Florida

Fredag den 30. marts 2012  Apopka, Florida
I dag skal reparationen af fyret godkendes. Erik skyper med Mike, Truma. Alt ser meget fint ud og han sagde at selvfølgelig vil Truma hjælpe os. En flink mand. Sengen skulle lige ordnes og tøjet vaskes inden det går længere sydpå.

Vi vil køre langs vandet til key West, men der er stadig et stykke vej. Vi tager ind på Sebastian Intel State park og får den sidste ledige plads. Heldigt. Den ligger ved Indian River, som går udi Atlanterhavet. Alle fisker, men det er ikke så meget vi ser blive fanget. Der er et sted hvor man kan rense fisk. Rundt om det sted står masser af pelikaner, træstorke (ikke set før) og hejre, samt andre fugle. Et dejligt sted. KM 173

Lørdag den 31. marts 2012  Melbourne Beach, Florida
Her til morgen er der sms fra Niels Henrik. Dorrith har brækket armen ved at en sygehjælper tog alt for hårdt fat i hendes overarm da hun skulle hjælpe hende. Lægerne har opgivet at behandle hende for kræften og hun kommer ikke hjem, men skal på hospice. En hård besked om morgenen. Her er desværre ikke internet, så vi må klare os med sms’er. Vi går en tur i området. Badestranden ligger på en anden side af broen, så vi går derover. Det er ikke beregnet på at man går over broen. Der er meget lidt plads på broen til gående og cyklende. Der er nogle flere mennesker herovre og vi går ud og ser dem fiske ude på molen.

Der er mange der står derude og fisker, men vi ser ikke nogen fange noget. De har nogle sjove vogne til at køre alt deres fiskegrej på. Det er en form for legevogn, hvor der er sat plasticrør fast, som kan holde fiskestængerne. Det er en der kræver plads på bilen. En dejlig tur. Vi er ved at planlægge vores tur til Mexico, hvad vi skal se og den slagt. Om eftermiddagen blæser det op og det regner en del. Vi sætter os ind i bilen og er sikker på at vi skal spise inde. Efter en time klarer det op og vi kan igen være ude. Dog er det meget fugtigt i vejret, så efter maden sætter vi os ind igen.

Søndag den 1. april 2012  Melbourne Beach, Florida
I dag skal vi videre sydpå. Vi har fundet en boghandel på GPS’en, hvor vi vil købe de bøger vi skal have med. Der er en campingbog over Mexico, som er svær at få fat i. Den bog bestiller vi og vi skal hente den samme sted, som vi har bestilt den. Lidt ærgerligt. Vi får også Skypet Dorrith. Hun har ondt i armen og kan intet. Vi finder en plads via Passport, med internet.

Vi får en kanon plads på campingpladsen, lige ved siden af en stor flod med alligatorer og masser af fugle. KM 139

Mandag den 2. april 2012  Okeechobee, Florida
Vi får lige skypet Lone og Dorrith inden vi tager af sted. Vi er tæt på en stor sø, og på et tidspunkt ser vi ud over søen. Den er kæmpestor og vi kan ikke se den anden side. Vi fortsætter sydpå. Erik mener det er et inddæmmet område vi kører i. Søen ligger også højere end det omkringliggende område. Der høstes allerede majs nu. Vi ser dels majsmarker og lastbiler fulde af majs. Vi ser også marker med tomatplanter. Normalt bliver disse dyrket i drivhuse. Vi finder campingpladsen, som ser fin ud med swimmingpool. KM 213

Tirsdag den 3. april 2012  Homestead, Florida
I dag skal vi ud på The Keys – øerne.

Vandet er utrolig flot, men mange steder er det også meget lavt, så bådene skal passe på hvor de sejler. Det er et meget turistet område, så man kan bruge mange penge her. Mange steder her på østkysten har vi set speedbåde ligge på et stativ, hvor båden ligger 1 – 1 ½ meter over vandet. Det har vi ikke rigtig forstået hvordan de kan. For nogle dage siden fandt vi ud af, at stativet består af fire stolper med en form for hejseværk. Båden sejler ind mellem stolperne og så bliver den hejst op. Smart. På campingpladsen får vi en plads helt ud til vandet. Vi måtte betale ca. 15$ mere for at komme helt ned til vandet. Ved brug af passport kan man ikke få vandpladserne, og da de pr. 1. april har sat priserne ned på alle pladser til 49$ + skat. Normalprisen for vandpladser er 80$ + skat. Havet er meget stille og flot at se ud over. Vi bader i havet det er dejligt varmt. Vi tager briller og snorkel på, de har ikke været brugt siden Grækenland. Der er ikke så meget at se, men vi ser nogle store fisk. Erik mener det er baracuda’er. KM 114

Onsdag den 4. april 2012  Marathon, Florida
I dag skal vi helt ned til Key West.

Det er en flot tur. Vi kører til den gl. bydel og havn, hvor vi finder en parkeringsplads. 2,50$ i timen. Key West er åbenbart en party by. Der er levende musik på mange af barerne som også serverer mad. Det er et sted man kan bruge mange penge. Der er bådture ud for at snorkle, sejle kajak, jetski, paragliding, solnedgang, aftenture med mad og dans og meget mere. Her er også små museer med alt muligt. Det koster 10-15$ pr. person at komme ind. Der er også en del jamsebutikker, så alt i alt en by med gang i. Der er også en del mennesker i byen. I havnen svømmer der nogle meget store fisk rundt, muligvis laks, vi ved det ikke. Kl. 16 bliver de fodret med fiskeskiletter, nok fra restauranterne. Fiskene ved åbenbart når tiden nærmer sig, for de var alle på plads kl. 16. Det  samme var pelikanerne. Mens fiskene blev fodret blev pelikanerne holdt væk med en vandstråle. Vi fik købt badeshort til Erik. Et af hans par blev ødelagt, da vi havde vandskade i ”snavsetøjskurven”. Alt i alt en fin dag. KM 189

Torsdag den 5. april 2012  Marathon, Florida
I dag skal vi ikke ret langt. Vi vil prøve at komme ind på en State park, som ligger ud til Atlanterhavet.

Det er ikke noget problem. Vi får en kanon plads ud til Atlanterhavet. Det er noget lavt vand, men farven er flot. Vi går en tur i området, her er også mangrove, og vi får badet i havet. Det er klart vand, men der er ikke meget at se. Erik siger man skal ca. 4 miles fra kysten, før der er rev. Golfstrømmen bliver opbygget hernede og går op nord om Norge til Rusland. Sjovt at tænke sig. Det blæser noget, men da solen skinner fra en skyfri himmel, skal man passe på ikke at blive skoldet. KM 15

Fredag den 6. april 2012  Long Key, Florida
Det er noget overskyet i dag og vandet ser ikke helt så indbydende ud som i går. I dag skal vi til Everglades.

Det er snart de sidste dage inden der bliver for mange myg. Vi kører helt ned til campingpladsen med det samme. Der er strøm på nogle af pladserne og det vil vi gerne have til Air-con. Der er masser af pladser med strøm, så det er intet problem. Vi tager ned i havnen for at se hvad der er af bådture til i morgen. Det ser ikke ud til at være noget problem, så vi vil bestille i morgen. Erik ser en krokodille ude i havnebassinet på saltvandssiden. Desværre havde han ikke kameraet parat. Vi får noget regn om eftermiddagen, men vi kan sidde ude og spise sammen med utrolig mange spyfluer. I tusmørket kommer alle myggene, så vi flygter ind i bilen. Da jeg står og vasker op ser vi en frø ca. 3-4 cm lang på indersiden af vinduet. Erik tager et billed af den inden han forhåbentlig kommer af med den. Vi har ikke set den siden. KM 183

Lørdag den 7. april 2012  Everglades National Park, Florida
I dag skal vi først ud og sejle backcountry, og bagefter skal vi gå de forskellige korte trails. Det er en god sejltur vi har.

Vi ser 2 amerikanske krokodiller, de kan blive optil 4,5 meter. Det er det nordligste sted de er og man kan også være heldige at se alligatorer her, og det er det sydligste de går. Den kanal vi sejler i er gravet ud, for at få adgang til backcountry her. Det vand vi sejler i er brakvand. Ferskvand blandet med saltvand. Hele backcountry, som består af nogle kanaler og masser af store søer, er på det dybeste 2 meter. Meget er under 1 meter, så en båd må ikke stikke ret dybt. Det blæser en del, så selv på disse søer er der bølger. En interessant tur, hvor vi også så en del planter på træerne, bl.a. orkideer. Efter dette kørte vi turen tilbage mod indgangen og gik de interessante ture. De fleste ture er på nogle træstier, som er hævet over bunden. Der er meget mangrove og ofte bliver området oversvømmet, så det er den eneste måde man kan komme ind i området. Det sidste område er Royal Palm, hvor vi ser en del alligatorer, skildpadder og fugle. Vi havde forventet også at kunne se disse dyr andre steder. KM 135

Søndag den 8. april 2012  Everglades National Park, Florida
I dag vil vi køre op i den nordlige del af Everglades National Park. Heroppe er alle Airbådene. Selskaberne ligger meget tæt langs vejen. Først på den ene side og længere fremme på den anden. Vi kører videre af en grusvej, Looproad og her kører vi langs et vandløb. Turen er 40-50 km lang, men vi ser så mange alligatorer,

nogle skildpadder og en enkelt hjort, at det er hele turen værd. Her er næsten ingen biler, så vi kan sidde oppe i bilen og tage billeder. En gang gik Erik ud, for at tage et billed og pludselig sprang alligatoren i vandet og var på vej over mod Erik. Erik sprang ind i bilen. De fleste andre billeder tog vi fra bilen. KM 215

Mandag den 9. april 2012  Big Cypress Natinal Preserve, Florida
Vi tager ned til Everglades visitorcenter ved Gulfkysten. Herfra kan man med både komme ud og se de tusind øer. Desværre kan vi kun få et tur ca. 2 timer senere, så det vil vi ikke. Vi kører videre. Vores bog er kommet til Jensen Beach, så vi tager derop ad. Vi tager til campingpladsen ved søen Okeechobee og får en plads igen ud til vandet. KM 238

Tirsdag den 10. april 2012  Okeechobee, Florida
I dag skal vi hente den bog vi bestilte for over en uge siden. Vi skal også have blækpatroner til printeren, en ny disk og selvfølgelig mad. Derfor bliver køleskabet også lige afrimet inden vi tager afsted. Vi finder også ud af at vi kan tage kopier af pas m.m. på et Fedex office. Her kan man tage farvekopier, så det skal vi have gjort inden afgangen til Mexico. Det tager 3-4 timer alt det her og vi er først ved campingpladsen efter 5. Det er en mobilhome by med nogle enkelte pladser. Vi taler først med et par, der siger at vi må vente til i morgen. Så kommer en mand og siger at vi godt kan blive og så bare betale i morgen. Det gør vi. KM 218

Onsdag den 11. april 2012  Sebring, Florida
I dag skal der vaskes og gøres rent. Erik får også kigget lidt på nettet vedr. Mellemamerika og Sydamerika. Han finder ud af at fra 10. maj i år kommer der færge mellem Panama og Columbia. Det bliver dejligt. Det vil blive meget billigere og nemmere for os at komme over her. En rigtig god nyhed.

Torsdag den 12. april 2012  Sebring, Florida
Erik taler med Dorrith. Hun er kommet på hospice i Måløv og er meget glad for det. Hun er kommet lidt op ad sengen og har fået lammesteg med rødvin til. Rødvinen kunne hun ikke rigtig klare, det er nok al den medicin hun får. Håber hun får et godt ophold der. Vi får skrevet en masse sider ud vedr. grænseovergange igennem Mellemamerika. Vi skal have taget en masse kopier inden vi tager til Mexico. Ellers en rolig dag.

Fredag den 13. april 2012  Sebring, Florida
I dag er det videre. Vi skal over til kysten i vestsiden af Florida, så det er bare en køretur i dag. Der er en del landbrug i Florida og kvægdrift, men de har også det gode vejr. Vi har fundet en campingplads lige nord for Clearwater. Fra den kan man gå ud til floden Anclote, som løber ud i Mexico Golf. Der er en havn hernede og her er en bar/restaurant. Det er meget sjældent at vi ser det. For det meste er havnene lukket af for os, det er kun dem der har både, som kan komme ind. De fleste af bådene ligger på ”hylder” i en kæmpe ”reol”. Sjovt at se. Der er en mega truck, der henter bådene op og ned. Om aftenen ser vi dansk TV, det er første gang at vi har kunnet se det på denne tur. KM 200

Lørdag den 14. april 2012  Tarpon Springs, Florida
I dag skal vi ind til byen. Her er den største koncentration af grækere i USA. Det virker som at komme til Kalymnos med alle deres svampe og en masse andet. Sjovt at se. Vi tager bussen til Clearwater for at se den. Det er en bustur på 1 time hver vej, så vi tager tilbage med den samme bus.

En dejlig tur. Vi spiser på en græsk restaurant og jeg får en mega portion af græske specialiteter, til en rimelig pris. Erik får noget lammekød. Vi er meget mætte resten af dagen. KM 12

Søndag den 15. april 2012  Tarbon Springs, Florida
I dag er det bare videre nordvest på.

Vi finder en campingplads i Old Town. KM 201

Mandag den 16. april 2012  Old Town, Florida
I dag er det videre. Det er et rimeligt øde landskab vi kører igennem. KM 133

Tirsdag den 17. april 2012  Lamant, Florida
I dag skal vi have taget en masse kopier af pas, kørekort og bilpapirer til Mellem- og Sydamerika. Vi gør det hos Fedex Office, godt sted, men ret dyrt ca. 90$ for 20 kopier af hver i farve. Det er noget vi skal have med. Vi får handlet lidt og tager til en campingplads ude ved vandet. KM 163

Onsdag den 18. april 2012  Carrabelle, Florida
Det regner her til morgen, så vi må sidde inde og spise morgenmad. Det er lang tid siden vi har gjort det. Vi fortsætter videre vestpå. Vi tager ud på en lang ø, St. George Island. Det er en smal ø og hvis man stod lidt højt oppe ville man se vand på begge sider. Der er en statspark herude, men det blæser meget, så der vil vi ikke bo. Det er hovedsaglig en ferieø og de fleste af husene står på pæle. Vi ser en fiskehandler og køber frisk Grouper, lokal fisk, til aftensmad. Det ser meget lækkert ud. Lige da vi har købt fisken står det ned i stænger, så vi bliver noget våde for at gå ind i bilen, ca.5-10 meter.. Vi fortsætter til Mexico Beach, hvor vi har fundet en campingplads. Nu regner det rigtigt meget. Vi finder en plads og venter på at det holder op med at regne. Hele pladsen sejler, men ca. ½ – 1 time efter er det meste væk. Utrolig så meget vand jorden/sandet kan optage. Vi går ned til stranden og det er en flot strand. Der er en restauration ved stranden, så vi får en øl. KM 129

Torsdag den 19. april 2012  Mexico Beach, Florida
Vi får lavet en masse vedr. rejsen ned til Mexico og videre. Dejligt.

Fredag den 20. april 2012  Mexico Beach, Florida
Dorrith døde i nat mellem 2-3. Vi får ikke rigtig de sms’er der bliver sendt, men Lone fortalte os det, hun har det fra Michael. Erik tager ikke hjem til begravelsen, det har han besluttet for lang tid siden. Det ændre intet og det koster os en masse penge. Vi tager videre for at få et bedre net. Nettet det nye sted er ikke bedre og her skal vi betale for det. Vi får ikke fat i Niels Henrik eller Michael, men klokken er også over 10 derhjemme.
KM 206

Lørdag den 21. april 2012  Holt, Florida
Nettet er meget dårligt, men vi får fat i Niels Henrik, men han er nede på skolen med Jonatan, og vi kan ikke tale sammen. Vi må have et bedre net, så det er ud på landevejen igen. Vi har udset os en plads, men da vi kommer frem er den ikke mere Passport. Der er ingen toiletter og nettet virker ikke. Vi må videre og finder en dejlig plads med et rigtig godt internet. Erik får en rigtig god snak med Niels Henrik og om aftenen ser vi dansk fjernsyn. Dejligt. Det er noget koldere i dag og det regner ind imellem. Vi har ikke air-con på om natten, bare vinduerne oppe er åbne. KM 172

Søndag den 22. april 2012  Robertsdale, Alabama
Det er koldt i dag. Vi sidder inde og spiser morgenmad og får talt med Niels Henrik, Lone og Michael. Vi ser også Vibes mave. Hun har en flot gravid mave, det pynter på hende. Ellers fik vi begyndt på hjemmesiden. Vi måtte også lave mad inde.

Mandag den 23. april 2012  Robertsdale, Alabama
Vejret er ikke bedre i dag. Vi får lavet hjemmeside og dagbog, det skal jo gøres. Vi taler med Niels Henrik sidst på dagen. Bisættelsen bliver torsdag kl. 11. Vi håber vi kan høre den via skype. For os er det kl. 4 om natten. Ikke det sjoveste. Maden bliver også lavet inde i dag.

Tirsdag den 24. april 2012  Robertsdale, Alabama
I dag er det videre. Vi kører ind i Mississippi, får handlet og finder en Passport camping. Vi får endeligt bagt rugbrød, selvom det tager 1 ½ time mod normalt 1 time. Det er fordi det blæser. KM 217

 

Dette indlæg blev udgivet i USA 2012. Bogmærk permalinket.