Santa Teresa

Fredag den 22. august 2014  Ollantaytambo, Peru
Så er det mod Santa Teresa. Vi har ikke rigtig sat os ind i hvad vi kører ud på. Det starter med meget dårlig grusvej og vandhuller. Sådan er det nogle kilometer, men så bliver det asfalt. Dejligt. Vi har ikke kørt ret langt før vi bliver overhalet af en Sprinter fyldt med turister.

Han tager svingene ved at køre over i modsatte vejbane. Lidt farligt. Vi kører bag ham, og pludselig kører han ligeud i steden for at dreje. Han kører ud i betongrøften og holder så der. Vi stopper og starter katastrofeblinket for at beskytte dem. De to på forsædet hopper ud, og især er hun, en ung pige, dybt rystet. Chaufføren springer også ud, og han kan se, at han ikke selv kan få bilen fri, den skal trækkes fri. Han finder også ud af at hverken skydedøren eller bagdørene kan åbnes. Han kommer over og spørger om vi kan trække ham fri. Det vil vi godt. Jeg går over til den ødelagte bil og siger til folk, at de skal ud af bilen ellers kan vi ikke trække dem fri. Vi vil ikke ødelægge vores bil for deres skyld. De finder ud af at kravle ud af fordørene og vinduet. Chaufføren har en ødelagt stålwire, som han binder på sin bil. Erik har i mellemtiden vendt bilen og wiren bliver sat rundt om anhængertrækket. Chaufføren hjælper til ved at bakke, så Erik har ingen problemer med at trække ham fri. Nogle italienere spørger hvor langt der er til nærmeste by. Det ved vi ikke, men der er ikke særligt langt. Vi spørger hvor de skal hen og de siger tilbage. De vil ikke køre mere med ham. Erik spørger hvad der skete, og de siger han var helt ukoncentreret. Han vendte hovedet bagud og trådte på speederen i svinget. Vi kører videre nu, da alt er i orden. De må selv finde ud af at komme videre. Vi skal op over et pas i ca. 4.200 meter, så det er bare derop ad. Det er en flot tur og vi har højere oppe udsigt til sneklædte bjerge. Endelig oppe og så er det bare nedad på den anden side. Vi kommer ned i ca. 1200 meter, og her er der meget frodigt. Vi er også kørt igennem en del vandløb på vejen ned. Her nede er bananpalmer og andet. I Santa Maria skal vi endelig med Santa Teresa. Det er en rigtig dårlig grusvej på 24 km. Der er 2 smalle passager på denne vej. Vejen her er ca. 3,20 meter bred og her møder vi en bred transport med en kæmpe gravko på. Han kommer forbi det smalle stykke og holder ind til siden, så vi kan komme forbi. Erik kører stille og roligt, så vi får ingen problemer, selvom der er en del der kører imod os, også lastbiler. Et sted er der en smal bro over en kløft. Der står max 3 tons. Ved siden af er der et vandløb. Vi vejer knap 4 tons, så vi tør ikke tage broen, men det går også godt gennem vandløbet. Da vi kommer til byen skal vi finde campingpladsen. Vi ved det er nr. 2 på vejen der skulle være den bedste. Vi har koordinaterne på den første, og så er det bare at fortsætte. Vi spørger et par steder og så finder vi den. Man holder i en have med en del træer. Vi kan bo her for ca.30 DKK pr. dag. Et godt sted. KM 140

Video som viser vejen til Santa Teresa

Lørdag den 23. august 2014 Santa Teresa, Peru
Vi går en tur op i byen. Den er hurtig overstået. Erik skifter vandhanen i køkkenet. Den er begyndt at dryppe meget. Ikke godt med meget vand på bordpladen.

Søndag den 24. august 2014  Santa Teresa, Peru
Vi tager ud i termalbadene Cocalmayo. Vi går derud, det er 4 km ikke slemt. Da vi så finder ud af at det første stykke går ned til floden og derefter langs floden. Det er OK ud, kun noget sværere hjem. Vi må se om vi kan finde en collectivo hjem. Der er ikke mange derude, dejligt.

Det koster 5 soles (10 DKK) pr. person. Vi finder et godt sted at være og bliver i vandet over 1 time. Så har vi også fået nok. Erik spørger om hvad det koster at komme til byen, og får at vide at det koster 5 Soles pr. person. Det vil vi gerne, men vi skal lige klæde om. Der er lige plads til 2 mere i collectivoen, så vi skynder os at skifte og ud i collectivoen. Erik får forsædet og jeg sidder på bagsædet med 3 andre. En dreng kommer om i bagagerummet. Så er det fuld fart frem, godt vi ikke skal helt til Santa Maria. Vi bliver smidt af nede i byen, helt fint. Erik fortæller bagefter, at der var 2 motorer i bilen. Den ene var i munden på chaufføren, som sagde som en lille dreng, der kører rundt på gulvet med en bil. Det kunne vi andre ikke hører på grund af larmen i bilen.

Gallery Santa Teresa

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2014. Bogmærk permalinket.