Praia Du Pipa

Torsdag den 2. april 2015  João Pessoa, Brasilien
Det er blevet påske, så her på campingpladsen er der en del og der kommer flere i løbet af morgenen. Vi tager videre, vi skal til et sted, som franskmanden fra Fransk Guiana sagde, var et must. Det ser ud til at mange har fri, så mange biler. Vi får lige handlet inden det går nordpå. Begge GPS’er får os ud på nogle smalle veje, og helt ude vil den gamle vende om, mens den nye vil fortsætte.

Vi skal over noget vand med nogle små pramme. Erik går ned og snakker med dem. De kan godt tage os over, så jeg går derned og tager nogle billeder, mens Erik kører ombord. De vælger den midterste pram, så de 2 andre kan støtte denne pram, når Erik kører ombord. Bilen kan lige være der og vi står helt fremme, mens de prøver at skubbe prammen ud. Vi kommer fint over. Sjovt at prøve, nu da det gik godt. Vi tager videre til byen Pipa. Her er bare mange mennesker. Noget af det første vi ser, er et stort festivalområde med scener og boder. Der er ikke åben endnu. Gaderne i byen er meget smalle, men vi kan lige komme frem. Vi ser først 1 campingplads, men den ser ikke ret spændende ud. Det er ikke den vi har i GPS’en, så vi fortsætter ned til en, som ligger ud til havet, dog noget oppe. Her kan vi godt bo, men det er dyrt, ca. 230 DKK, for der er festival. Vi er den eneste camper, alle andre er telte, og der bliver ved med at komme mennesker. KM 158

Fredag den 3. april 2015  Praia du Pipa, Brasilien
Der er kommet endnu flere telte i aftenens løb, og her til morgen kommer der også en del. Vi tager en tur ned til byen for at se den. Der er mennesker og biler alle vegne. Vi skal have downloadet fransk til vores oversætter.

Vi begyndte i går på campingpladsen, det var alt for langsomt, og vi fandt ud af, at det var vores eget mobilnet, vi havde downloadet med. Ikke så godt, når vi kun har 600 MB pr. måned. Vi finder en internetcafe, og det går rimeligt hurtigt at downloade det sidste. Efter dette sætter vi nogle flere penge ind på vores mobilnet. Det hjælper måske. Vi går helt ud til festivalpladsen, direkte modsat campingpladsen. Vi kan ikke se hvad der skal ske, men det er helt sikkert musik. Vi går tilbage, får noget mad et sted, hvor det lufter en lille smule. Min urrem gik i stykker for nogle dage siden, så vi skulle gerne finde en ny. Vi spørger et par steder og finder til sidst manden i en lille udendørs ”butik”. Han har én rem i min størrelse, ligner guldlæderrem, er helt sikkert kunststof, sætter den på og det hele får jeg for 23 DKK. Vi går ned til stranden inde i byen. Det er højvande og restauranterne går næsten ud over vandet. Vi får en øl mens vi ser på livet. Hjemme på campingpladsen er der kommet et telt lige foran os, og der sidder en ældre mand næsten op af vores bil. Det viser sig, at han er afsted med sin søn, svigerdatter og barnebarn. Han virker lidt dement, for svigerdatteren giver ham tøj og håndklæde og siger han skal bade. Sønnen viser ham hvor badene er, og en fra campingpladsen kommer tilbage med ham. Han kunne ikke finde ”hjem”. Ikke særligt spændende for nogle af dem. Næste morgen er de væk. Erik taler med campingfar Robert og siger vi gerne vil kører i morgen. Han fortæller at de godt kan lave plads, så vi kan komme ud af campingpladsen, men han tvivler på at vi kan komme ud af byen. Vejen udenfor campingpladsen er meget smal. Den er til biler i begge retninger, men nu er der parkerede biler i den ene side, så det vil være meget svært at komme ud. Vi siger vi tager en dag til. Der kommer et orkester og spiller nogle numre. De er meget lidt spændende, så efter nogle numre sætter de computeren til at spille musik. Stille og rolig. En del af de unge går ind til byen, men mange bliver og hygger sig.

Lørdag den 4. april 2015  Praia du Pipa, Brasilien
Jeg har rigtig dårlig mave, så vi bevæger os ikke fra bilen. Godt vi har vores eget toilet, det er ikke sjovt ellers.

Vi får skypet med Michael og Lone, men ikke særligt godt. Det er fuldmåne i dag. Månen er stor og starter helt nede i horisonten og går roligt opad. En of dag.

Søndag den 5. april 2015  Praia du Pipa, Brasilien
Der er opbrud på campingpladsen, de fleste rejser i dag. Kl. 9.30 kører vi ud af campingpladsen og regner med at vi får svært ved at komme ud af byen. Udenfor campingpladsen, hvor der i forgårs var parkerede biler hele vejen, holder der kun en enkelt bil. Vi er hurtigt ude af byen og kører nordpå. Vi skal til Areia Branca i dag over 300 km, så vi er ikke sikre på at vi kommer helt dertil i dag.

Det kører fint derudaf og lidt i 4 er vi der. De sidste 40 km er igennem et område, hvor de udvinder olie og hvor man også laver salt. Det ser ud til at saltvandet er gået ind i grundvandet, for alle har en stor tank ude i haven, hvor vi tror der er vand i. Vi skal ikke have vand på her. Vi finder en fricamping ud til havet. Her holder vi på en måde, så vi kan se solnedgangen, som ser ud til at gå ned i havet. Det er ikke havet men en kæmpe bugt med land på den anden side. KM 381

Gallery Praia du Pipa

 

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.