Lørdag den 6. juni 2015 Nord for Boa Vista, Brasilien
Det har været en fin nat, ingen problemer. Det er en ren køredag i dag. Vi skal lige have diesel på og handle lidt i Boa Vista og så går det bare sydpå. Det er hovedsagelig landbrug vi kører igennem. Lidt over 4 finder vi en stor tank. Den ser OK ud. Dog er det lørdag, så der er dæmpet musik hele natten indtil ca. 6 om morgenen. Så flytter de bilen med musik ned til os, og så er der fuld musik på. Ikke så sjovt, men vi kommer tidligt op. KM 412
Søndag den 7. juni 2015 Rorainopolis, Brasilien
Det er en ren køredag i dag.
Vi kører over ækvator og kører igennem et indianerområde, hvor man ikke må stoppe, har vi hørt fra andre. Det er rigtig regnskov dette område, dog er der palmer imellem nogle af træerne og især i vandhullerne / lave søer. Jeg mener de må være plantet. Vi ser nogle af indianerne i nogle hvide jeep med lad. Det ser ud til at de er ude og samle ting ind fra skoven. De er ikke ret store og dem vi ser, ser sure ud. De synes nok ikke det er spændende at have vej igennem reservatet. Det kan de jo have ret i. Vi har meget svært ved at finde en restaurant, så vi kan få lidt at spise.
Jeg har fundet en tank ved en by, som vi kører efter. Da vi kommer til byen er den fyldt med badegæster, hvor de så ellers har badet. Der er også busser og biler alle vegne. Det ser ud til at alle er på vej hjem. Tanken jeg fandt i tabletten dur ikke, der er overhovedet ikke lige nogle steder, kun ved tankanlægget. Vi kører videre. Ikke så langt derfra finder vi en OK tank med god plads og en cafe. Der er mange Amazonas papegøjer her og de flyver over os og området før det bliver mørkt. KM 388
Mandag den 8. juni 2015 Presidente Figueiredo, Brasilien
I dag skal vi ind i Manaus og finde en båd til Porto Velho. Manaus er en by med over 2 mill. indbyggere, så den er ikke lige til at komme ind i. Vi har en parkeringsplads fra andre, og Erik har på nettet fundet nogle speditører eller lignende, som ligger i gåafstand fra parkeringspladsen.
Parkeringspladsen er gratis og i værste fald kan man bo der, men det håber vi ikke. Vi finder kontoret og taler med en ung pige. I starten er hun lidt afvisende og fortæller at de kun sejler med fragt. Så kommer en ung mand ind, hører vores ønsker fra hende, ringer lidt rundt og siger OK. De kan godt finde ud af noget, men det bliver til Humaita ca. 200 km fra Porto Velho, og så må vi kører de sidste 200 km. Det koster 1.100 Real for transporten og 200 Real ekstra for mad til os. I alt ca. 3.000 DKK. Vi kan komme afsted i morgen, men vi skal på skibet i dag. Det lyder fint. Vi accepterer. Vi skal kører efter den unge fyr, men han skal lige et ærinde, men er tilbage kl. 16. Vi får lavet papirerne, betalt og så går vi over og spiser. Vi går også lidt rundt i byen, især ved havnefronten. En fyr, som taler engelsk, siger til os at dette ikke er et godt område, så vi skal ikke have kameraet fremme. Vi takker ham og lægger kameraet ned i rygsækken. Tilbage kl. 16 får vi at vide, at vi kan sejle i dag og helt til Porto Velho. Dejligt. Vi kører efter ham ned til en havn, noget ala den vi var i Belém. Han taler med nogle og kommer tilbage til os siger, at vi kan kører til en anden havn og sejle i dag. Her sejler de først i morgen. Vi siger OK til det og kører efter ham, et godt stykke udenfor byen. Det tager næsten en time at komme derud. Det er deres eget område og egne pramme. Vi skulle sejle kl. 9 om aftenen, men der er ikke plads til os. De vil læsse en pram til i morgen og på den kan vi være.
Vi holder på rampen til prammen. Her får vi strøm på fra slæbebåden, så vi kan få vores air-con til at køre. Det er en fin nat, men kl. 5.30 begynder de at sejle efter den næste pram og strømmen ryger. KM 150
Tirsdag den 9. juni 2015 Manaus, Brasilien
Vi er tidligt oppe, slæbebåden slukker for strømmen 5.30 og sejler hen efter endnu en pram / bolsa. Kl. 6.30 står vi op, får morgenmad og vasket op. Så er vi klar, nu må vi se hvornår vi kommer om bord. Vi fik at vide at kl. 9 skulle vi sejle. Kl. 8 begynder de at køre anhængere på bolsaen.
Der er en højdeforskel fra bådrampen til bolsaen. De har nogle store klodser, som skal udligne noget af forskellen. Lastbilen med anhænger skal så bakke op på disse klodser og videre ind på bolsaen. Ikke helt nemt, men anhængerne er alle tomme, så de er ikke så tunge. Selve bådrampen er flydende, men i går var der vand inde i rampen. Vandet skal de først have af og desværre virker kun den ene pumpe, så det tager lang tid. Til sidst kan de med hjælp fra lastbilen og de anhængere der er på bolsaen, endelig få nogle store runde splitter ind, som skal holde det hele sammen. Splitten er ca. 15 cm i diameter i massivt jern / stål og ca. 1 meter lang. Ikke en man bare lige putter ind. Der er sådan to ind mod bolsaen. Der bliver virkelig lagt kræfter i. Den bolsa vi skal være på har kun 2 rækker af anhængere på, med hver 4 anhængere. Den anden bolsa har 4 rækker af anhængere. Hver anhænger er ca. 15 meter lang.
Det område vi holder i er kæmpe stort, for det er kun os og lastbilen, som holder inde i midten. Vi kommer på kl. 10. Vi kan holde helt forrest, dejligt. Nu skal vi bare have den anden bolsa sat på siden af os, og så kan vi sejle, måske. Vi prøver i lang tid at komme så tæt på bolsaen, at de kan sætte dem sammen, men der er ikke plads nok på grund af træer. Så vælger de en anden løsning, at sætte den anden bolsa bag os. Det er vi personligt lidt kede af, for så er vi ikke sikre på, om vi kan få strøm på. Nu må vi se. Slæbebåden bliver afmonteret vores bolsa og sat på den anden bolsa. Derefter bliver den anden bolsa sat efter os. Vi kører helt ned på vores bolsa og tager al det ledning vi har, og så kan ledningen lige nå. Dejligst så kan vi få air-con på. Erik kan ikke forstå hvorfor der ikke er strøm på.
Han taler med nogen, som fortæller, at der er strøm fra 6 aften til 6 morgen. Helt fint med os. Mens vi sidder i vores stole på bolsaen og venter på at vi skal sejle, ser vi en del delfiner, ikke langt fra os. Vi sidder og snakker om, at det kun lige er rygfinnen vi kan se, da en af delfinerne springer helt ud af vandet. Det er nogle små nogen. Kl. halvfire kan vi endelig sejle. Vi får mad på båden, dog laver vi selv morgenmad. Vi vil gerne sidde længe over vores kaffe. Der er ikke rigtig nogle steder, hvor man kan sidde og spise, men vi har fundet en bænk bag i slæbebåden, hvor vi kan sidde ned. Vi er ikke vant til at stå op og spise. Der er heller ikke nogle stole til besætningen. Maden er OK. Den første del af turen er med strømmen mod Belém, og så drejer vi ned af en sideflod og så er det mod strømmen. Vi har sat vores tablet til at måle hvor langt vi sejler. Det bliver sjovt at se hvor lang turen er. Sejlet 187 km.
Onsdag den 10. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Da vi er ved at stå op, ser vi at vi er meget tæt på land og det ser ud til at vi er sejlet på grund.
De bruger en almindelig robåd med påhængsmotor til at skubbe den forreste bolsa ud. Det er strømmen der trykker bolsaen ind mod land. Efter det er sket 2 gange sejler han lidt længere ud. Det sker ikke mere den dag. Vi finder ud af at man spiser kl. 10 og kl. 17. Det må vi så indrette os efter. Vi kan ikke spise morgenmad kl. 8 og så igen frokost kl. 10. Vi må se hvordan vi får det til at fungere. Vi sejler nu opstrøms, og det vil sige ca. 5 -7 km i timer.
Det er ikke hurtigt. Vi ser meget med oversvømmelse, og for os er det svært at se om det er normalt for årstiden eller vandstanden er højere end normalt. I nogle huse løber vandet igennem, mens andre, der står på pæle, er der få cm. tilbage før vandet når gulvet. Vi ser en del flotte høje træer og nogle fugle.
Ellers ser vi ingen dyr. Det er en dejlig måde at rejse på, dog er det ret fugtigt og meget sol, så det er op ad bakke for vores køleskab. Vi har hovedsagelig kun drikkevarer og lidt kød i fryseren. Sejlet 139 km
Torsdag den 11. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Livet fortsætter på floderne. Det er rimeligt varmt og ikke meget vind, desværre. Vi har strøm på hele døgnet, men spændingen er kun mellem 160- 190 volt.
Ikke nok til air-con, men blæseren kører og batterierne bliver opladet. Der kommer nogle små både hen til vores båd, dels for at sejle mod strømmen ved at hægte sig på vores båd, og dels for at sælge frugt og grønsager. Vi køber nogle små bananer – søde og dejlige. Vi spiser ikke morgenmad p.t. da frokost er kl. 10. I dag får vi en stor fisk, Erik mener det er en piratfisk. Det smager rigtig godt. Om aftenen var der mange myg og andre flyvende væsner,
så vi lukkede bilen fuldstændig af og så blæseren på. Vi fik fjernet mange myg, næsten alle sammen, men det tog lang tid. De bliver ved med at dukke frem fra ingenting. Vinduet ude på badeværelset har vi også lukket, men myggene kan komme frem til nettet. Erik tog et billede af dem næste morgen. Sejlet 114 km
Fredag den 12. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Vi holder stille her til morgen. Vi skal have en flydende rampe med. Den bliver spændt foran vores bolsa, så vi er blevet ekstra lange.
Den ekstra belastning betyder at vi kun sejler 3 km i timen. Det er meget langsomt. Jeg får ordnet badeværelset og vasket gulvet. Bolsaerne har sejlet med beton eller lignende, for der er meget af den slags støv. Vi ser en del delfiner i dag, men de er næsten umulige at tage billeder af. Det er selvfølgelig varmt og høj sol. Det ville være dejligt med mere vind og lidt regn. De finder ud af, at den forreste del af rampen, som vi hentede i morges, stikker meget dybere end den bagerste del. Vi mister hastighed og der er helt sikkert et stort dieselforbrug.
Lidt i fire lægger vi ind til siden, de vil flytte rampen om på siden af vores bolsa. De får løsnet rampen så den kun er sat fast i den venstre side af vores bolsa. Den lille båd med påhængsmotoren skubber – trækker rampen, så den kommer om på siden af vores bolsa. Let og smertefrit. Her bliver den snøret fast. Så sker der noget underligt. Rampens pontoner er fyldt med vand og det tømmer de. Det tager over en time at tømme dem. De har en generator med pumpe på, som de bruger. Utroligt den ikke var tømt for vand da de hentede den. Når de skubber den vil vandet selvfølgelig ryge helt frem og derfor stikker den dybere. Nu bliver den slæbt og så har de ikke de problemer, men de behøver ikke at slæde alt det vand, som var i rampen. Skulle være gjort fra starten. Efter denne øvelse sejler vi 5 km i timen i steden for 3.
En forøgelse på 66 %. I dag er der mange små fluer, men de forsvinder med solen. I dag lukker vi bilen helt af inden det bliver mørkt. Da vi går ind starter vi bilens air-con i ca. ½ time, så bliver bilen kølet lidt ned. Blæseren kører uafbrudt, så længe vi har strøm på. Inden vi går i seng kører vi med bilens air-con igen. 15 min. så er det lidt køligere. Vi har også lukket vores emhætte med plastic, for vi tror at der kommer myg ind den vej. Sejlet 93 km.
Lørdag den 13. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Turen fortsætter som hidtil og vi har stadig rampen med = langsom fart. Vi ser igen en del delfiner og masser af fugle, samt store flotte træer.
Vi ser også nogle specielle ”både”. Det ligner et hus uden sider, men midt i huset er en sliske, hvor de pumper vand eller lignede op fra floden. Det ser ud som om de vasker / leder efter noget. De minder lidt om guldgraverne, der ledte efter guld i gamle dage. Vi har set en enkelt i brug, og det så ud som om de tog vand fra floden og pumpede det op på slisken.
Dog løb vandet alt for hurtigt til at man kunne se noget og ingen kiggede på slisken. Der er nogle riller på slisken som muligvis kan opfange / opsamle tungere ting fra floden. Vi vil gerne vide hvad det er til. Det er stadig meget varmt og ingen regn. I eftermiddags var der 45 grader inde i bilen. Det er varmt. Alt er 45 grader, vandet i tanken, alle ting i skabene. Dog kører køleskabet så vi har koldt drikkevand m.m. Sejlet 105 km
Søndag den 14. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Vi taler med en fra besætningen og han siger det er guld de graver efter. Dog ikke støv / småt, men større klumper. Vi ser rigtig mange af disse sjove både, men ingen der arbejder. Det er måske ikke så nemt som det lyder, og det koster diesel / benzin at drive pumperne. Vi ser en del isfugle.
Vi er sikre på at de har reder inde i skrænterne. De snakker meget, og det er en flot fugl at iagttage. Vi tror de har unger i rederne, så det er derfor der er sådan en aktivitet. Vi ser også en del delfiner igen. Ved 17-tiden sejler vi ind til flodbredden. Bådmotoren slukkes og der hældes olie på. De kan ikke rigtig få startet motoren igen, så de er ude og hente batterierne på lastbilen. Så kan de starte motoren. Håber de lader den kører hele tiden. Sejlet 105 km
Mandag den 15. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Så er vi i gang med vores 7. dag på Amazonas. Vi var ikke helt klar over hvor lang tid denne tur ville tage. Svejtserne, som var de første til at fortælle os om denne tur, sagde det tog 5 dage.
Vi er også dem der sejler langsomt. Især rampen, som vi har med på siden, den koster 2-3 km i timen. Vi har endnu ikke prøvet at overhale nogen, men mange har overhalet os. Ellers er livet det samme her på floden. Floden vi sejler på hedder Rio Madeira, og det har været den vi har sejlet på siden vi sejlede væk fra floden mellem Manaus og Belém. Vi har et enkelt stop i dag. Det var ind til siden og binde båden fast til et træ. Derefter blev motoren stoppet. Efter ½ time blev motoren startet igen og vi sejlede videre. Sejlet 101 km
Tirsdag den 16. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Det fortsætter bare. Godt vejr = varme. Båden stopper nogle gange og vi ved ikke helt hvad der er galt.
Også i dag ser vi mange fugle bl.a. papegøjer og vores delfiner. Det er nogle små fine nogle. Da vi vågner her til morgen holder vi stille igen. Vi ved ikke hvor længe. Sejlet 94km
Onsdag den 17. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Vi holder stille her til morgen, og vi ved ikke hvor længe. Det er diesel der er problemet. Vi er ved at løbe tør. Til frokost kl. 10 får Erik det at vide fra en fra besætningen. Der var nogle få dunke tilbage.
De er nede og tømme det sidste i tankene over i nogle dunke. Det sidste er meget tyktflydende og det allersidste kommer de ikke ned i dunkene, det bliver smidt i floden. Ikke nogen god løsning. Kaptajnen og maskinmesteren tager den lille båd og sejler efter diesel. De kommer retur i løbet af eftermiddagen med ca. 4 store dunke. Så må vi se hvor langt vi kan komme på det.
Vi sejler meget langsomt 2-3 km i timen og da vi har sejlet ca. 10 km stopper båden og sejler ind til siden. Nu skal vi bare vente. I starten af turen kom der en båd med store beholdere hen til vores båd og fik noget diesel over. Det er den vi mangler nu. Det virker meget amatøragtigt. Ved aftensmaden er kokken og hendes fyr sejlet med maskinmesteren. Der er ingen mad. Vi koger nogle æg dernede og der er rester af ris og pasta. Vi deler æggene ud over dette og spiser det. Kl. 19 sejler vi. Sejlet 69 km
Torsdag den 18. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Så er det 10. dag i dag, og vi har valg til folketinget hjemme. Det er lidt køligere i dag, men OK. Vi har ikke fået løst vores diesel situation, men vi sejler dog. Nu må vi se hvor længe. Ca. kl. 12 – 1 om natten stopper vi,
så har vi nok brugt vores diesel. Her til morgen den 19. ser vi den største samling bolsaer foran 1 stor slæbebåd. Der er 3 bolsaer i bredden og 4 i længden, i alt 12 bolsaer. En bolsa (den vi sejler med) er 65 meter i længden og 15 meter bred. Det vil sige 260 meter i længden og 45 meter i bredden. Sejlet 83 km
Fredag den 19. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Det er dejligt koldt her til morgen ca. 22 grader, men det føles koldt for os. Det er med træningsjakke på og Erik tager joggebukser på. Jeg finder også mine varme sutsko frem. Meget anderledes. Ellers er der ingen forandring. Vi har ingen diesel. Besætningen prøver at finde diesel, men finder intet.
Vi sejler over til den anden side af floden, her er en lille by. Da vi er derovre bruger de meget tid til at få lavet, så man kan gå i land. De tager en hel træstamme og får bakset den hen til rampen, som er det der vender ind mod land. Det er noget forfærdelig mudder de vader rundt i, og 2 af mændene er smurt ind i mudder fra top til tå. Endelig har de rampen på plads og de lægger nogle brædder eller lignende, som man kan gå på.
De to meget beskidte hopper i floden og får fjernet det værste mudder og deres støvler bliver helt rene. Vi ved ikke helt hvorfor de bruger al den energi, men finder ud af at de går i land alle sammen. Jeg vil ikke ned af den træstamme, men Erik vover sig ned. Han går sammen med kokken, som rigtig er majet ud med makeup og det hele. Der er en bar / supermarked i byen og Erik kommer tilbage med en flaske rom og 2 store colaer, ca. 90 DKK. Meget dyrt efter brasilianske forhold, men vi har nok også betalt en overpris. Vi plejer at spise kl. 17, men der er ingen. Kl. 17.30 går vi ned, for at finde ud af hvad vi kan få at spise.
Der kommer 2 fra besætningen samtidig. Der er kylling og fisk, men ingen ris eller pasta. Fisken fik vi i formiddags. Det er en rigtig god fisk, meget stor optil 2 meter lang. Den smager bare godt. Vi ser ingen af de andre fra besætningen. Den ene sætter gang i strømmen og den anden går tilbage igen. Sejlet 1 km
Lørdag den 20. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Vi ligger stille endnu, så det er endnu en dag, hvor vi er bundet fast til land. Det er noget varmere i dag.
Ved ni tiden om aftenen begynder vi at sejle, dejligt. Det er efter 44 timers ventetid, næsten 2 døgn. Håber vi har nok diesel, så vi kan komme helt til Porto Velho. Vi ser masser af delfiner. Det virker som om der er 2 forskellige slags, men de er næsten umulige at tage billeder af. Sejlet 49 km
Søndag den 21. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Vi er i gang med 13. dagen på vores tur fra Manaus til Porto Velho. Vi sejler desværre ikke så længe, kl. 10.30 om formiddagen holder vi ind til flodbredden tæt på byen Saõ Carlos. Så er det bare at vente endnu engang. Nu er det ikke sjovt mere. Vi har heller ikke meget vand på bilen mere, og vi har endda sparet længe. Vi bruger vandet kun til kaffe og drikkevand. Vi har nogle store colaflasker, som vi har fyldt med flodvand fra båden. Det bruger vi til at vaske hænder i og til toilettet. Vi må se om vi kan komme en tur ind til byen og købe noget drikkevand.
En fra besætningen foreslår at vi kan køre herfra til Porto Velho, der er en vej. Erik tager med ind for at se hvordan det ser ud, men der vil være et drop off på ca. 1 meter fra båden til land. Det er vi sikre på at hverken vi eller bilen kan klarer. Ham der sagde det kan godt se, at det ikke går. Nej vi må bare vente. Godt man har god tid. Vi tror vi er ca.80 km fra Porto Velho. Sejlet 12 km
Mandag den 22. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Maskinmesteren, ham der står for maskinen og dieslen er her ikke i dag. Vi ved ikke helt hvor han er. Det finder vi ud af om aftenen.
Da kommer der mindst 4 dieseltønder til. De er kørt hertil. Det må være ham der har været i Porto Velho og hentet dem. Det betyder at kl. 19.30 sejler vi, helt fantastisk. Her i dag har vi set rigtig mange delfiner især en del pink delfiner, men også mange af de små delfiner, som springer helt ud af vandet.
De er bare søde. Vi skulle så gerne nå Porto Velho i morgen og så videre til Peru. Sejlet 54 km
Tirsdag den 23. juni 2015 Amazonas, Brasilien
Her til morgen sejler vi stadig og der er ca. 30 km tilbage inden Porto Velho. Der er noget mere beboelse her og der er masser der ”graver” efter guld. Nogle af bådene er noget større og mere avanceret.
Endelig når vi Porto Velho, men vi skal først af med rampen, derefter den bagerste bolsa, før vi kan komme helt ind og kører fra borde. Ham der solgte os bådturen i Manaus er her. Vi kører fra borde lidt i fire. Dejligt at være på landevejen igen. Vi får lige handlet før det er mod Peru. Vi tager den første tankstation udenfor byen. Vi har i alt sejlet 1.242 km og for os har det taget 15 dage. Heri er 89 timers ventetid på diesel. Næsten 4 døgn. Sejlet 36 km og kørt 92 km
Gallery Manaus til Porto Vehlo 7 til d. 10 Juni
Gallery Manaus til Porto Vehlo 11 til d.14 Juni
Gallery Manaus til Porto Vehlo 15 til d. 21 Juni
Gallery Manaus til Porto Vehlo 22 til d. 23 Juni