Cusco til Brasilien

Mandag den 22. september 2014  Cusco, Peru    


Det er hjemmeside og dagbog i dag. Vi taler med Ernst og han havde en del oplysninger om Paraguay, så måske tager vi den vej igennem for at spare dage i Brasilien.

Tirsdag den 23. september 2014  Cusco, Peru
Vi forsætter med hjemmeside og dagbog. Ernst kommer forbi med et nyt Garmin kort for Sydamerika. Han har lige downloadet det.

Onsdag den 24. september 2014  Cusco, Peru


Det er det samme igen.  De fleste rejser, så vi kun er 3 campere tilbage. Det giver et noget bedre internet.

Torsdag den 25. september 2014  Cusco, Peru
Vi fortsætter igen i dag. Der kommer 3 campere, som har været her før, men har været en tur til Machu Picchu. Vi kender dem alle.

Fredag den 26. september 2014  Cusco, Peru
Erik bliver endelig færdig med hjemmesiden. Vi går ned i byen og bliver klippet ca. 20

DKK pr. person, en rigtig god pris. Vi får også lidt mad før vi tager en taxa hjem.

Lørdag den 27. september 2014  Cusco, Peru
I dag er det vask og rengøring. Erik får sendt det rejsebrev, som jeg tidligere har lavet. Vi får en snak med Råhyggeren, rigtigt hyggeligt.

Søndag den 28. september 2014  Cusco, Peru
Vi får lige hentet det rene vasketøj fra tøjsnorene, inden det begynder at regne meget.

Ellers er det olieskift på generatoren og rensning af vandfiltret. Vi tager en tur ned i byen for at hente penge.

Mandag den 29. september 2014  Cusco, Peru
Efter at have været her i 24 dage over 3 gange, er det på tide at komme videre. Jeg har skypet med min mor tidligt om morgenen. Det går fint indtil de andre kommer på og gør forbindelsen dårligere. Så må vi stoppe. Da vi siger farvel til de forskellige, får Erik at vide af Rudi, at der i weekenden har været et jordskælv, med center på den vej vi kørte på indover fra Colca Canyon til Cusco. En del mennesker er døde i sammenstyrtede huse. Rudi har det fra en mail, som han har fået fra en ven i New Zealand. Vi kunne godt mærke det i bilen. Da vi har sagt farvel til alle, går turen til supermarkedet. Vi skal handle godt ind for Brasilien er noget dyrere. Da vi kører mod Urcos er der noget omkørsel i den yderste del af Cusco. Jordskælvet skulle også have lavet skader i Cusco. Alt i alt betyder det, at vi ikke kommer så langt, som vi håbede. Vi stopper før vi begynder at kravle op over de sidste bjerge i 5.000 meters højde. En OK overnatning, dog lidt tæt på vejen. KM 124

Tirsdag den 30. september 2014  Nord for Urcos, Peru
Lidt i 10 er vi på landevejen. Vi har en lang vej i dag. Det er en meget flot tur. Vi starter med at køre op i knap 5.000 meter, hvor der bor en del indianere med deres Alpaca lamaer. Utroligt at der bor mennesker så højt oppe.

Efter dette går det bare nedad mod sealevel. Det er en meget flot tur og vi får forhåbentlig taget nogle billeder af indianerne med deres helt specielle flade hatte. Der er en del vejarbejde som stopper os, men kl. 18 kører vi ind på vores camping, og det er fuldstændig mørkt. Vi holder bare på en parkeringsplads. Så må vi se hvordan det ser ud i morgen. Det er varmt og fugtigt, men sådan er regnskoven jo. KM 366

Onsdag den 1. oktober 2014  Puerto Maldonado, Peru
Det har været en varm nat, men vi har sovet OK. Her til morgen kan vi rigtig se noget. Erik går ud for at finde toilet og bad.

Her ser han, at hvis vi kører længere ind kommer vi ind til et dejligt område ved floden. Det prøver vi. Vi knækker nogle grene, men campingfar siger det er OK. Dette er noget bedre. Campingfar fjerner de lavt hængende grene og en stub. Så er det meget nemmere at komme ud. Der er også en abefamilie i haven.  Især er der en lille hanabe som virkelig forstår at gøre sig til. Ellers sidder vi bare og nyder alle lydene fra fuglene. Vi går også en tur rundt i haven. Der er en del blomster, bananer og ananas. Der er ikke megen aktivitet på floden, men vi ser enkelte turbåde.

Torsdag den 2. oktober 2014  Puerto Maldonado, Peru
Vi tager ind til byen for at prøve en anden overnatning. Det er Anaconda Lodge, ejet af en schweizer og hans thailandske kone. Vi kan ikke komme ind af porten, men der er en bagindgang, hvor vi kan holde. Helt fint.

Det er en kæmpe ”have” med bl.a. 3 brøleaber – brune. De er ret tamme og meget frække, men ikke til at stå for. Heldigvis kan de ikke brøle. Her er ikke helt så varmt som det andet sted, og ikke så mange fluer m.m. Vi nyder det i swimmingpoolen, og om aftenen spiser vi i restauranten. Det er thaimad, men ikke ret stærkt. Det smager godt. Vi har fået strøm på, men ikke som normalt. Stikket er taget af og strømledningen går direkte ind i en boks. En noget anderledes løsning. Det betyder vi får gang i air-con. Dejligt. Det fjerner ikke kun varmen, men også fugtigheden. Det giver en noget bedre nat. Dog er strømmen ikke helt stabil, den kører op og ned. Ved 6-7 tiden om morgenen hører vi noget på taget. Det er aberne der synes det er sjovt at hoppe rundt der. Det ser ud til at de har brugt forruden som glidebane. Da Erik banker op i loftet forsvinder de. KM 17

Fredag den 3. oktober 2014  Puerto Maldonado, Peru
Vi får lige diesel og benzin til generatoren, før det er videre mod Brasilien. Jo længere vi kommer ind mod Brasilien, jo mere regnskov bliver det, dog er de slemme til at brænde det hele af, måske fjernes de helt store træer, som der er gode penge i.

Vi ser en del lastbiler med enorme stammer af ædelt træ – synd. Husene på denne vej minder meget om østen, med disse bræddehuse.  Når man laver et hus starter man med skelettet og taget. Så sætter man plastik rundt om soveværelset. Efterhånden som man får penge til det, bygger man væggene op og til sidst har man et hus. Vi kommer helt til grænsen, men vil først gå over i morgen. Vi får vekslet de sidste Soles til Real, så nu er vi klar. Vi finder en OK fricamping. Rolig om aftenen/natten, men ved 5-6 tiden kommer der liv i de mange lastbiler. KM 233

 Lørdag den 4. oktober 2014  Iñapari, Peru
Mens vi sidder og spiser morgenmad begynder det at blæse og regne. Det regner kraftigt, men holder hurtigt op igen. Det vi holder på er lidt græs og masser af rød jord. Når jorden bliver våd er den som brun sæbe at køre på. Godt der ikke er langt til asfalt. Bilen skøjter lidt rundt, men vi er hurtigt på ret køl igen.

Vi skal til Brasilien i dag. Hele grænseovergangen går hurtigt, og i Brasilien skal man ikke have lavet papir på bilen mere. Så er det bare derud af. Vi har rigtig mange kilometer at køre. I Brasiliéia kører vi ind, handler lidt og får nogle penge. Så skulle vi kunne klare os lidt. Det er hovedsagelig kvægbrug vi kører igennem. Det er køer som i Indien, dem med en pukkel bag hovedet. De kan nok klare varmen, men de ser noget magre ud. Syd for Rio Branco finder vi en tank, hvor vi kan overnatte. Vi har hørt fra andre at det der på tanke man overnatter. Fricamping er meget svært inde i landet. KM 378

Gallery fra turen, Cusco til Brasilien

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2014. Bogmærk permalinket.