Mandag den 15. august 2011 Aspen, Colorado
Vejret er noget overskyet og lidt koldt. Vi er jo også højt oppe. Aspen ligger i et smukt område og der er mange rigtig flotte huse. Vi tager ikke ind i byen, men kører videre af en meget snoet og flot vej.
Vi tager op til Indenpendence i 12.093 fod – 3.700 meters højde. Der er stadig sne, det når ikke at forsvinde i år. Vi går lige op på det højeste punkt og nyder udsigten. Tilbage i bilen vil vi lige teste hvor meget vi kan i denne højde. Vi tænder generatoren, den virker. Vi tænder for det varme vand, det virker. Vi koger nogle æg til frokost på komfuret, det virker også. Lækkert at det hele virker. Dog revnede alle æggene, de kunne nok ikke tåle dels højden og dels det kogende vand.
Vi kører videre mod Rocky Mountain. Vi vil gerne prøve en nat så højt oppe, for at se om det hele fungerer. Vi skal over endnu et pas, men der er ingen camping i nærheden. Vi finder dog en campingplads i 3.000 meters højde, og her bliver vi. Vi laver mad inde for ca. kl. 19 er solen væk bag bjerge og så er det koldt. Vi spiser også inde, det har vi ikke gjort i lang tid. Alt fungerer perfekt i bilen. Her til morgen (16/8) er det kun 7 grader, lidt koldt. KM 235
Tirsdag den 16. august 2011 Winter Park, Colorado
I dag når vi Rocky Mountain. Vi får lige diesel på, handlet det sidste og hævet penge. Vi kommer ind sydfra og her er visitorcentret før vi tager ind i parken, underligt. Der er kun 1 campingplads der har ledige pladser, så den tager vi. Det er lige nord for visitorcentret og der er rigtig mange ledige pladser.
Vi ser Holzwarth historiske sted. Det er en tysker, John, som i 1880’erne kom herover som 14 årig. En bager havde betalt hans rejse mod at han skulle arbejde i bageriet i 2 år. John kan ikke holde ud at arbejde for ham, så han løber væk og bliver cowboy i Texas. Efter en periode her, tager han med en ven til dette område, hvor man, hvis man bosætter sig her og dyrker jorden eller lignende i 5 år, får jorden gratis 125 acres. Det gør de og de får hver 125 acres – svarende til ca. 525.000 m2. Et stort areal i Danmark. De bliver uvenner og John sælger sin jord til den anden. John tager til Denver, hvor han bliver gift og får 4 børn, den yngste er en søn. John får også en saloon, som hele familien kan leve af. I 1916 kommer alkoholforbuddet så bliver det umulig at drive saloonen, og de mister alt. For at komme videre tager John, hans tyske kone og deres søn Johnny 14 år, til dette område igen og de bygger et hus og får heste og køer.
Få år efter kommer faderen til skade med benet og det bliver aldrig helt godt, så sønnen bliver pludselig den ansvarlige, som skal stå for det fysiske arbejde. Fra 1920 – 1929 har de en ferie lodge, hvor folk kommer op og bor en uge eller mere. Moderen laver mad til med, de kan fiske, ride og andet. På et tidspunkt køber Johnny naboens 125 acres og bygger en dude ranch, besøgsgård på dansk. Der bliver også bygget nogle hytter, som gæsterne kan bo i og selv lave mad. I 1960-1970’erne sælger Johnny til National Forest mod at de holder de gamle/oprindelige huse ved lige, derfor lever historien stadig. Det var et meget interessant besøg, og guiden var en meget levende fortæller. Om aftenen var der Rangermøde vedr. guldgraverne, det var også interessant, dog var Rangeren ikke særlig levende at høre på. Om lørdagen blev hele familien vasket. Man startede med de største børn og gik nedefter, alt sammen i samme vand. Babyen var til sidst. Man har et ordsprog herovre – Pas på ikke af smide babyen ud med det beskidte vand.
Man skiftede også tøj efter denne vask. Mandag eller tirsdag skulle tøjet vaskes. Konen var nød til at koge tøjet først, før hun kunne begynde at vaske det. Det har været godt beskidt, især mandens, guldgraverens. Vejret i dag har været meget op og ned. Ved 17-18 tiden tordnede det omkring os, men det kom ikke til os. Vi spiste inde og kl. 20.45 gik vi til Rangermødet. Det var koldt. Det er godt vi har vores puder at sidde på, men vi bliver alligevel kolde, så da vi kommer hjem går vi i seng for at få varmen. Campingpladsen ligger ca. 16 km syd for Colorado Rivers udspring. Det varer nok ikke længe inden vi skal til at have varme på om natten. Når det bliver 6 grader smider fyret vandet af beholderen. Her til morgen den 17. er det 6 grader udenfor. KM 91
Onsdag den 17. august 2011 Rocky Mountain National Park, Colorado
I dag kører vi over til østsiden af parken. Det er en rigtig flot tur. Vi går en tur Tundra Communities Trailhead, som går ind i Alpine Tundra. Især vegetationen er helt speciel. Blomsterne er meget små og tæt nede ved jorden. Det er en flot tur. På tilbagevejen ser vi en Pika. En gnaver der er noget større end en mus og den har ingen lang hale. Vi kører videre af Trail Ridge Road. Det er den højeste asfalterede vej i Nordamerika. Meget af vejen er over 11.000 fod – 3.700 meter. Vejen er lukket om vinteren og det tager 6 uger at rydde sneen om foråret/sommeren.
Der kan være op til 12 meter sne på vejen. Vi tager den gamle vej Old Fall River Road tilbage til vest. Det er en grusvej og man kan kun køre den ene vej. Sjov tur og det er godt man kun må køre den ene vej, for de fleste steder bruger vi hele vejen. Biler længere en 7 meter og campingvogne må ikke køre her. Vi kører fra 2.600 til 3.700 meters højde. En god stigning. Ved slutningen af turen ser vi en mammut. Erik får taget nogle gode billeder af den. Vi kører tilbage til østsiden og tager ned på Glacier Bassin Camping, hvor vi får en plads i 2 dage, selvom der står at campingpladsen er fuld. En meget åben plads, men det skyldes at de har fjernet de fleste træer, på grund af den samme bille, som også var i British Colombia, Canada.
Ikke langt fra os ligger nogle Amish folk i telt. De har deres normale tøj på og der må være en der kører bilen for dem, de må jo ikke selv. Der er 2 piger med på 10-14 år og de står på rulleskøjter på campingpladsen. Erik prøvede at tage nogle billeder af dem, men de skulle jo helst ikke se det. KM 108
Torsdag den 18. august 2011 Rocky Mountain National Park, Colorado
I dag skal vi ud og gå ved Bear Lake.
Der er en del søer man kan gå til. Vi har valgt en tur på knap 15 km, hvor vi kommer forbi 5 søer og et vandfald. Vejret er meget fint. Vi tager shuttlebussen dertil. Der er rigtig mange med bussen, så selvom der kører 2 lige efter hinanden kan alle ikke være der. Vi får en siddeplads i nr. 2. Der er ikke så mange der går den vej vi går, og jo længere vi kommer ud jo færre er der. Desværre ser vi kun egern og chipmunk. Da vi er næsten færdige med turen falder jeg over en sten og skraber knæ og underben. Godt det ikke skete længere ude, man skal selv kunne komme rundt. Det ser ikke slemt ud.
Fredag den 19. august 2011 Rocky Mountain National park, Colorado
I dag skal vi videre. Dog skal vi lige gøre rent og ordne sengen, og så skal vi vaske inden vi kommer videre. Da jeg tager vasketøjet ud er en del af det meget vådt. Et Y-stykke er igen blevet utæt, så det må Erik skifte inden vi kører videre.
Vi har i Utah købt nogle T-stykker som er i kraftigere plastic, så vi håber de holder længere. Vi tager lige forbi visitorcentret for gratis Internet. Vi får Skypet både Michael og Lone, betalt vores kloakregning m.m. Så er det vasketur. Vi spørger i visitorcentret hvor vaskeriet ligger, og så får vi vasket det hele. Det vaskeriet lever højt på her, er deres brusere. Da vi tager videre står der mindst 10 i kø. Et brusebad koster 5$. Der er ingen brusere i National Parken. Vi kører videre sydpå og finder en campingplads i Rossevelt National Forest. Det er regnvejr da vi kommer hertil, men vi finder en god plads. KM 35
Lørdag den 20. august 2011 Rossevelt National Forest, Colorado
I dag skal vi ud og gå i Rocky Mountain National Park. Der er en indgang hernede der hedder wild basin. Da det er lørdag er der mange mennesker og vi må holde ca. 2 km fra trailheadet.
Vi går til Copeland Falls, Calypso Cascades og Quzel Falls og derefter tilbage via Finch Lake Trailhead. Det er en tur med meget op og så ned det sidste stykke. En flot tur. Da vi skal gå de sidste 2 km på vejen kommer en af parkeringshjælperne og spørger om vi vil have et lift. Det vil vi gerne, der er ikke meget ved at gå på vejen. Turen blev i alt på ca. 16 km. En god tur. Vi er oppe i højden stadigvæk og vi kan mærke at vores kondi er rimelig god. Tilbage på campingpladsen vælter det stadig ind med campister. Det virker som om der ikke er plads til alle, så nogle må finde andre campingpladser. KM 11
Søndag den 21. august 2011 Roosevelt National Forest, Colorado
I dag skal vi have handlet og kommer på nettet. Vi har nogle problemer med at sende mails, så vi vælger at tage ind til Loveland,
hvor der er en campingplads, som er med i Passport American, så vi får pladsen til ½ pris 16$, en god pris for fuld hookup og Internet. Vi får ikke helt løst vores problemer med mailen, men den bliver bedre. KM 62
Mandag den 22. august 2011 Loveland, Colorado
Så er det videre i dag. Vi kører mod Teton National Park i Wyoming. Det er bare ud på landevejen/motorvejen og sømmet i bund. Det er et meget øde landskab vi kører igennem, men vi kører i 2100 – 2500 meters højde. Vi finder en tør camping i Boulder. Klokken er næsten 19, så vi har også kørt længe. KM 604
Gallery Rocky Mountain