Onsdag den 1. maj 2013 Syd for La Quiaca, Argentina
Det er koldt her til morgen -1 grad, så Erik står op og tænder generatoren og så varme på mens han hopper i seng igen. Efter 15-20 min. er det blevet meget bedre, så kan vi stå op. Det er en køredag i dag.
Torsdag den 2. maj 2013 El Carmen, Argentina
Vi kommer til at køre på en smal vej. Den er 3-4 meter bred. Heldigvis møder vi ikke nogle store biler eller busser. Vi skal op over nogle bjerge før det går ned igen. Vi skal til Salta, hvor den bedste campingplads i Argentina er, iflg. Lonely Planet. Vi prøver først om vi kan få nogle penge, det lykkes ikke rigtig. Så skal vi finde campingpladsen. Vi spørger et sted og tror vi forstår, det gør vi ikke, men vi finder et kæmpe supermarked, så vi kan få handlet. Vin er billigt, men ellers er det dyrt, men det har vi også hørt fra andre. Vi får handlet og Erik spørger en taxachauffør hvor campingpladsen ligger. Han tegner et kort og vi er kørt for langt. Vi finder det efter kortet. Vi ville aldrig have fundet det selv, for man skal længere ind før der bliver skiltet med campingpladsen. Her er en del telte og et par på motorcykler fra England. Vi kan få strøm, men stikket er forkert, så vi må ud og finde nye stik og Erik monterer det på en lille ledning, som vi har brugt til generatoren, da vi fik 110 volt ind i bilen. Senere på aftenen kommer der flere biler, bl.a. en bil fra Brasilien med 2 telte på taget og en med en lille camplet. KM 77
Fredag den 3. maj 2013 Salta, Argentina
Vi vil ind og se byen i dag. Vi går hen i receptionen og får et kort over byen, får vekslet sedler til mønter og får at vide hvor vi kan veksle US$ til pesos.
Lørdag den 4. maj 2013 Salta, Argentina
Vi får sagt farvel til englænderne på motorcykler og hollænderne i Unimog’en. Det er køredag i dag, og med det nye kort kan vi se hvordan vi kan komme lettest ud af byen. Landskabet er rimelig flot og der er meget landbrug. Vi ser en meget stor fugl a la en struds, men vi får ikke noget billed af den. Vi ser og hører også små papegøjer. Vi ser også en masse køer på et lille område, meget tæt sammen. Det ser ud til at de fleste farme her er meget store, det er ikke små landbrug. Vi finder en tankstation, hvor vi kan bo for natten. Det er noget musik i byen, men det er lørdag aften. KM 339
Søndag den 5. maj 2013 Taco Pozo, Argentina
Det er ren køredag i dag. Det er bare lige ud, men nogle steder er der mange huller i vejene. Vi tager til national park Chaco, men indgangen til parken ligger længere væk end vi regnede med, så først ved 5-tiden er vi der. Der er camping med el, vand og Wifi, samt toilet og bad. Det hele gratis. Det er et vådområde, så der er en del myg. Der er en del papegøjer som larmer meget. KM 466
Mandag den 6. maj 2013 National Park Chaco, Argentina
Da her er internet får vi svaret de mails vi har fået, undersøgt overnatning m.m. i Brasilien og Erik får styr på kortene til Garminen. Sidst på dagen går vi en tur.
Tirsdag den 7. maj 2013 National Park Chaco, Argentina
Da vi spiser morgenmad ser jeg en Tucan ret langt nede. Erik ser den desværre først da den flyver væk. Vi tager ind mod Corrientes, der skulle være en campingplads iflg. vejkortet. Da vi kommer derind har man før i tiden kunnet bo på stranden, men det kan man ikke længere. Vi kan så bo i en have for 100 pesos – mellem 10-20 US$ alt efter hvor man veksler. Alt for dyrt. Vi kører videre og udenfor byen finder vi en campingplads i byen San Crome. Det er ud til en sø og her er prisen også 100 pesos. Vi tager den og er de eneste på pladsen. Vi får bøffer med bagekartofler til aften. Første gang vi har grillet i lang tid. KM 170
Gallery Salta Argentina