Mulege

Onsdag den 16. marts 2011  Playa Juncalito, Baja California
Så er det videre i dag. Vi tager først op for at se Mission San Javier.

Baja-6-007Baja-syd.jpg

Det skulle være den flotteste af missionerne her på Baja, Så den må vi hellere se. Det ligger oppe i bjergene og de første 19 km er på asfalt, resten 15 km er på grusvej. Det er helt specielt. Man kører gennem ørken og pludselig er der en oase med huse og palmer og et helt lille samfund. Kirken er bygget 1744-1758 og den 2. december hvert år vandrer pilgrimme fra hele Mexico hertil for at fejre de dødes dag.

Baja-6-013Baja-syd.jpg

Vi tager hele turen tilbage igen og til byen Loreto. Vi har en del mails at skrive og følge op på. Der er rimeligt fyldt op på pladsen, men der er plads til os. Vi taler med nogle amerikanere, som også var på den forrige strand. KM 94

Torsdag den 17. marts 2011  Loreto, Baja California
I dag er det lidt hårdt arbejde. Vi skal undersøge en masse, sende diverse mails og rejsebrevet. Vi får også skypet Preben og Bente. De holder råhyggeren i Sverige den 18. 19.  og 20. marts, så vi må prøve at skype dem. Bagefter gik vi en tur rundt i byen og ned til vandet. En hyggelig by. Fiskemanden var forbi og vi købte store rejer og nogle fiskefileter. Lækkert så er der fisk til middag.

Fredag den 18. marts 2011  Loreto, Baja California
Der er nogle der kører i dag så vi får en noget bedre plads og ikke lige midt i solen.

Baja-6-003Baja-syd.jpg

Dejligt. Jeg får talt med min mor og vi vil også gerne tale med Lone, men de har problemer med Internettet, så det kommer vi nok ikke til, men så på et andet tidspunkt. Erik bliver klippet, det er også over 2 måneder siden sidste klipning. Vi går igen rundt i byen og får set lidt andet af byen.

Lørdag den 19. marts 2011  Loreto, Baja California
Dorrith bliver 60 år i dag. Vi sender hende en mail. Så må vi håbe på at hun bliver fejret. Vi har købt en lille ting til hende her i Mexico, men vi vil først sende den til hende fra USA. Vi ved ikke hvordan det er hernede fra. Ellers er der dømt rengøring og vask. Erik tager ud i byen for at få vasket bilen udvendigt. Der er kun 3 vaskemaskiner og 2 tumbler, så det tager noget tid, når man er 3 der hver vasker flere maskiner, men vi bliver alle færdige. Vi har fået anbefalet en bager, men da vi finder ham er den lukket for 5 min. Siden, ærgerligt.

Baja-6-021Baja-syd.jpg

Vi går lidt rundt i byen og finder en anden bager med OK brød. Vi har fået nye naboer fra Manitoba, Canada. De er meget søde men lidt forvirrede. De cykler en tur uden at de lukker og låser bilen. Det er dumt at friste folk. Vi sidder lige udenfor deres bil, men de ved ikke om vi bliver siddende eller går. Til den anden side er nogle englændere, som vi også mødte i Negro. Det var først i går jeg fandt ud af hvor vi havde talt sammen. Jeg kunne huske ham. De har en mega truckcamper registreret i Arizona. Deres datter bor der. De vil bytte camper med en fra Australien i 5 mdr. De gjorde det samme i New Zealand og var en stor succes. Det er noget billigere end at bringe sin egen til Australien. Erik mener også at den er for bred til at køre på vejene i Australien.

Søndag den 20. marts 2011  Loreto, Baja California
Så skal vi videre opad i dag. Erik taler lige med Dorrith på Skype. Hun holdt åbent hus i går og der kom 18.

Baja-6-028Baja-syd.jpg

Det var hun meget tilfreds med. Vi tager til Playa El Requesón, som vi rejste fra den 15/2. Alle fastliggerne er væk, men der er stadig en del fra Canada og USA. Det blæser en del, men det gør ikke så meget når det er så varmt. Der er rigtig mange hunde som bare løber rundt. Det bliver stille til aften, så det er dejligt at sidde ude. KM 98

Mandag den 21. marts 2011  Playa El Requesón, Baja California
I dag skal vi bage brød, men det blæser stadig en del, men vi får bagt et lækkert franskbrød. Det må vi bruge i steden for rugbrød, da vi kun har 1 rugbrød tilbage. Der kommer et tysk ægtepar på stranden. De kommer fra Sydamerika og skal hele vejen til Dead Horse i Alaska. Fra den ene spids til den anden. De havde brugt ½ år i Sydmellemamerika og Mexico. Ikke ret lang tid. Vi forventer at bruge mindst 1 ½ år på den samme tur. De har planlagt at tage til Alaska i maj/juni. Da kan der sagtens være sne og glat, især på vejen til Dead Horse. En vej på 700-800 km på grusvej – permafrost. Det gjaldt lidt om for dem at komme så langt som muligt. Her i Baja California havde de afsat lidt over en uge. Vi bruger 2 ½ måned frem og tilbage. Muligvis kører nogle af deres venner med Sea Bridge den samme tur, den koster bare meget mere. Det kan være det er det han prøver at bevise. Om eftermiddagen bliver det køligt og der er meget havgus i luften så vi går ind. Det er første gang i lang tid vi går ind før solen er væk.

Tirsdag den 22. marts 2011  Playa El Requesón, Baja California
Det blæser meget her til morgen så vi må sidde inde og spise morgenmad. Vejret er også lidt gråt så vi beslutter at tage til Mulege en dag før og blive der 2 dage i steden for. Campingpladsen ligger ned til en flod og man kan gå langs den til byen. En dejlig tur selvom det er lidt køligt. I et område ved floden er der huse der er smadret og palmer der er faldet. Det er fra 2006 hvor man havde en hurricane John.

Baja-6-026Baja-syd.jpg
Efter hurricane John

Vandstanden var 1,5 meter over, og det vil sige at alt var oversvømmet. Det er voldsomme kræfter i vand og storm. I byen får vi lidt frokost hos Danny. Fisketacos, meget lækkert. Vi får også handlet lidt. Casper har lagt en masse billeder ud på nettet. Bl.a. fra Tivolitur den 23/12, julen og mormors fødselsdag. Dejligt at se disse billeder, især af børnebørnene og den lille ny pige Anna, Mia og Anders’s 3. barn. Hun er virkelig sød. Alle de andre er blevet rigtig store, men det er også snart 1 år siden vi så dem sidst. Vi ser en del fjernsyn med Gaddafi og Japans jordskælv. KM 42

Onsdag den 23. marts 2011  Mulege, Baja California
Vi får betalt vores køleskab og ordnet andre ting på nettet. Vi går ned i byen til museet, som ligger i et gammelt fængsel. Desværre er der lukket, så vi kan ikke komme derind.

Torsdag den 24. marts 2011  Mulege, Baja California
Så er det videre i dag. Vi får dog lige talt med 2 af børnebørnene. De skal i parken i morgen og se X-faktor, det glædede de sig meget til. Det er næsten 1 år siden vi så dem sidst, så de er blevet noget større, især Laura, som blev 6 i december. Hun går nu i børnehaveklasse på den samme skole som Andreas og er meget glad for det. Hun er begyndt både at regne og læse. Flot. Vi tager ud til Playa Santispac, en stor strand hvor der p.t. ikke er mange mennesker.

Baja-6-027Baja-syd.jpg
Vores campingplads

Vi finder en stor palapas, et læhegn med tag på. Vi får det allerstørste, som blev ledigt her til morgen. Det får vi at vide af vores nabo, som oprindelig er fra Skotland, men bor nu i Ontario, Canada. Hun fortalte at alle canadier skal hjem og lave selvangivelse. Vi går en rigtig god tur over til en nærliggende strand, hvor der før i tiden var en campingplads. Muligvis har hurricane John været forbi i 2006, for der er en del fundamenter uden huse, men der har været huse. Vi fik at vide at der var myndighederne der har fjernet husene. De er muligvis bygget på statens grund. Det fortæller historien ikke noget om. Nu tror vi pladsen helt ud til vandet er amerikanere/canadier, der har lavet små huse omkring deres campingvogne. Det ser ikke ret godt ud. Der ser heller ikke ud til at være campingplads mere. KM 25

Fredag den 25. marts 2011  Playa Santispac, Baja California
Vi bliver her et par dage til. Vejret er dejligt og her er god plads. Vi går den samme tur igen. Det er en tur på et par timer. Vores nabo er en ældre enlig dame fra Ontario. Hun kører rundt med en gammel pæn campingvogn, ikke ret stor.

Baja-6-041Baja-syd.jpg

Det er friskt gjort. Vi tror hun er over 70. Hun er på denne plads 1 måned, men hun er hjemmefra ca. 6 måneder. Hen på eftermiddagen tager hun en lille plastic kajak og sejler en tur langs kysten. Da hun vil sejler tilbage kan hun ikke komme ind, hun er ikke rigtig opmærksom på, at det er fralandsvind, så hun ryger endnu længere ud. Hun sejler mellem de både der ligger for svaj i bugten. Vi følger hende i kikkerten og kan se at hun har problemer. Hun kan kun lige holde den på samme sted, og slapper hun af ryger hun længere ud. Hun kommer dog videre og sejler på tværs af bugten, og kommer ind på land langt ude i bugten. Da vi ser det starter vi bilen og tager over og henter hende. Hendes ide var at gå i vandet langs stranden. Hun er træt kan vi se og hun sagde selv hun ikke havde kræfter til mere. Vi tager hende og kajakken ind i bilen. Vi fjerner vores bord og lægger kajakken der med åben dør.

Baja-6-042Baja-syd.jpg

Hun havde talt med nogle på bådene, og de havde sagt at hun skulle sejle på tværs i steden for at sejle imod vinden. Efter vi havde sat hende og kajakken af, kommer hun over for at invitere os på en øl i baren. Vi sagde nej tak, så hellere i morgen. Hun var glad for at vi hentede hende, men især at vi holdt øje med hende og kunne have hjulpet i givet fald. En redningsaktion der gik godt.

Lørdag den 26. marts 2011  Playa Santispac, Baja California
Det samme mønster igen i dag. Erik får skiftet pæren i nummerpladelyset. Det er 3. eller 4. gang. Vi går vores sædvanlige tur, og så skal vi ud og spise og danse i aften, med vores nabo Katie (75 år). Vi skal være derovre kl. 5 ellers kan det være svært at få plads. Der er nu god plads da vi kommer, men snart er det meste fyldt op. På campingpladsen er en masse små telte, hvor nogle unge mennesker bor.

Baja-6-051Baja-syd.jpg

De kommer også og de må sidde ude fordi der ikke er plads inde. Man kan vælge mellem kylling og revelsben, men de fleste vælger revelsben. Det gør vi også og det er vældig godt. Kl. 18.30 begynder musikken. Det er en ældre duknakket mand, med en rigtig ”blondine” som kone. Hun er 20-30 år yngre end ham, meget tynd og høj, samt har 15 cm høje hæle på. Når de danser sammen ligger hans næse lige i kavalergangen. Et umage par, men det siges at han har penge. Hun elsker at stå og ”danse” foran alle. Hun kan ikke danse, hun vrider bare kroppen, hun har svært ved at gå på de høje hæle. Hun får ikke så meget plads som hun plejer, for de unge mennesker kan også lide at danse, og de er sjovere at se på. Der er masser af livsglæde. Ellers danser amerikanerne og canadierne også meget, d.v.s. de står hver for sig og danser hver sin dans, og mange gange ikke efter musikken. Anderledes at se. Ved 8-8.30 tiden begynder det at tynde ud. 9.15 går vi hjem. Vi tager Katie med. Her er ingen belysning kun stjernerne. Vi kommer godt hjem og kl. 9.45 stopper musikken og de unge mennesker går hjem. 10.15 er alt slukket derovre. En fin dag og lidt anderledes.

Søndag den 27. marts 2011  Playa Santispac, Baja California
Vi tager ud på en anden strand i dag. Kathie vores nabo skal også af sted og vi har lovet at hjælpen hende. Hun ville ikke køre tidligt, men da vi ser over til hende, har hun sat campingvognen på og mangler kun det ene støtteben. Hun kan ikke få det op. Erik får det op med hjælp fra en hammer. Vi tror campingvognen er mindst 30 år. gl.  Vinduerne er ligesom i stave, noget man ikke har brugt i mange år. Hun skal til Ontario, som ligger nord for de store søer mellem USA og Canada. Hun forventer at være hjemme inden 30. april. Hun har også en lille hund, Lady, som hun har fundet i Mexico Mainland for 5 år siden. Da så hunden, så den forfærdelig ud og hun havde givet den mad og drikke.

Baja-6-058Baja-syd.jpg

Hun kunne se den havde hvalpe, men fandt dem aldrig. De andre hunde havde nok spist dem. Der er rigtig mange løse/vilde hunde uden tilhørsforhold til nogen. Det er svært for disse hunde at finde føde. Vi så en der var næsten ved at spise sin egen lort, så de har det svært. Kathie tog hunden til sig den gang og har den stadig, Kathie kalder hende og hunden, Lady og vagabonden. En sød, stille hund. Vi tager til Playa El Coyote. Sidst vi var der var i begyndelsen af februar og da var der fyldt helt op. Vi fik dengang plads langs vejen, hvor vi kørte ind i sandet. Det er ikke alle der kan det. I dag er der kun 2-3 tilbage af  de oprindelige ”fastliggere”, resten er taget hjem. Der er nogle meget flotte palmer tæt ved vandet, og de var næsten frie da vi kom. Bøger om Baja har altid mindst 1 billede af disse palmer, så vi kører bilen ind under disse palmer, kameraet på stativ og så bliver der taget billeder. Vi skal have lavet nogle gode visitkort og dette er et perfekt sted at tage disse billeder.

Baja-6-046Baja-syd.jpg

Vi får en god plads. Det blæser lidt op om eftermiddagen og på et tidspunkt ser vi en hajfinne rimelig tæt på stranden. Desværre var vandet for uroligt til at vi kunne følge den. En mærkelig oplevelse. Her er en rød fugl, jeg tror den hedder en Cardinal og den kigger i sidespejlene og ser en tilsvarende fugl. Det virker som om den kalder på denne fugl. Her til morgen den 28. kl. 6 begyndte den igen og kl. 7 gik Erik ud og hængte plastposer på spejlene, så vi kunne få noget ro. Det så sjovt ud. KM  10

Mandag den 28. marts Playa El Coyote, Baja California
Så er det videre igen. Vi ser den samme haj som i går svømmede langs stranden, men det er svært at bestemme hvor stor den er eller om der er flere små. Vi tager først til Mulege for at se Missionen. Vi har ikke kunnet finde den, men Kathie fortalte hvor den lå. Den ligger højt oppe med udsigt over floden og en inddæmmet sø.

Baja-6-071Baja-syd.jpg

Ved søen er der mange fregatfugle og for første gang ser vi den røre vandet. Det kan være fordi dette er ferskvand og ikke saltvand, hvor vi normalt har set dem. Det må snart være tid til at de parrer sig, og hannerne puster den røde pose, som han har på halsen. Herefter tager vi til Rosalia. Det skulle være en fransk inspireret by med en kirke bygget af Eiffel. Det er det også og selvom de enkelte huse ikke er så velholdte, er det en meget anderledes by. Vi besøger også bageren, som har solgt/bagt brød siden 1901. Vi køber et godt brød til vores rejer, som vi skal have i aften. Vi skulle også have handlet, men finder ingen kød eller grøntsager. Kun langtidsholdbare ting. Da vi tager ud til campingpladsen er den nedlagt for lang tid siden. Vi kører så bare til San Ignacio, hvor vi mødte Ingo og Maria på vejen ned. Det er en god overnatning, men der er ikke strøm og vand.  KM 178

Dette indlæg blev udgivet i Mexico 2012. Bogmærk permalinket.