Olinda

Mandag den 30. marts 2015  São Miguel dos Milagros, Brasilien
Vi skal ikke så langt i dag. Vi kører langs havet, en flot tur, dog er der mange toppe i de små landsbyer vi kører igennem. Pludselig kan vi se på GPS’en at vi skal over vand og der er ingen bro.

Vi skal med en lille pram med plads til 4 personbiler. Vi kommer til at holde på tværs bagerst. En kort sejltur for 45 DKK. Vi skal til en campingplads, som hedder Jesus, hvor andre har skrevet at den er flot. Da vi ser den, kan vi godt se, at her kan vi ikke komme ind, desværre. Campingfar, der ligner Jesus med hår og skæg, kommer til og siger, at han også har på den anden side af vejen. Her kan vi godt komme ind med lidt held, og efter nogle forsøg finder vi en god plads i skyggen, væk fra meget høje kokospalmer, som smider kokosnødderne. Vi bliver installeret med strøm, får frokost og så skal vi klippes. Vi klipper hinanden og så er det en tur ud og svømme. Når det er lavvandet kan man gå helt ud til revene. Nu er det højvande og vi ligger i det varme vand og hygger os. Om aftenen viser ”Jesus” en film på storlærred, tæt på vores bil. Vi ser lidt af den, men det er med brasilianske undertekster og kvaliteten er ikke så høj, så vi går ind i bilen igen. Her kan man vise film udenfor, for det er mørkt ved 18.30 tiden. KM 47

Tirsdag den 31. marts 2015  Praia Ponta do Mangue, Brasilien
Vi vil gerne tæt op Olinda for at se den. Erik finder en campingplads i byen via nettet. Vi tager lige syd for Recife. Det er stadig sukkerrør der dyrkes her, som det har været siden vi kørte fra Aracaju. Vi finder campingpladsen, som vi har fundet i Ioverlander. Desværre er den her til små biler og telte.

Indgangen er ca. 2 meter høj og jeg er ikke sikker på at biler må komme ind på selve campingpladsen. Stedet her er et surfersted og vi finder et stort område med palmer, hvor vi kan holde gratis. Det tager vi, for der er god vind her. Vi finder en god plads, hvor kokosnødderne ikke kan ramme os. KM 95

Onsdag den 1. april 2015  Maracaipe, Brasilien
Det har været en fin nat uden problemer. Vi har sovet godt. Vi skal til Olinda i dag. Vi har set på nettet, at der skulle være en campingplads, så den prøver vi. Da vi kører ud af byen, som vi har boet i, bliver vi standset af militærpolitiet. De vil se bilens papirer og Eriks kørekort. Intet problem.

Alle bliver standset og skal vise disse papirer. Han skriver nogle af tingene ned fra disse papirer. Så kan vi kører. Vi skal forbi en storby Recife, før vi kan komme til Olinda. Det tager tid, men vi har ingen problemer. Vi finder også hvor campingpladsen har været, men den er desværre lukket nu. Erik snakker med en nabo. Vi har en vej, hvor man kan parkerer, så det prøver vi. Vi finder en parkeringsplads langs vandet og går til turistinformationen. Her får vi at vide, at der ikke er camping i byen, og vi får et kort over den gamle bydel. Vi går noget af turen. De offentlige bygninger er meget misligholdt, og de kirker vi ser udefra er alle lukket. Ellers er der nogle flotte farvede huse på de skæve veje. Vi har set andre kolonibyer, som har været flottere. Inden vi kører videre får vi lidt mad. Vi kommer til at sidde ved siden af 2 hollændere, som sejler jorden rundt. Har nu sejlet i 10 år. De kender også Hans og Anja fra Holland, som vi har mødt i Montevideo og Ushuaia. De har nok sejlet sammen i starten. Hollænderne har læst om os på Hans og Anjas blok. Verden kan være lille. Vi tager vores bil og kører nordpå, til en campingplads ud til havet. KM 200

Gallery Olinda

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.