Søndag den 30. september 2012 Palenque, Mexico
I dag tager vi mod Yucatán. Vi får dog lige handlet. Det er en noget mere lige vej og ikke så mange toppe. Vi har fundet en campingplads ved byen Escarcega. Der står det er en natur camping og jeg ser nogle store firben/øgler. Her er ingen mennesker ved pladsen, men Erik finder strøm så vi bliver her. Her er også en Javanina, den ligner et vildsvin,
men er mere i familie med en hjort og kan være farlig. Den rejser børsterne da Erik går hen imod den så han trækker sig tilbage. Vi starter grillen og så kommer den noget nærmere.
På et tidspunkt angriber den mig, men jeg råber op, så den går væk. Erik rammer den med en sten, så forsvinder den. KM 224
Mandag den 1. oktober 2012 Escárcega, Mexico
Javanina’en kommer da vi er færdige med at spise morgenmad og prøver at angribe os. Vi får vasket op, sat på plads og så er det videre. Så er det mod Campeche. Der er ingen der kommer og kræver penge op for overnatningen, så den er gratis. Dejligt. Vi skal ikke så langt i dag. Der er 3 campingpladser i byen. Den første vi tager er Kin Ha Parque Acuatico Campeche, den er lavet til en fodboldbane og der er kun strøm helt ude ved vejen i fuld sol. Vi prøver så Nautico, som ligger helt ud til havet. Vi kommer fint ind og det er store pladser med fuld hookup, dog er der p.t. ingen vand.
Ved klubhuset, som ligger lige overfor campingpladsen er en utrolig flot swimmingpool med udsigt ud over havet. I klubhuset er der internet, det er bare ikke ret godt. Nede ved havet er der en del overdækket palapas.
Efter vi har svømmet i swimmingpoolen går vi ned til havet og sætter os med en øl. Dejligt at sidde og se ud over havet og se pelikaner, fregatfugle m.m. Det blæser lidt, så det er ikke alt for varmt. En fin overnatning, bare for dyr ca. 140 DKK. KM 178
Tirsdag den 2. oktober 2012 Campeche, Mexico
Det er overskyet i dag, så det er godt kørevejr. Vi skal til Merida. Vi finder den eneste campingplads i byen, men desværre er den lukket. Vi taler med damen som bor der, men desværre kan vi ikke være der. Vi får lige handlet før vi tager endnu nordligere. I bogen er der en plads tæt ved vandet ved Puerto Progreso. Det er en OK plads og vi er selvfølgelig de eneste. Det er samtidig et lille hotel med lejligheder. Det er en fransk dame som har det, men det er en mexicaner der kører det. Vi har været lidt uheldige med overnatninger. KM 249
Onsdag den 3. oktober 2012 Progreso, Mexico
Vi kan se på GPS’en, at der er en Home depot i Merida. Den tager vi inden vi kører til Chichén Itzá. Desværre er den koordinat på Home depot ikke rigtig, så vi finder den aldrig. Her på Yucatán har det været store veje og næsten ingen biler.
Yucatán er også rimelig flad. I byen Pisté, lige før ruinerne, er der 2 hoteller, som også tilbyder camping. Den ene Stardust Inn er en græsmark med højt græs, ingen interesse. Den anden Pyramide Inn har camping ude foran. Strømmen tages indefra en bygning og vand tages igennem denne bygning. Der er også toilet og koldt bad, samt swimmingpool. Vi går ned til ruinen for at se om der er lysshow om aftenen. Det er der ikke får vi at vide og det har der ikke været i 2 måneder. Ærgerligt. KM 166
Torsdag den 4. oktober 2012 Pisté, Mexico
I dag skal vi se ruinerne Chichén Itzá. Det er det bedst bevaret Maya site på Yucatán.
Det er rimelig dyrt at komme ind, især for udenlandske personer. Det koster 177 pesos pr. næse, normalt har vi betalt 57 pesos pr. næse. Det er flot især slottet, der desværre er ved at blive restaureret, så man kan ikke gå på det eller komme ind i det.
Der er en anden pyramide inden under. Der er ingen steder her, hvor man kan kravle op på bygninger/pyramider. Alt er spærret af. De har også en flot boldbane her. Den er 168 meter lang og formet som et stort i.
De ringe som man skal have bolden igennem hænger der stadig. Det er rimeligt højt de sidder og da man ikke må bruge hverken hænder eller fødder, kun albuer, knæ og krop, må det have svært at spille. Taberne blev tit ofret til guderne og det var en ære at blive ofret.
Mange steder var der ”tegninger” i stenene, som man har bygget de forskellige bygninger af. Flot at se. Der er også en platform, hvor man mener at hovederne af fjender, som er blevet ofret, har ligget så man kunne se dem.
Siderne på platformen består af stenhoveder. Ser noget specielt ud. Der er også et område med tusindvis af søjler, som menes at være brugt som markedsplads. Ved krigernes tempel er der en Chacmool, et sted hvor man har ofret til guderne, især til regnguden Chac. Det menes at have været hjertet fra et menneske, der har ligget i den skål, som chacmoolen har i skødet.
Meget markabert. Det er en stor oplevelse at se det. Da vi går er der mange flere mennesker end da vi kom. Det begynder at regne, da vi kører, men ikke længe. Derinde er der ikke rigtig nogle steder at stå i ly for regnen, så det er ikke så sjovt. Alle sælgerne med deres varer lagt op, må have noget plastic eller lignende for at tingene ikke bliver ødelagt. Vi tager videre mod Valladolid. De har ikke synlige floder her på Yucatán, men underjordiske floder, hvor man i gamle dage fik ferskvand fra. Det er meget specielt for området. Vi vil prøve at se sådan en cenote og gerne svømme i den, men da det igen er begyndt at regne gider vi ikke. Vi finder en campingplads i forbindelse med en restaurant. KM 56