Tallin

Tirsdag den 23. august 2016  Helsinki, Finland
Det er op kl. 6, lave kaffe og så kører vi ned til terminalen, hvor vi skal sejle fra, tror vi. En ung fyr fanger os ved indcheckningen og får Erik manuelt hen til indcheckningen. Her finder Erik ud af, at det er den forkerte terminal vi er ved. Vi skal tilbage til byen, hvor vi var i går og her ligger færgen Europa. Godt at vi er i god tid. Vi kører til den anden terminal, heldigvis er der ikke meget trafik, så det går rimeligt stærkt. Da vi kommer til terminalen skal vi ned under bygningen og højden er 3,50 meter. Vi er lidt bange for at køre derind, så vi går ind i terminalen og hører. Det er korrekt vi skal ind den vej. Vi kører tilbage, kommer igennem indcheckningen og kører ud på færgen. Det er et krydstogtskib i 12 etager og der er meget få biler på det. Den er 3 ½ time om turen og koster 1.333 DKK ca. 600 kr. billigere end Viking. Vi har bare en dæksplads, men da der ikke er mange med skibet finder vi en god plads, hvor vi endelig kan få vores morgenmad. Skibet sejler stille og roligt. Der er mange øer i havneindløbet. Bl.a. ser vi et gammelt fæstningsværk, rimeligt stort. Vi køber noget øl og vin + 1 fl. god cognac til Erik. Han synes han ikke har meget tilbage derhjemme. Det er et kæmpe skib og det minder noget om Oslo færgen. Det ser ud til at mange keder sig på denne tur, men det er jo også tidligt. Vi kommer godt af i Tallin og tager på en campingplads, som ligger tæt på byen.

Det er en stor parkeringsplads med toilet, bad, el og vand. Meget kedelig, men vi skal jo også ind til byen. Den gamle del af byen er fra 1300-1400 tallet og blev ikke hårdt ramt under 2. verdenskrig, men det gjorde befolkningen. Stalin og Hitler delte de Baltiske lande til Rusland og Tyskland fik Polen. Det var i 1939-40. Herefter tog Tyskland landene igen og russerne tog dem igen i 1945. Det har ikke været spændende for dem. Først i 1991 bliver de selvstændige igen. Vi tager bussen ind til byen og går rundt. Finder turistinformationen og køber nogle Tallinkort, som giver ”gratis” adgang til Hop på / Hop af busserne, almindelige busser og en masse museer / kirker. Vi ser museet om belejringen under 2. verdenskrig, nogle kirker m.m. I morgen vil vi tage Hop på / Hop af busserne. Det har været fint vejr hele dagen indtil vi skal spise i byen. Så regner / tordner det kraftigt, men vi har vores regntøj med, så det går fint. KM 11

Onsdag den 24. august 2016  Tallin, Estland
Nu skal vi rigtig bruge vores Tallinkort. Vi går ned til historisk museum, som desværre er lukket på grund af ombygning. Herefter tager vi bussen til TV-tårnet, som esterne forsvarede i 1991, da Sovjet var ved at gå i opløsning. Esterne kunne fortsætte med at sende informationer ud.

Tårnet er bygget 1975-80. Det er 314 meter højt og vi er oppe i 175 meter højde (21. etage). Desværre er det noget tåget, men vi får kigget 360 grader rundt. Vi ser også et område med højhuse fra Sovjettiden. Ikke spændende byggeri. Herefter tager vi Hop på / Hop af bussen. De er ikke flinke til at skrive hvor de holder, men vi kommer med. Vi sidder øverst oppe og helt fremme. Der er ”tag” på bussen ellers ville det ikke være sjovt at sidde heroppe. Der er mange grene, som rammer bussen. Vi kører forbi en kæmpe skovkirkegård, som de siger, er meget flot især til jul / påske / mors dag, hvor der er levende lys på mange af gravstederne. Vi ser også et område, hvor der, da Sovjet havde Olympiade i 1980, var et eller andet stadion her. Vi ser kun hotellet og andre bygninger. Vi kører også forbi havnen, hvor de ca. 9 mill. turister, som kommer hvert år, kommer ind. Der kan være optil 6 krydstogtskibe på en gang. Det er mange. Herefter går vi en tur op på bymuren, som i gamle dage indrammede hele byen. Efter denne tur får vi en kop kaffe før vi tager til Kiek in de Kök Tårnet / museet. Det er et tårn, hvor man i gamle dage havde en kanon inde i tårnet, som rakte direkte op i luften. Det er en god tur op i tårnet. Det er en sten vindeltrappe med forskellig højde på trinene. Så skal vi en tur ned i tunnelerne under Tallin. De blev i sin tid bygget af svenskerne, så man kunne transportere våben / kugler og soldater til de forskellige tårne / mure. I sin tid er de bygget ovenpå jorden. Så er der lagt jord op og til sidst bygget selve murerne ovenpå. I alt er der 700 meters tunneler. Under 2. verdenskrig blev de også brugt som beskyttelsesrum. Under et bestemt angreb var der over 1.000 mennesker dernede. Dermed reddede de måske livet. Ca. 500 døde ved dette angreb. Her har også boet hjemløse, narkomaner og punkere. På den tid var der mange rotter, fluer m.m. hernede. Ikke særligt lækkert. Nu er der nogle steder edderkopper og flagermus. En interessant tur. Vi ser også den danske have, hvor det danske flag efter sigende faldt ned og lidt andre museer. Der er et museum om vin, og det vil vi gerne se. Da vi kommer til dette område er der utrolig meget politi og nogle demonstranter. De demonstrerer mod masse indvandring og skriver bl.a. Angela Merkel stop masse indvandringen. Vi ser også en lang række biler med politibiler ind imellem, og vi formoder, at hun har siddet i en af bilerne. Ved en kirke ved siden af står også 4 civile vagter. Alt foregår stille og roligt. Vinmuseet er lukket  på grund af privat arrangement. Kedeligt. Til sidst finder vi et sted og får noget mad. Vi tager bussen hjem. En rigtig god dag. Vi er noget trætte i benene.

Torsdag den 25.august 2016  Tallin, Estland
Så skal vi videre i dag. Vi tager først til Seaplane Harbour. En del af Tallinkortet. Det er et marine / militær museum i de gamle hangarer til vandflyvere. Det er et moderne og interessant museum. Hovedattraktionen er en ubåd bygget af englænderne i 1930’erne. Det er ikke meget plads der er i sådan en. Udenfor er der også nogle skibe bl.a. en isbryder fra 1911.

Et forholdsvis stort skib med en besætning på op til 68. Efter dette tager vi ind til byen igen. Filippa og Kamille holder fødselsdag sammen, når vi kommer hjem, så vi har besluttet at købe nogle specielle ponchoer til dem. Vi bliver så nød til at finde en parkeringsplads og gå ind i byen. Vi finder en OK plads, dog i den anden ende af den gamle bydel. Så er det hele vejen igennem byen, ned til et marked ved bymuren, hvor vi har set disse ponchoer. Heldigvis er der lige de ponchoer vi vil have. Priserne er meget faste, dog får vi dem lidt ned, da vi køber 2. Herefter hele vejen tilbage til bilen og vi når lige den sidste kirke på vores kort. Nu skal vi ud af byen, have diesel på og så ud til nogle skove. Her skulle være bjørne, vildsvin, bævere m.m. Det sidste stykke er på meget smalle veje, og der er ikke rigtig nogen mulighed for at køre ind. Jeg ser på tabletten at der ca. 5 km længere fremme er nogle borde og bænke. Det betyder nogle gange også en parkeringsplads. Vi kører dertil. Det sidste stykke er en meget smal vej og vi skal over en betonbro til sidst. Da vi kommer dertil er det en gratis campingplads med overdækkede borde og bænke, griller, en shelter + brænde. Ligger ned til en lille å. Dejlig overnatning. KM 101

Fredag den 26. august 2016  Mustoja, Estland
Det regner her til morgen og har gjort det en del af natten. Vi skal til en skiffermine i dag. Her er utrolig meget skov og landbrug. En del af bygningerne trænger til renovering, og nogle steder skal det bare rives ned. Vinduerne – glassene er taget ud og resten af bygningen står bare. Sådan er det også i nogle af byerne. Der er ca. 1,3 mill. indbyggere i landet, som er på størrelse med Danmark. Vi kører mod Rusland og i denne del af landet er mange russere, som ikke taler estisk. Den skiffermine vi skal se ligger i Kohtla Nomme og lukkede i 2001. Den åbnede i 1937. Det er en underjordisk mine og vi kører med et minetog der ned (ikke ret langt nede). Vi går tilbage. Der er kun ture på estisk, men vi får en audio med, så vi kan følge lidt med. Det er et meget lille tog og med hjelm på er det lidt svært at komme ind i det.

Det de gjorde i starten var at bore huller i skifferlaget, putte sprængstof ind i hullerne og sprænge skifferen. I starten blev det sprængte fjernet ved håndkraft over i nogle vogne, som så blev transporteret væk af heste. Guiden startede de forskellige maskiner og det larmede helt vildt. Senere fik de maskiner til at ”save” i skifferlaget og det kørte væk på transportbånd. Med denne metode tog de alt med også limestone. Dette krævede så en større sortering og det var især kvinder, som gjorde dette. Det var tit store sten som skulle fjernes. I alt har minen produceret næsten 5 mill. tons oil shale. Et interessant besøg. Så skal vi videre mod Narva, men kl. er over 3, så vi finder en overnatning på vejen. Vi har en i tabletten, så den kører vi efter. Ude på landet ser vi et campingskilt 3 km. Den prøver vi at køre efter. Det viser sig at være en gratis camping som i går. Her er godt nok nogle andre, men der er masser af plads. Vi får en god plads. Her er et grantræ med nogle specielle ridser. Det ser ud til at en bjørn har hvæset sine kløer på træet. Endnu en god overnatning. KM 142

Lørdag den 27. august 2016  Edivere, Estland
Vi skal mod Narva i dag. Det er helt ind mod Rusland. Man kan se en tilsvarende borg på den russiske side. Det er nemt at komme derhen, men vi har problemer med at finde parkeringsplads / forstå skiltene. Til sidst kører vi ad en gangsti ned og op igen, hvor der til sidst er en parkeringsplads. Ikke helt efter bogen, men da vi går hen til bilen efter vi har set borgen gør en ester fuldstændig det samme. Bilen bliver parkeret og vi tager et billede af den svenske løve, som har sin egen plads. Herfra kan vi rigtig se den russiske borg. Vi går videre langs floden og under broen til Rusland. Her kan vi komme op, og det gør vi. Desværre er vi nu på den modsatte side af grænseområdet, så vi skal en stor omvej rundt om dette før vi kan komme til borgen.

Starten af denne borg blev lavet af danskerne i 1200 tallet. Da vi kommer helt hen til borgen er der et brudepar med gæster, som drikker champagne. Parret er ikke helt unge. Vi går ind og ser borgen og går op i tårnet, hvor vi kan se ud over byen. I gården kan man købe noget mad, som man spiste i 1200 tallet. Der er også en smedje og andre værksteder. Vi har fået udleveret nogle mønter da vi købte billetterne. For dem køber vi et lille læderskilt med Narva + en med vikingetegnet for rejse. Efter dette kører vi ud til søen Peipsi, som er Europas 5. største sø. Vi kører langs denne og finder en overnatning ved denne. Den er grænsen mellem Estland og Rusland, så ved vores overnatning er der skilte om, at hvis man sejler ud skal man have identifikationspapirer med og være klar over hvor grænsen til Rusland er. Her er også et observationstårn, og vi er sikre på der er nogle deroppe. Vejret er fint og vi sætter os ud og får en øl. Senere, lige efter vi er gået ind, kommer der en bil med 2 militærpersoner i. De kigger sig lidt rundt og kører igen. Her til morgen (søndag) bliver vi vækket kl. 6 da der er nogle der sætter både i vandet. Da vi står op lidt over 8 er der 7 bådtrailere og en bil, som havde en gummibåd på taget. Vi har ikke hørt dem alle. KM 194

Søndag den 28. august 2016  Mustvee, Estland
De bliver ved at komme med både, så vi bliver hurtigt færdige og kører videre. Vi skal gerne nå til Letland i dag. Vi kører stadig langs søen og kommer igennem et område, hvor der er mange gamle russere. Området er meget forfaldent, men esterne har også haft det meget svært. I byen Valga kører vi ind i Letland. Midt i byen står der et skilt med EU-stjerne og Latvia. Her er ikke meget stads her. Vejene i dette område er noget dårligere end i Estland.

Vi kører til Cesis, hvor der er en 800 år gammel borg, som er velbevaret. En rigtig sjov ting på borgen var, at vi fik udleveret et lys i en lille kasse. Det skulle vi bruge da vi gik ned i kælderen i tårnet og så gik vi hele vejen op. Lige i starten kunne vi intet se, men så vænnede vores øjne til det manglende lys og så gik det OK. Det var en vindeltrappe i sten. Ikke meget plads, men vi kom fint hele vejen op. I 1991 da de blev selvstændige væltede de Stalins statue i byen. De har ham liggende i en stor træramme i gården til borgen. Meget symbolsk. Efter dette kører vi videre i området. Vi har set en del teltpladser/parkeringspladser på tabletten og vi vælger en ud og kører efter den. Det er ud af nogle grusveje og da vi kommer holder der 2 biler, men ingen mennesker. Det er en dejlig plads ned til en flod. Her er bålsteder, shelters, borde og bænke. Vi finder en god plads. KM 262

Gallery Tallin

Gallery Estland Oest

Dette indlæg blev udgivet i Europa. Bogmærk permalinket.