Belem

Mandag den 13. april 2015  Belem, Brasilien
Vi får diesel, vand og benzin på inden vi tager ind til byen. Vi vil finde den agent, som Alli og Hendrik brugte. Vi finder området, men det er svært at finde en parkeringsplads, som i alle større byer.

Vi finder en og begynder at gå derudaf. GPS’en har ikke fundet det rigtige nummer, men vi finder det. Kontoret hedder Macamazon, Av. Boulevard Castilhe Franca, 716, Centro, Belem. Koordinater S 01.44859 og W 48.49852. Han prøver at finde en plads til vores bil til Porto Santana. Med hensyn til prisen er han noget af en bavian. Han starter med 1.100 US$, så siger han at det svarer til 3.000 Real. Vi fortæller at Alli og Hendrik har betalt 1.290 Real for en bil i samme størrelse. Han kommer tilbage og siger han har en plads til i morgen og prisen er 1.500 Real. Det siger vi OK til. Han fortæller at båden sejler i morgen tidlig kl. 6 og at bilen skal på båden i dag. Han kører med os ud til båden. Den ligger ikke inde i byen, men i udkanten af byen, sammen med mange andre både, der skal alle mulige vegne hen. Vi ser båden og får at vide, at vi kan komme ombord med bilen kl. 16. Det er gået hurtigt. Nu skal vi bruge nogle af vores kontanter. De tager ikke kort. Godt vi hævede rigeligt. Vi bliver ved bilen, går en enkelt tur for at få lidt frokost. De er ved at læsse og losse båden samtidig. Alt foregår ved håndkraft, så der er mange mennesker alle vegne. Vi kommer ikke på kl. 16, hvorfor ved vi ikke, så Erik spørger kaptajnen hvornår vi så kan komme ombord. Han siger kl. 12 nat, så passer det med tidevandet. Vi holder os vågne til kl. 12, der sker intet. På et tidspunkt lægger Erik sig, men jeg bliver oppe. Kl. 4 er det også OK at få bilen på, men intet sker. Ved 6-tiden, da vi skulle sejle, begynder der at komme liv i båden, men kun for at få flere varer med. En meget lang nat. KM 27

Tirsdag den 14. april 2015  Belem, Brasilien
Vi havde jo forstået at vi skulle sejle kl. 6 morgen i dag, men vi sejler kl. 6 aften. 12 timer igen på kajen. Kl. 11 kommer bilen ombord, og vi har virkelig fået 1. parket med udsigt ud over det hele i sejlretningen. Da bilen bliver stillet kan vi ikke forstå hvorfor vi holder så langt ude. Det forstår vi senere.

Man bliver ved med at læsse skibet, så det tomrum, der var bag os bliver fyldt fuldstændig ud. Lige før vi sejler kommer en personbil på, til den ene side af os. På den anden side er der en kæmpe motor, en masse generatorer + diverse armeringsjern. Der kommer også en masse mennesker med båden. Det har nok hele tiden været meningen, at vi først skulle sejle om aftenen. Desværre er det for mørkt da vi begynder at sejle. Det skal nok blive en god tur. Vi tager en søsygetablet da vi går i seng. Man sover godt på den og hvis skibet vipper er vi forberedt.
Gallery Belem

Dette indlæg blev udgivet i Syd Amerika 2015. Bogmærk permalinket.