.m. på. Pingoer bliver ved med at vokse. Den største er 1400 år gammel. Der er ca. 1350 Pingoer i Canada. En sjov ting at se. Vi kan også komme ned i et frysehus, der er lavet inde i permafrosten. Man går ca. 10 meter ned i jorden på en glat træstige, så jeg bliver oppe. Erik går derned og det er meget interessant. Der er 19 rum dernede og gange m.m. Den bliver ikke brugt mere, men der ligger en død ulv dernede, hvor de bare har taget pelsen af den. Ikke et kønt syn. Der er konstant -20 grader året rundt hernede. Vi kan også stikke fødderne i det arktiske hav. Meget koldt. Alle huse er bygget på pæle, som er banket ned i den blivende frost ca. 1,5-2 meter nede. Det er vigtigt at der er luft mellem gulvet i huset og jorden, så permafrosten ikke tør og fryser igen. Hvis det sker synker husene. Det er utroligt hvor meget de kan rode generelt. Alle har snescooter stående, som koster 12.000-15.000 $ og mange af dem er hverken pakket ind eller noget. Det ser ud som om de bare er sat ude i sneen i vinters og nu er sneen smeltet og det regner m.m., men snescooteren er stadig ikke flyttet. Græsset gror op imellem det. De bør passe bedre på deres ting. Vi ser også kirken, som kun bliver brugt i julen og til påske. En rigtig god rundtur. Vi skal flyve hjem med en lille propelflyver med plads til 10-12 mennesker. Der er meget kraftig sidevind, men vi kommer op og har en god tur hjem. Der er også sidevind da vi skal ned, men vi kommer godt ned. Det vi flyver over er en masse søer uden tilgang eller afløb, højst sandsynlig smeltevand. Vi henter camperen og kører lidt derudaf. På vejen ind havde vi set et godt sted at overnatte. Det finder vi ikke men et andet i nærheden af McPherson, efter den første færge. Ned til en sø. KM 159

Gallery Tuktoyaktuk