Cerro-azul-Paracas

Torsdag den 11. april 2013  Huaraz, Peru
Vi tager ud til kysten i dag. Vi køber dog lige motorolie til bilen, det skal skiftes, så må vi finde et sted hvor de kan det lidt senere. Det er en flot tur og meget nemmere end da vi kom ind til bjergene.

Vi ser sneklædte bjerge og der er en slette helt oppe i næsten 4.000 meter. Der er rimeligt frodigt og der er husdyr mange steder. Vi ser mindst 4 konvojer med hver 5 lastbiler. 3 af konvojerne er med tankbiler. Jeg forstår ikke helt hvorfor de kører i konvoj. Nede på den anden side af bjergene er der kun frodigt langs floden, ellers er det kun golde bjerge. Her er en del der bor i huse bygget af sivmåtter, både på sidderne og i taget. Helt nede ved Pan-americana vejen er en kæmpe tankstation, hvor konvojerne samles inden de kører op. Vi ser 3 store lastbiler med hver 5 dæk. Dækkene ligger på ladvognen og fylder ca. 1 ½ vognbane. Det vil ikke være sjovt at møde dem på de snoede veje. Vi finder vores overnatning med lidt besvær. Det er en på stranden. Dejligt fredeligt. KM 262

Fredag den 12. april 2013  Vegueta, Peru
Vi er tidligt afsted for vi skal gennem Lima i dag. Det går godt gennem Lima, vi kører ikke forkert, men alle de busser, bemoer ( små busser ), taxaer, som bare kører ind og ud mellem hinanden for at skaffe kunder. Det er rimeligt hårdt og de rækker bare hånden ud og så skifter de bane, selvom der ikke er plads. Det er også første gang vi skal betale vejskat. Vi har set masser af betalingsanlæg, men det var dem der kørte den anden vej, som skulle betale. Vi betalte ca. 65 DKK for dette denne dag. Lima er ikke nogen køn by, og der bor ca. 8,5 mill. mennesker i Stor Lima, så området er meget stort. Vi ser en del af de samme huse lavet af sivmåtter, som vi så i går. Minder meget om slum. Da vi er syd for Lima er det fortsat sand, sand, sand. Her ligger der en del ressorts ved de forskellige havne. Områderne er hegnet ind og der er låger for. Det ser ud til at noget kan man leje, mens andet er hvor de velhavende bor. Vi ser også nogle større biler her, ikke mange.

Vi har udset os en plads ved stranden i byen Cerro Azul. Der er flere der har boet her. Da vi er ved stranden ser vi 2 campere, så  vi holder i nærheden af dem. Det er 2 unge par fra Schweiz, som har mødt hinanden i Sydamerika. De er på vej op, stille og roligt. Vi går en tur i byen, som er hurtigt overset. Her er også en lang bro hvor folk står og fisker. KM 297

Lørdag den 13. april 2013  Cerro Azul, Peru
Vi skal længere sydpå, dog skal vi prøve at finde mere olie og få det skiftet. I byen Chincha Alta er vi inde mindst 10 steder før vi endelig findet den rigtige olie. De har lige de 3 liter, som vi mangler. De vil også gerne skifte det, dejligt. Der kommer ca. 10,4 liter på, så nu skulle vi gerne kunne køre helt til Uruguay. Efter at vi også har fået diesel på skal vi videre. Vi skal til National Park de Paracas.

Vores GPS ved det er en National Park og skærmen bliver grøn, men det er ørken over det hele. Vi ser et lille museum om området. Det viser bl.a. hvor man inden år 2100 forventer at lufttemperaturen vil falde/stige i forhold til temperaturen i ca. 1950. Det viser bl.a. at Grønland og det nordlige Canada vil stige med 11,4 grader, mens det i midt Norge/Sverige og måske Sjælland vil falde med ca. 6 grader. Desuden vil vandstanden i havene stige med optil 77 cm. Noget foruroligende. Vi kører rundt og ser området, som har nogle meget høje klipper ud mod havet, minder lidt om Skotland. Vi ser også en lille flok flamingoer, selvom de først skulle komme til maj. Vi kører lidt længere sydpå og ud mod havet og finder en dejlig  plads. Tæt på havet, bare ikke for tæt. Her slår vi lejr. Stille og roligt på nær havets brusen. Det blæser meget, vi prøver at sidde ude men det er ikke spændende. Inde i bilen er der dejligt og udsigten er lige så flot. Her til morgen den 14., mens vi nyder vores morgenkaffe i det fri, ser vi delfiner i vandet lige udenfor hvor vi sidder. Nogen af dem springer helt ud af vandet. Meget flot. KM 159

Søndag den 14. april 2013  National Park de Paracas, Peru
Vi skal til Nazca i dag. Efter vi er kommet ud af parken er der god vej derudaf. Vejene er fine, det er først til sidst vi begynder at gå lidt op. Lige før Nazca er et udsigtspunkt, men det er en platform der er stillet op til lejligheden. Køen er meget lang, så det gider vi ikke. Vi kan holde ved et hotel lige overfor lufthavnen. Da vi er ved at parkere kommer 2 unge schweizer i et folkevognsrugbrød. De er på vej op. Vi kan få strøm, for det er ca. 35 grader, så vi frygter for natten. Vi går over til lufthavnen for at finde ud af hvad det koster at komme ud og flyve over disse Nazca-Lines.

Da vi endelig finder indgangen til lufthavnen og spørger hvad det koster er det steget fra 50 til 90 US$ per person. Det vil vi ikke betale, så vi går igen. Om aftenen får vi en god snak med schweizerne. KM 246

 

 

 

Billederne fra Nazca Lines har vi ikke taget, de er hentet på nettet.
Gallery Cerro Azul og Paracas National Park

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2013. Bogmærk permalinket.