Mandag den 5. september 2011 Reed Point, Montana
I dag skal vi videre mod North Dakota. Vi skal dog lige købe lidt i Billings. Vi køber 2 eksterne harddiske og et sæt hovedtelefoner. Vi får også lavet vores visitkort og købt en ny visitkortmappe. Vi kommer til Miles City, hvor der er en gratis campingplads ved 12 miles dammen. Det er der ikke mere. Det er kun om dagen man må bruge dette område. Vi finder en plads i BLM-land, hvor vi holder lige i solen. Vi er kommet ned til 700 meter højde, så det er blevet varmere. Der er ingen problemer om natten. KM 371
Tirsdag den 6. september 2011 Miles City, Montana
Så skal vi til Roosevelt National Park.
Vi får lige diesel på og så er det videre. Der er ikke mange biler på motorvejen, det er højlys dag, alligevel kommer en spøgelsesbilist lige imod os. Han kører dog ude i vores venstre side. Han burde være kørt over midterrabatten og over i rigtig side, alternativt vendt rundt, så han kørte i rigtig side. Han gør intet, men kører dog fra ved næste nedkørsel. Ikke lang tid efter ser vi politiet i fuld fart sammen retning som spøgelsesbilisten. Ikke en god oplevelse, man er fuldstændig uforberedt på det. Da vi kommer til North Dakota kører vi ind på visitorcentret og får nogle brochurer og kort. Der er Internet her så vi tager lige vores mails. Da vi kommer til Roosevelt National Park ser vi en film om området og især om Theodor Roosevelt, der boede i dette område fra 1884-1887, men havde tilknytning til området indtil 1898.
I 1901 blev han den 26. præsident for USA. Vi var ude og se den hytte han fik lavet til sig selv i 1884. I 1883 tager han hertil fra New York, Manhattan, for at jage bison. Han skyder ikke nogen, men får lavet en hytte til sig selv. I 1883-84 mister han sin kone og sin mor indenfor 2 dage og det er nok den væsentligste grund til at bosætter sig herude. Han anskaffer sig en masse kvæg og lever som cowboy i disse år. Han elsker at læse og skrive. Han kan læse op til 3 bøger om dagen. Han skriver også selv bøger og desuden breve. Det menes han har skrevet 250.000 breve, lyder helt vildt.
Køerne gik ude om vinteren og på en hård vinter mistede han 75% af sit kvæg. Som præsident har han gjort meget for naturen m.m. Han indførte National Monument, der hvor præsidenten alene kan beskytte et område. Han har beskyttet ca. 240 mil acres, 10 % af USA. Vi bor på campingpladsen i parken. KM 257
Onsdag den 7. september 2011 Roosevelt National Park, North Dakota
I dag skal vi ud og se parken. Vi har ikke kørt ret længe for vi har en bisonflok med kalve tæt på bilen, på begge sider af vejen. Vi har valgt at gå Jones Creek, en nem tur på 11 km, dog skal vi over vandløb en 3-4 steder og et af dem er rimelig dyb, ikke vandet men selve creeken. En god tur men meget varm.
Vi kører videre efter det og tager hele turen rundt ca. 48 km. Meget anderledes landskab i forhold til de andre National Parker vi har set. De har nogle præriehunde byer. En præriehund, som er på størrelse med et egern, lever udelukkende af græs og friske blade, de bor i jorden i nogle store huler. I sådan en ”by” er der altid nogle der holder vagt, mens andre spiser, og de gør lidt som en hund, hvis der er noget de vil advare de andre om. De er rigtig sjove at iagttage og her løber de også rundt på vejen, så ved disse byer skal man køre langsomt. Disse byer er mange steder i parken. Vi ser en hel bisonflok et andet sted, men de er for langt væk til at man kan se dem rigtigt. Her i parken er der også et sted, hvor der er kul lige under overfladen. Det kul her har brændt fra 1951 til 1977. Der er et kort trail man kan gå. Vi gik det, men desværre var der ikke flere brochurer over hvad man ser, og da det er helt groet til får vi ikke meget ud af turen. Vi kan dog set kul mellem lagene i bakkerne og nogle steder på stien, rent kulstøv. Tilbage på campingpladsen får vi besøg af nogle vilde heste, som går og græsser mellem pladserne. Her til morgenen den 8. har vi en stor bison han gående og græsse. Den ser meget fredelig ud, men hvert år bliver mennesker angrebet af dem, hannerne vejer tæt på 1 tons, så man skal ikke drille dem. De kan løbe op til 48 km i timen. Det er de færreste mennesker der kan løbe så stærkt. Bisonen blev reindført her til denne National park i 1956.
Da jeg lige var færdig med dagbogen for i dag, ser jeg først 1 bison på den anden side af vejen. Jeg vender blikket og ser en hel flok med hunner og kalve, samt mindst 2 store hanner. De var under 5 meter fra os, lidt spændende. De fleste mennesker er taget ud for at se dyrene i parken, og så kommer dyrene til campingpladsen når næsten alle er væk. Campingpladsen ligger også i parken. KM 45
Torsdag den 8. september 2011 Roosevelt National Park, North Dakota
I dag vil vi op og tage norddelen af National Parken. Den ligger 102 km væk. Der er ikke meget trafik, så det går rimeligt godt. Vi mister en time, da man midt i Dakota går over til central tid, 7 timer efter Danmark.
Da vi kommer derop er halvdelen af vejen lukket på grund af jordskred. Vi kan også se på campingpladsen at de har fået meget vand på et tidspunkt. En del af pladserne er lukket af på grund af vand/mudder, der nu er tørret ind. De får måske ryddet op på et tidspunkt. Vi går en enkelt tur på 2 km. Det er meget varmt. Vi har fået en campingplads ned til floden, men det er for varmt at sidde ude i solen, så vi bliver i skyggen. Dog er der en del myg, bier og fluer. KM 137
Gallery Theodore Roosevelt National Park