Californien

Fredag den 13. maj 2011 Folsom lake, Californien
Vi går en tur i området. Det er et lækkert område – meget bakket – med store egetræer. Dog er bladene ikke som derhjemme, de er mindre her. Om eftermiddagen laver Erik frikadeller ude på gasblusset.

Det er første gang vi får det efter julefrokosten hos Ib. De blev rigtig gode. Der bliver også lidt til frokost og til fryseren. Vi har lidt problemer med komfuret. Erik mener at den blæser vi satte i hos Anders er for svag, så Erik har næsten skilt komfuret ad for at det får mere luft, og det hjælper. Om eftermiddagen kommer der ca. 15 unge spejdere, som slår lejer i nærheden af os. De er meget stille og rolige, ingen problemer. Deres alder er 15-18 år og der er 4 voksne ledere med. Vi talte kort med dem inden spejderne kom gående med deres rygsække. Erik hørte dem her til morgen (den 14.) kl. 7 da tog de alle af sted og teltene blev pillet ned.

Lørdag den 14. maj 2011 Folsom Lake, Californien
Så skal vi ned og besøge Dale og Stephen, som vi mødte i Mexico. De bor udenfor Placerville i et flot område, der ligger 700-800 meter over havet. Vi er der knap kl. 16. De bor i et hus med en kæmpe terrasse og en skøn udsigt. Imellem dem og naboen går der får og lamaer, der holder græsset nede mellem ejendommene. Stephens jord er ca. 7 acres – ca. 28.000 m2. Der er træer over det hele. Der er 2 indkørsler til ejendommen. Den ene går til en anden nabo, som er vindbonde. Vi er ovre for at smage vinen inden aftensmaden. Det er gode vine og vi køber nogle flasker til turen (vi har jo snart bryllupsdag). Naboerne Jim og Terry kommer over til aftensmad og vi har nogle gode samtaler om rejser, forskelle på landene og meget mere. Rigtigt hyggeligt. De går hjem 19.30 og vi andre taler videre til kl. 21. Så går vi ud i vores camper. Vi blev tilbudt et værelse i huset, men vi vil hellere være i camperen. Stephen har lavet fuld hookups på grunden, så vi har det hele. De har også lavet et gæste Internet. Så det er en perfekt overnatning. Det regner om aftenen og blevet noget køligere, men vi har varme på, så det betyder ikke noget. KM 75

Søndag den 15. maj 2011 Placerville, Californien
Da vi vågner om morgenen har det sneet og det er helt hvidt udenfor.

Dog er det vådt sne, så der er knækket en del grene af træerne. Det er helt forkert med sne den 15/5. Dale og Stephen siger også at det er yderst usædvanligt med sne nu. Vi tager til Placerville for at se den og få noget morgenmad. Placerville har været der siden guldfeberen. Man fandt guld i dette område ca. 1850. Vi tager også til en by i nærheden Coloma, hvor man opdagede det første guld i dette område. Meget sjovt at se, men det regnede/sneede, så det var ikke så sjovt at være ude. Da vi kommer tilbage til deres hus tager vi videre. Strømmen gik i morges kl. 7.30 og der kan nemt gå 2-3 dage før den er tilbage. Når dette sker og det er koldt udenfor køre de deres camper op hvor vi holdt i nat og så bor de i den. Her er varme og en stor generator, som kan give dem al den strøm de behøver i bilen. Vi kører til Napa – vindistriktet – og finder en State Park til 15$. Da vi tog fra Stephen og Dale var det begyndt at hagle kraftigt. Nogle steder hvor vi kører regner det også kraftigt, især ved hovedstaden Sacramento, men i Napa er det holdt op og det er også blevet noget varmere. Med hensyn til komfuret finder vi ud af at blæseren er sat forkert på, efter den er vendt virker komfuret som det skal. KM 165

Mandag den 16. maj 2011 Napa Valley, Californien
Vi ser masser af vinmarker og flotte vindgårde mens vi kører Napa Valley til Calistoga. Desværre er vejret dårligt og det regner en del, så vi bliver inde i bilen – ser bare ud. Efter dette tager vi ud til kysten for at køre Highway 1. Vi finder en regional park nord for Fort Ross – Noget man skal se, men der var lukket på grund af ombygning. Vi får sat varme på bilen og de store forhæng op. Så har vi det dejligt varmt. KM 154

Tirsdag den 17. maj 2011 Nord for Fort Ross, Californien
Vejret er ikke godt i dag. Det regner og er køligt. Vi fortsætter op ad Highway 1. Det er en meget flot kyst, men meget barsk.

Stillehavet er nogenlunde stille i dag. Nogle områder er der bare sommerhuse, nogle landbrug med især køer og nogle områder ligger bare brak. Grøftekanterne blomstrer og der er rigtig mange bjørneklo alle vegne. Herovre er de åbenbart ikke noget problem. Vi kører igennem nogle enkelte byer. Nord for Fort Bragg finder vi en strandcamping direkte ud til Stillehavet. Det regner og er koldt, men vi kan sidde i bilen og kigge ud. En kanon overnatning. KM 176

Onsdag den 18. maj 2011 Nord for Fort Bragg, Californien
Vejret er fint her til morgen, så vi sidder ude og får morgenmad mens vi ser ud over et forholdsvis stille Stillehavet. Meget flot. Vi tager videre nordpå og skulle gerne se Redwood i dag. Kystvejen er utrolig flot, vi kører hurtigt lidt ind i landet og kører på en meget snoet vej med masser af træer. Træerne er en slags grantræer, men er meget høje og står tit i klynger med en 5-6 træer. Det ser næsten ud som om de har samme rod de 5-6 træer. Meget usædvanligt.

Efter et stykke tid kommer vi til et Redwood træ man kan køre igennem. Vi kører ned til det. Det koster 5$ at komme hen til det og vi får her at vide at vi ikke kan køre igennem det, vi skal køre udenom. Træet er meget stort. Ca. 105 meter højt, 7 meter i diameter og ca. 2.400 år gammelt. Sjovt at se, men det er ikke så store biler der kan komme igennem ingen MTV’er. Vi kører videre af Avenue of the Giants. Her ser vi mange rigtig store træer og her står de fleste enkeltvis. En rigtig flot tur. Vi kører videre til Eureka, hvor vi finder en campingplads ude mod vandet på Samoa. En ikke særlig spændende campingplads, men vi bliver. KM 208

Torsdag den 19. maj 2011 Samoa, Californien
Vi får ordnet sengen og pakket vasketøj inden vi tager til Eureka, for at vaske og komme på nettet. Vi kan begge dele fra et vaskeri. Jeg vasker og Erik går på nettet. Eriks søster Dorrith har været til nogle undersøgelser og hun mailer at det er lungekræft i en mild form hun har, og at hun skal have kemo og stråler.

Det lyder ikke godt, men hun virker ved godt mod. Efter vaskeriet går vi lige hen til et hus, som man skal se. Det er et flot træhus med masser af udskæringer og flotte farver. Desværre er det lukket for offentligheden, men vi ser det udefra. Efter dette får vi handlet og videre mod Redwood National park. Vi campere på Elk Prairie campingplads, hvor vi endelig kan få bagt et rugbrød KM 104

Fredag den 20. maj 2011 Elk Prairie, Californien
Det er vores 39 års bryllupsdag i dag, så det går langsomt. Vi får god morgenmad, friskbagt rugbrød med skinke med bacon og æg.

Vi skal ud og se Tall Tree Crove. Det ligger lidt afsides og man skal have tilladelse til at køre der. Den får vi og kører derud. Der er en kodelås på gaten. Vi har problemer med den. Der kommer en bil til og en ung fyr kommer hen til os. Han spørger om vi er fra Danmark, for hans mor er fra Danmark og de har familie/venner i Århus. Underligt. Endelig får vi gaten op og begge biler kommer ind. Det er en dejlig tur vi går på ca. 6 km. Der er lavet en brochure, som fortæller noget om det man ser. Meget interessant. Det er en tur hvor man først går ned til en flod og rundt mellem mange Redwood og Douglas fyr. Hjemturen er op, op, op, men ikke så slemt. Erik har taget sko på og det går fint med hans storetæer. Efter dette skal vi lige gå lady Johnson Crove – en tur på 2 km, men det er ligeud. Disse Redwood får deres højde i de første 200 år. Herefter bliver de bare tykkere og tykkere. Det er sjovt at se, at det enkelte træ kan formere sig ved at der kommer flere skud fra roden og så vokser der måske 5-6 træer på den samme rod. Roden går kun ca. 2 meter ned og det er ikke meget når træet kan blive optil 125 meter højt. Den skyder dog rødder horisontalt op til 25-30 meter og bliver på den måde kædet sammen med andre træer. Vi så et sted hvor modertræet var faldet, men alle de andre træer på samme rod stod der stadig uden problemer. Barken er så tyk at træet ikke kan brænde i f.eks. en skovbrand. Vi kunne se mange af træerne var sorte på dele af det nederste, men træet groede fint. Mange af træerne bliver hule med tiden, men det gror stadig, det er derfor man nogle steder kan køre igennem dem. Vi ser mange træer, som det i fyrtøjet, hvor der bare står en tom skal, måske optil en 10-15 meter. Jeg prøvede ikke at få Erik til at kravle ned i et for at se om der gemte sig en skat. Vi tager ud til kysten, hvor der ligger en campingplads Gold Bluffs Beach. Vi finder en OK plads. Alle pladserne ud til havet er optaget. Vi finder en i 2. række. Solnedgangen begynder godt, men ender i ingenting – ærgerligt. Vi har 1. parket fra bilen. Der kommer også et par elke (stor kronhjort) forbi. Rimeligt tæt på nogle af teltene. Vi får lækker mad Filet Mignon med en god salat og en af de flasker vi købte på vores vinbesøg med Stephen. En rigtig god vin til over 20$ pr. flaske. For dyrt, men den smager godt. KM 67

Lørdag den 21. maj 2011 Gold Bluffs Beach , Californien
Vi tager lige ud til Fern Canyon, som ligger 3,5 km længere ude af kysten. Vi skal igennem 2 vandløb der går over vejen. Intet problem. Desværre er der for meget vand i canyonen så vi kan ikke rigtig se den. Vi tager videre nordpå og skal lige se en radarstation fra 2. verdenskrig, der ligger ud til kysten.

Det ligner fuldstændig et farmerhus og det blev lavet sådan for at kamuflere den for japanerne. Desværre er der kun huset og det er lukket af. Vi havde håbet at se noget af det gamle radarudstyr, som de brugte den gang. Vi tager længere nordpå og finder en campingplads udenfor Redwood Ruby van Deventer Country Park. Pris 10$ og vi ligger lige ned til en flod Smith river. Det er koldt, så vi får lavet vores visitkort og ordnet nogle mails, som vi kan sende i morgen. Der står intet om generatorbrug, men campingfar kommer og siger vi ikke må bruge den. Da havde den kørt over 2 timer og de sidst 10 min. med åben dør. Han har kun kunnet høre den da døren var åben og han kunne se den. KM 112

Søndag den 22. maj 2011 Ruby van Deventer Country Park, Californien
Vi kører en tur igennem Jeidediah Smith Redwood State Park. Det er Howland Hill Road. Vejen er meget smal og vi kan lige være der i højden, men det er en flot tur med masser af Redwood og de er meget høje. Nogle står så tæt på vejen at vejen snor sig udenom træet. En god tur. Efter dette skal vi lige på nettet og sende mailene. Vi går også lige på facebook og ønsker Katja tillykke med konfirmationen i dag. Så er det op mod Oregon. Vejret er OK, men det blæser en del især ved vandet. Der er mange store klipper ude i Stillehavet ud for Oregon – meget flot.

Vi kører til Gold Beach – der er et visitorcenter, som desværre er lukket. Vi tager en brochure over området. Her kan vi se at der opad Rogue River er nogle billige campingpladser til 12$ pr. dag. Vi kører derudaf og tager Huntley Park, hvor vi får en plads ud til floden. Solen er kommet frem igen, så det er dejligt at sidde ude. Der er laks i floden står der. I november/december går de op for at gyde. Et sjovt tidspunkt. I Alaska var det juni – august, men her fryser vandet jo også til om vinteren. Ved Rogue River kan det i januar godt være 20 grader varmt, underligt at tænke på. Der er en del der fisker, men vi ser ingen fange noget. KM 131

Mandag den 23. maj 2011 Rogue River, Oregon
Vi får lige gjort rent i bilen inden vi tager mere nordpå af 101. Vi er inde på et visitorcenter og hun fortæller, at temperaturen her er normalt mellem 10-15 grader og på en rigtig god dag 20 grader. Det er ikke meget. Vi får en del brochurer fra hende, så det må vi have kigget på. Vi kører op til Coos Bay, hvor vi finder en Country Park til 20$ med vand og strøm og gode badeværelser. Vi har udsigt til Stillehavet, og vi sætter os ud så vi har det fulde overblik. Vandet ser maget roligt ud, men der er nogle store bølger helt inde. KM 172

Tirsdag den 24. maj 2011 Coos Bay, Oregon
Vejret er OK i dag. Vi vælger at blive en dag til. Vi skulle gerne have lavet rejsebrev og Erik vil gerne have bilen vasket. Vi får også afrimet køleskabet, Erik får ryddet op i billederne og jeg får skrevet dagbog. En dag hvor man får lavet en masse hængepartier. Senere på dagen regner det.

Onsdag den 25. maj 2011 Coos Bay, Oregon
Vejret er dårligt igen i dag. Det regner. Vi kommer til byen for at sende rejsebrevet og handlet. Vi prøver at køre forbi en anden campingplads, men den er ikke så god som vores egen og så er den 4$ dyrere. Vi tager vores egen plads igen. KM 44

Torsdag den 26. maj 2011 Coos Bay, Oregon
Så skal vi videre i dag. Det regner for en gangs skyld. Vi får købt tændrør til generatoren og en tændrørsnøgle. Så har vi det med. Vi handler lidt og så er det videre. Vi har valgt 2 forskellige scenic routes og vi skulle gerne se

Crater lake National Park inden vi tager til Californien igen. Det er en utrolig flot tur igennem et meget bakket land, hvor der bare går køer, kalve, får og enkelte lamaer, men det regner næsten hele tiden. Vi finder en campingplads på vandfaldsruten – langs floden Umpque – Millpond. OK til 10$ – kun lokum. KM 233

Fredag den 27. maj 2011 Millpond, Oregon
I dag skal vi se masser af vandfald. Desværre falder der også en masse regn ned fra himlen, så vejret er ikke helt perfekt. Vi ser Deadline Falls, Susan Creek Falls, Little Falls, Steamboat Falls og Toketee Falls. Her skulle have været laks og havørred der går op og gyder i perioden maj til oktober. Vi har endnu ikke set nogle. I Steamboat River har man ikke måtte fiske eller lede efter guld siden 1932.

Det er et meget yndet gydested og i Steamboat Falls skulle det være muligt at se laks/ørred springe op. Vi så det desværre ikke. Efter det sidste vandfald begyndte det at regne kraftigt da vi gik tilbage til bilen. I ”byen” var der en National Forest rangerstation, så der gik vi ind. Vi talte med en ung pige, som fortalte at vi kunne i princippet finde en god plads i National Forest og overnatte der. Det skulle bare være væk fra hovedvejen. Vi måtte også samle brænde til et bål, men vi måtte ikke tage brændet med videre rundt. Det skulle brændes på ”findestedet”. Godt at høre, vi var lidt i tvivl om det. Hun anbefalede en gratis camping med vejbeskrivelse m.m. ikke langt fra hvor vi var. Den tog vi. Der er 5 pladser i alt og 2 af dem var optaget da vi kom. Vi finder en i ”solen”, så hvis den skulle skinne ville den lave strøm fra solpanelerne. Fra vores plads kan vi ikke se de andre. Her er lokum, men affaldet må vi selv tage med ud. Det regner det meste af aftenen og temperaturen er nede på 3 grader da vi går i seng. Godt vi har varme på. KM 111

Lørdag den 28. maj 2011 Ved Toketee Falls, Oregon
Solen skinner her til morgen, men temperaturen er kun lige over frysepunktet. I dag skal vi se det højeste springvand på denne rute, og det 4. højeste i Oregon. Det er 272 fod højt – ca. 45 meter. Det er flot. Godt vi ikke gik denne tur i går. I går har vandet løbet stærkt ned af stierne, i dag er det bare vådt.

Efter dette tager vi videre til Diamond Lake. Vi sov i nat i 600-700 meters højde og Diamond Lake ligger oppe i 1600 meter. Der kommer sne inde i kanten af skoven fra ca. 1000-1100 meter højde, og da vi kommer helt frem til søen er der 3-4 meter sne i siderne, alligevel er der mange på campingpladserne og en masse både ude i vandet. Det ser helt forkert ud med et almindeligt telt med sne rundt om. Det må være koldt. Grunden til at der er så mange ude er, at ”alle” har fri mandag, så det er en 3 dages weekend. Vi tager videre til Crater lake National Park. Selve søen opstod for 7.700 år siden, ved at Mount Mazama eksploderede og lavede et kæmpe krater, som er blevet fyldt op med regn og sne. Søen er 593 meter dyb på det dybeste sted, og er dermed den dybeste sø i USA, og er fra 7-10 km bred. Køreturen rundt om søen er 48 km. Der er ca. 300 meter fra kanten til vandoverfladen på søen. Det vi ikke har været helt klar på er, at dette er det mest snerige område i USA. Det ligger i 2.165 meter højde og der falder i gennemsnit 13,3 meter sne om året. Når de rydder kanten rundt om søen i slutningen af juni, er der optil 14-15 meter sne på vejen. Helt vildt. Sidste gang søen var frossen var i 1949. Der er nogle ”huller” i undergrunden, så der kommer varme ind. Sneplovene, som de bruger, kan kaste sneen 24 meter væk fra vejen. Disse sneplove fjerner på et år så meget sne, at man kan lave et skitrail der er 91 cm. Bredt, 15 cm. dybt og kan nå rundt om jorden på ækvator. Det er ufatteligt meget sne. Der er ingen tilløb eller fraløb fra søen. Da vi kommer er sneen nogle steder over 6-7 meter, men de fleste steder 3-4 meter. Der er nogle træpinde i vejsiden, som er ca. 4 meter høje. Det er dem sneploven bruger til at styre efter hvor vejen er. Det er helt uvirkeligt. Visitorcentret er åbent selvom huset er næsten dækket af sne. Der er en sidetunnel i sneen fra parkeringspladsen, hvor man kan gå ind i huset. Det minder lidt om de tunler indianerne lavede i Canada om vinteren. Søen er meget klar og derfor blev vi lidt skuffet over at den ikke så større ud. Vi kunne se hele søen meget flot. Der er nogle udsigtspunkter hvor man kan gå op. Der er rigtig meget sne, men det meste var gået til. Dog var der en foran os, som lige skulle prøve at træde væk fra stien. Han sank i til knæet og det var et problem at få benet op igen. Da vi var ved søen skinnede solen, og det var virkeligt flot. Lidt senere blev det overskyet og begyndte at småsne. Vi var heldige. Vi tager videre ned mod Klamath Lake. Vi kommer til et plateau i 1300 meter højde med bjerge hele vejen rundt. Der er intet sne og masser af køer på markerne. Det virker lidt forkert, da vi lige er kommet fra en masse sne. Vi finder en campingplads Williamson River Campground, hvor det virker rimeligt tørt. Vi er i tvivl om vi skal sidde ude, men vælger at gå ind. Lidt efter begynder det at hagle og sne og det bliver ved et par timer. Temperaturen er nede omkring 1 grad, men da det ikke blæser virker det ikke så koldt. Vi har selvfølgelig varme på. En meget speciel dag. Helt urealistisk. KM 202

Søndag den 29. maj 2011 Williamson River, Oregon
Så tager vi videre nedad og ind i Californien. Vi går på nettet, får handlet og diesel på og så går det nedad. Vi kører ind igennem et utroligt flot område i Klamath National Forest og Shasta-Trinicy National Forest.

Her er der igen sne i ca. 1500 meters højde. Vi kører efter en gratis camping, som skulle ligge oppe i højden. Måske er den ikke åbnet endnu på grund af al den sne. Vi finder en fricamping ned til en flod og i 900 meters højde. Her er ingen sne. KM 260

Mandag den 30. maj 2011 Shasta-Trinicy National Forest, Californien
Så er det videre igen. Det er koldt om morgenen, så vi spiser morgenmad inde. Vi tager til byen Weaverville, der skulle være et visitorcenter. Det er der, men det er lukket. Det er Memorialday i dag, så de fleste har fri. Vi finder et område, som måske er ser spændende ud, det er i hvert fald væk fra de store veje. Det er en rigtig flot tur meget snoet. Vi finder en gratis campingplads i dette område. Der er en plads ned til en å, hvor der kan springe laks og ørred. Det gør der ikke nu, tidspunktet er nok ikke rigtigt. KM 134

Tirsdag den 31. maj 2011 Nord for Willwood, Californien
Så er det ind til Red Bluff i dag. Det er et meget bakket område og sidst på området er græsset helt tørt (selvom det regner). Vi tager ind i Home depot i Red Bluff. Vores spildevandsslange blev noget kortere, da vi var hos Stephen og Dale. Lige inden vi tog derfra ville vi lige tømme tanken. Jeg tog slangen ud og fordi det havde været frost brækkede et stykke af da jeg ville rette den ud. Vi fandt en noget bedre slange derinde til 54 kr. pr. meter. Ikke helt billigt, men den virker god. Vi har også set efter LED-pærer og lamper, så vi kan få skiftet nogle af dem til LED. De bruger ca. ¼ strøm af de normale. Vi køber 2 pærer til vores spotlamper over stolene. Pr, stk. 120 kr. Vi mangler en LED lampe over komfuret, men de havde ikke nogen. Da vi skal til at køre ser Erik på det ene fordæk. Der er en bule på. Vi bliver nød til at få skiftet dækket. GPS’en finder Bobs Tirecenter 2 km væk. Den tager vi. De har ikke dækket i øjeblikket, men han skaffer det til i morgen. Vi får skiftet dækket med reservehjulet. Han kan ikke anbefale at vi kører videre på det. Da de får reservehjulet frem, kan vi se at det er helt nyt. Vi fik et nyt dæk efter nytår og det har de bare sat op som reservedæk. Selvom de skulle have sat det på det ene baghjul. Nu får vi skiftet de to forreste og så bliver reservehjulet det ene baghjul. Så bliver vi godt kørende igen. Vi finder en National Forest Park ud til en flod. En fin plads. Her står der, at vi får halv pris ved vores National Park kort. Vi prøver det, så må vi se om det passer. KM 114.

Onsdag den 1. juni 2011 Red Bluff, Californien
Så skal vi have skiftet dækkene kl. 12. Vi er næsten sikre på at der kun er bestilt 1 dæk, og ganske rigtigt.

Vi bestiller 1 til og vil komme igen i morgen. Vi tager til Colemann, hvor der et et hackery, hvor man stryger laks og ørred for at få æggene, så bliver de befrugtet og svømmer i beskyttede områder, til de er ca. en fingers tykkelse. Meget sjovt at se. Det er kæmpestort, men der er desværre ingen moderfisk, så det er kun yngel der er der. Vejret er sådan la la. Det regner, solen skinner, det er kulsort og så regner det lidt igen. Vi får taget vores mails på McDonald’s. Det ser ud til at Lone og Claus har fået solgt huset i Søborg. Det har været på nettet i 2 dage, dog havde ejendomsmægleren en del skrevet op, som er interesseret i netop den type huse. Der er 2 veje med disse huse. De var ens i 1924. Så det vil være lækkert for dem, så har de kun huset i Issaberg tilbage. Vi tager den samme plads som i går, dog med strøm. Mens vi hører radio kommer der en afbrydelse – Der er risiko for kraftigt tordenvejr og tornadoer i et område ca. 150 km syd for os. Så fik man at vide hvad man skal gøre i sådan et tilfælde. Her har været meget med tornadoer i år, men det har mere været inde i landet, ikke herude. Vi fik intet uvejr kun regn. KM 92

Torsdag den 2. juni 2011 Red Bluff, Californien
Vi får mail fra Anders at stumperne er der. Så vil vi tage derned efter at vi har fået skiftet dækkene. Dækkene bliver skiftet pris for 2 dæk + skiftning 551$, dyrt men der er ikke noget at gøre. Der hvor vi får skiftet dæk kan han også få lavet bremser og andet, og vi ser noget meget smart. En ældre mand i rullestol har fået lavet sin bil her. Han kører rullestolen hen til bilen og kravler ind.

Han har en kasse på taget, som han kan styre inde fra bilen. Kassen åbner sig og der kommer nogle stænger ned. Manden inde i bilen sætter rullestolen, som er sammenklappelig, på stængerne og rullestolen bliver løfter op og puttet ned i kassen og låget kommer på. Hvor smart. Det gør at han kan meget bedre klare sig selv. Vi tager lige forbi Ikea, hvor vi får købt rugbrød og sild. Vi finder et truckstop på vejen, hvor vi kan holde gratis mod køb af diesel. KM 247

Fredag den 3. juni 2011 Syd for Sacramento, Californien
Så skal vi hente reservedele hos Anders, Richmond og så handle og mod Yosemite. Det bliver lidt dyrt hos Anders. Erik har bestilt 2 pumper til 235$ pr. stk. og så lidt småting + arbejdsløn til Anders vedr. at skille komfuret ad i alt 643$. Vi får handlet og kommer ud af San Francisco området og finder en Regional Park Woodward Reservoir – nord for Oakdale. Fuld hookups for 10$ fordi Erik er 62 år – en rigtig god pris. Vi finder en plads ned til søen. Vi kan sidde ude og her er masser af canadiske gæs med unger. KM 266

Lørdag den 4. juni 2011 Woodward Reservoir, Californien
Det har regnet meget af natten og det regner stadig da vi står op. Det er faktisk en fulddagsregn, så vi bliver en ekstra dag. Erik får ryddet op på den gamle disk så alle billederne kommer over på den nye. Vi ser nogle af billederne igennem. Det er sjovt at se gl. billeder af børnebørnene, da de var helt små. Det blev en OK dag, fuldstændig afslapning

Søndag den 5. juni 2011 Woodward Reservoir, Californien
Vi skal lige have ordnet sengen og så må vi finde et sted vi kan få vasket. Der skulle være en i Oakdale. Inden vi er færdige på campingpladsen kommer nogle og spørger om vi er ved at rejse, for de vil gerne have vores plads. Det er også en fin plads og de har båd med. Vi får vasket, kommet på nettet. Vi manglede vores reservation til Yosemite. Så er det videre mod Yosemite. Vi finder en National Forest ca. 32 km før indgangen til Yosemite. OK plads – pris 16$ med lokum. KM 108

Gallery Californien

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i USA 2011. Bogmærk permalinket.