New south wales

Onsdag den 12. april 2017  Echuca, Victoria
Vi får skrevet til Mick at vi mener den midlertidige reparation kan holde vores tur og at vi vil afleverer bilen i Darwin, hos ham,

så hvis reparationen / inspektionen kan vente vil det passe os fint. Det synes han er godt og han vil tage os med ud og fiske og se nogle krokodiller i Darwin. Perfekt løsning for os. Så skal vi ikke vente et sted, måske op til en uge, før vi kan komme videre. Ellers får vi vasket og går ned og handler i byen. Det er en sød by med mange gamle huse / kirker mellem hinanden. Noget af det andet byggeri er ikke særligt kønt. Om eftermiddagen tager vi en tur med dampbåden. Det virker rigtigt og de skulle sejle på brænde. Vi sejlede med Pevensey, fordi vi fik 10 % og vi er også senior. En meget sød tur og vejret er helt perfekt. Høj sol. En noget bedre dag end i går.

Torsdag den 13. april 2017  Echuca, Victoria
Så er det videre i dag. Vi får lige handlet før vi kører nordpå. Vi kører over broen for at komme ind i NSW og så er det bare på lige veje. Der er en del lastbiler på disse veje og desværre i visse områder mange døde kænguruer. Vi ser desværre ingen levende. Ellers er det hovedsagelig landbrug med får og køer, og de er ved at høste korn på nogle enorme marker. Det er forholdsvis øde områder vi kører igennem, men vi finder en overnatning i byen Marrar. KM 360

Fredag den 14. april 2017  Marrar, NSW
Vi havde en sjov / anderledes oplevelse i nat. Det lød meget specielt. Erik stod op og så ud. Som han så det blev et sprinklerspyd sat ned i plænen, hvor vi holder og så blev der ellers åbnet for vandet.

Det gav denne specielle lyd når vand rammer bilen. Erik mener de kom kørende i en lastbil. Vi kunne intet se om morgenen, dog kunne vi se at bilen havde været våd. Godt vi havde lukket alle vinduer. I dag er en ren køredag og vi kan ikke komme helt til de blå bjerge, det er næsten 400 km. Det er noget mere bakket i dag, og vi får diesel på 2 gange. Vi har valgt at når tanken er ½ fuld fylder vi den op. Det giver mere ro i Eriks mave. Vejen er meget ujævn igen og det gør det noget mere anstrængende at køre. Vi finder en OK parkering i Bathurst. KM 312

Lørdag den 15. april 2017  Bathurst, NSW
Vi er rimelig tæt på Blue Mountains og vi kører først til Blackheath. Der er et udsigtspunkt og et vandfald man skal se.

Informationen ligger tæt på udsigtspunktet, så der går vi ind. Vi får en masse info om byen men også kort over hele området. Hun fortæller også hvor der er gratis campingpladser, men hun ved selvfølgelig ikke om der er plads, det er jo påske. Da vi er klar til at gå til udsigtspunktet Govett’s leap, er der en der på dansk ønsker os god tur. Så får vi en rigtig god snak med dem, de er også på vej op til Cains. Et ungt par, som læser til dyrlæger og har taget et halvt år fri. De mangler 1 år og så er de færdige. Dejligt at møde andre danskere. Vi kan dog ikke se det på bilen, kun hører det på sproget. Vi går ned til udsigtspunktet og videre til Barrow Lookout. Det er først ned af en masse trapper og samme vej retur. Lidt hårdt, men vi har taget ordentlige gode sko på. Det er en flot udsigt, desværre er det lidt diset og der er ikke meget vand i vandfaldet, men det løber. Vi kører videre til det næste lookout. Her er det sidste lervej med meget store huller. Ikke så godt for bilen. Vi finder en P-plads til bilen og så går vi derned. Det er ca. 400 meter nedad og så selvfølgelig op igen. Det er også flot og herfra kan vi se det andet lookout, som vi stod på og gik hen til. Dette er Pulpit Rock Lookout. Vi kan kører endnu længere på lervejen til et andet sted med bl.a. en stor åben hule, men Erik vil ikke kører længere på vejen. Vi kører tilbage og over til campingpladsen. Det er på en meget snoet vej ca. 6 km, og her er næsten ikke plads til 2 biler. Der er ikke mange pladser, men vi finder en. Klokken er endnu ikke 4, så der bliver nok mere trængsel. Dem overfor kommer og pakker sammen, så vi tager deres plads. Vi er lige flyttet derover, så kommer et ungt par og stiller bilen hvor vi holdt. Inden vi går i seng er vi næsten omringet af biler / telte, de fleste unge mennesker. KM 108

Søndag den 16. april 2017  Blackheath, NSW
Vi vil først gå Grand Canyon ruten. Vi kører derud og der er ikke mange pladser, men vi finder en i starten. Så går vi derhen. Det er en flot udsigt, men desværre er det noget tåget. Vi finder ud af at vi skal ned ad i dalen og vi går derudaf, ned af diverse trapper. Vi kan på benene godt mærke, at det gjorde vi også i går. Det er trapper næsten hele tiden. Et godt stykke nede møder vi nogen. De har nu gået ½ time op ad trapper og de mangler stadig mange trin. De er noget yngre end os og de er totalt udmattet. Det gider vi ikke, vi vender om. Efter denne tur kører vi ud til de 3 søstre. I byen Katoomba står alt næsten stille. Der er biler og mennesker alle vegne. Vi prøver at køre op til parkeringspladsen, for her skal man betale for at holde.

Her ser vi ud mod lookouten, og det er bare en kæmpe
menneskeklump, som står der. Det er kun de første der kan se. Vi dropper det. Det må være fordi det er påske, at der er så mange mennesker. Vi kører videre til det næste lookout. Det er ikke helt så slemt, men der er stadig ingen parkeringspladser. Vi gider ikke prøve flere, så vi tager ud til en fricamping ca. 20 km væk. Da vi kommer tidligt er der ikke så mange, og vi finder en god plads. Vejret er så godt at vi kan grille vores lammekølle. Dejligt. Her på pladsen ser vi en del kakaduer, som flyver rundt lige inden det bliver mørkt. Desværre får vi ikke taget billeder af dem. Vi får det vel en dag. Da vi går i seng er der biler, telte og mennesker alle vegne. KM 58

Mandag den 17. april 2017 Øst for Blue Mountains, NSW
Det er en ren køredag i dag. Vi kører nord på for ikke at komme for tæt på Sydney. Det er en meget flot tur vi kører, men da vejens tilstand er meget dårlig, utrolig bulet, er det anstrengende at køre. Det er smalle snoede veje med huller og buler. Svært at undgå mange af bulerne. Det er næsten lige så slemt, som i Brasilien. Vi sejler over med en lille færge, som er gratis.

Det meste vi kører igennem er skov, men der er også små byer ind i mellem. Vi ser på kortet en plads i byen Wollombi, selv om klokken kun er lidt i tre. Vi kører dertil og ser at der er fest i byen. Vi finder pladsen, som ligger midt i festlighederne. Erik spørger andre der holder der, om det er OK at overnatte. De siger det er intet problem, så vi går op i tavernaen og hører levende musik og nyder en øl og en burger. Det er rigtig god musik. Noget irsk folkemusik blandet med musik fra de store ”horn”, som de har her i Australien. En god afslutning på en lidt hård dag. KM 192

Tirsdag den 18. april 2017  Wollombi, NSW
Så skal vi ud til kysten igen. Vejen fortsætter med huller, buler m.m. Ude ved kysten er de store veje noget bedre, men de små er stadig dårlige. Ikke lige det vi havde regnet med. Vi tager til Nelson Bay.

Her er nogle flotte strande og vandet i dag er meget stille. Vi kører rundt til nogle lookout. Den ene var vejen noget stejl, men vi kom op. Vi var lidt bange for at bilen ville stoppe på halvvejen. Vi ser nogle hvide papegøjer og en stor fugl, der minder om isfuglen med stort hoved og næb. Vi har fået at vide, at her er ingen fricamping, så vi tager på campingplads. En OK plads til 41 AUD. Her er 2 af den samme fugl. Den er rimelig fræk. Her er måske også koalaer, men vi ser ingen. KM 144

Onsdag den 19. april 2017  Nelson Bay, NSW
Det regner ved 7-tiden og vi har en masse ude, så det er op og sætte alt ind i bilen. Kedeligt. Da vi kører kl. 9.30 er der høj sol. Godt regnen ikke fortsatte. Vi skal til Myall Lakes national park, dog tager vi lige forbi sanddunes,

hvor man dels kan kører i sin egen 4×4 bil, eller en lastbil for penge. Man kan også ride på kameler. Vi ser bare ud over området. Flot, men ikke så imponerende som i Namibia.  Vi får handlet i byen inden national parken. Vi får også fat i noget gaffatape til taget, og Erik kan stå på ladet af en lastbil og reparere taget. Nu håber vi det holder hele vejen. Der er ikke rigtig nogen indgang til national parken, så vi kører bare ind. Der er stier ned til stranden og vi går en af turene. Der er meget sand og lige i starten går vi op ad i meget sand, altid lidt hårdt. Der er spor i sandet, som ligner slangespor, men vi ser ingen slanger. Havet er flot og man kan også kører ud med sin egen 4×4 bil. Vi ser nogle forskellige strande, før vi kører ind på en primitiv campingplads, ned til en stor sø. Her finder vi en god plads i skyggen. Det første vi ser, er en stor varan, som vandre rundt på campingpladsen. Vi ser den også klatre op i en palme. Her er også den samme fugl, som i går. Her er en del børn på campingpladsen. Nogle er meget støjende og andre mere rolige. Vi bor ved siden af en familie med 4 drenge. Dreng nr. 2 er multihandicappet. Familien er stille og rolig. Især den store dreng tager ud på kajakker med de to små. Dejligt at se. KM 115

Torsdag den 20. april 2017  Myall Lakes national park, NSW
Vi tager det stille og roligt her til morgen, så rangerne kommer ved 9-tiden, så vi må betale. Dem ved siden af må også betale. Vi giver 8 AUD for bilen og 12 AUD for hver af os. Det er OK. Vi kører videre nordpå og tager en lille færge over en sø. Her kører vi sammen med politiet. Vejen på den anden side er grusvej, men det er OK. Vi tager igennem Tony og Bettys hjemby, før vi kører videre i parken. Vi kører til Seal Rocks, hvor der er utrolig mange i vandet og på stranden. Mange af dem bor på 2 campingpladser, som også har hytter.

Vi stiller bilen og går op til Sugarloaf Point Light house. Især det sidste stykke er meget stejlt at gå op. Herfra er der en flot udsigt ud over havet og klipperne i havet. Det var derfor man byggede fyrtårnet. Skibene gik på klipperne i dårligt vejr. Fint at se. Vi kører videre til Booti Booti national park, vi er dog inde i Boomerang Point og købe myggespray. Der er en del myg ved søerne. Vi kører til en campingplads Elim. Den er OK, dog er vi stadig i højsæsonen, så det koster 45 AUD pr. nat. Vi får dog air-con på, så det er OK. KM 100

 Fredag den 21. april 2017  Booti Booti national park, NSW
Vi tager op til et lookout Cape Hawke. Det er meget op ad bakke for bilen, men vi kommer helt derud. Vi var under 20 km i timen. Det er langsomt. Vi er altid bange for at den stopper midt på vejen, så vi skal bakke, men det er endnu ikke sket. Det er en lidt hård tur at gå det sidste stykke, men det er en god morgenøvelse. Det er en flot udsigt. Efter dette tager vi til byen Foster, hvor vi får handlet m.m. Så er det videre mod byen Port Macquarie.

Ved afkørslen til byen er et skilt om Zoo og bl.a. koalaer. Der tager vi hen. Det er rimeligt dyrt at komme ind, men det er det også hjemme. Her prøver vi at ae koalaer, slanger, firben og kænguruer, både wallaby og alm. kænguruer.  Den ene wallaby havde en unge i pungen, vi så lige dens hoved, og så var den væk igen. Den havde ingen pels på. Ville gerne have taget et billede af den. De havde også de farligste slanger i Australien. Den ene kunne med et normalt bid dræbe 50-100 mennesker, så kraftig er giften. Godt den ikke kan bide så mange på en gang. En rigtig god oplevelse. Efter det finder vi en campingplads i byen Port Macquarie. KM 136

Lørdag den 22. april 2017  Port Macquarie, NSW
Det har regnet i nat, men vi har ikke hørt det for air-con har kørt. Det er videre i dag. Vi ville købe flybilletter, men nettet var for dårligt. Vi må prøve senere. Vi fortsætter nordpå, først til byen Nambucca Heads og senere til Coffs Harbour.

Her kører vi ned til havnen og går ud på øen Muttonbird Island. Her yngler en del måger, men de rejser i starten af april. Kedeligt. Rederne er inde i jorden, noget anderledes. Der er en flot udsigt deroppe fra øen. Her kan vi se at der er mange parkeringspladser på den anden side af havnen. Vi kører derover og finder en fin plads for natten. Vi er 3 autocampere, der holder her. På mange af de andre parkeringspladser står, at man ikke må holde her om natten. KM 174

Søndag den 23. april 2017  Coffs Harbour, NSW
Vi kører stadig nordpå. Vi tager forbi et museum, Gallery ved Red Rocks vedr. aboriginal.  Desværre er det mere et Gallery end museum, så vi får ikke meget ud af det. Så er det bare videre til Ballina. 

Her er en kæmpe reje deres trofæ. Vi kigger på steder at holde for natten, men alle de steder, som Wiki camp har, er de alle blevet smidt væk / chikaneret af beboerne, så det vil vi ikke. Vi finder en campingplads ud til Richmond floden og går en tur ud for at se, om vi kan spotte nogle delfiner. Jer tror det hænger sammen med tidevandet, vi ser desværre ikke nogen. KM 225

Mandag den 24. april 2017  Ballina, NSW
Vi får besked fra Ali, at de er ca.300 km væk, men de har problemer med bilen, så de kan ikke komme til os. Vi er velkomne til at komme til dem. Det gør vi, vi køber dog lige flybilletterne fra Darwin til Sydney. Vi havde regnet med ca. 2.500 DKK, det bliver det dobbelte. Erik troede det var for begge billetter. Så handler vi før vi kører ind i landet. Det er en flot tur noget bakket, så vi kommer ikke så langt, som vi gerne ville. Vi finder en gratis campingplads inde i en skov. Meget fint. KM 155

Tirsdag den 25. april 2017  Øst for Tenterfield, NSW
Vi skal besøge Ali og Hendrik i dag. De er p.t. på en farm der opdrætter / føder hundehvalpe, som så sælges.

Hendrik laver nogle læskure til nogle af hundene, samt flere steder hvor moderen kan have sine helt nyfødte hvalpe. Det sidste stykke er på en grus / jordvej med 2-3 overgange med vand, hvis det har regnet. Vi har en rigtig hyggelig dag og aften her. Lige efter mørkets frembrud ser vi en ugle sidde på tørrestativet. Meget flot. Hendrik viser os også mælkevejen på himlen. Den kan man kun se hvis der ikke er noget lys. Flot. Sidst vi så den var i Chile, måske kunne vi have set den tidligere. KM 158

Onsdag den 26. april 2017  Wangatiki, NSW
Det har regnet det meste af natten, så vejene er ikke gode. Vi skal igennem 2-3 Creeks på en grus / jordvej. Her til morgen regner det stadig og fortsætter det meste af dagen. Vi bliver nød til at blive, vi kan ikke kører på disse veje.

Vi får nedskrevet vores planer for den næste del af turen. Ved 5-tiden er det holdt op med at regne og vi griller og spiser det lam vi havde. Hendrik spiser ikke lam, men han havde nogle koteletter i fryseren. Igen hyggeligt. Vi går ikke for sent ind, for det er koldt. Her til morgen den 27. er det 6 grader, men vi har ikke frosset i nat.

Torsdag den 27. april 2017  Wangatiki, NSW
Vejene er fine i dag, og det regner ikke, så nu skal vi videre. Godt at vi ikke kørte i går, det har ikke været godt. De fleste Creek er næsten tomme, men nogle steder er der nogle bløde områder, og vejen i går ville være rene bløde områder. Vi får først handlet i Tenterfield, diesel på og så videre.

Vi vil kun kører i dag, vi er bagefter vores plan. Vi kører ind i Queensland og så er det bare nordpå. Vi finder en fin overnatning i Malu. Her er toilet. På det sidste stykke ser vi disse road-train – lastbiler med op til 4 trailere bag. Vi så nogle med 3 trailere – 15 aksler (58 dæk). Tidligere har vi kun set med 9 aksler (34 dæk). KM 361

Fredag den 28. april 2017  Malu, QLD
Vi skal til Bunya Mountains national park. Den ligger et stykke inde, så vi kommer ud på de meget små veje, dog asfalt. Vi kommer nedefra og kommer ind til et skilt, som siger, stejl, snoet og smal vej de næste 2 km. Det tør vi ikke kører i denne bil. Det er ikke muligt at vende om på denne vej, så vi kører ind i parken oppefra. Det er hovedsagelig kvæg der er i dette område, som er meget bakket. Da vi kører ind oppefra står der også et skilt i starten, men det ser OK ud.

Vi kører ind. Da der er ca. 14 km til campingpladsen inde i parken, når vi igen til en stejl bakke og her står, at vejen er smal, snoet og stejl de næste 7 km. Vi vender om. Hvis bilen ikke kan komme helt op har vi et problem. Kommer der en bil imod os, og vi skal standse, er bilen ikke i stand til at køre videre. Kedeligt. Vi har brugt det meste af en dag på dette. Vi finder en friparkering før byen Kingaroy. Erik får kigget på vores badeværelse. Vi havde vand på gulvet inde i ”stuen” efter vi begge havde været i bad. Der er nogen der har brugt meget silikone for at tætne det. Erik finder flere steder, hvor det ikke er tæt nok og prøver at tætne. Nu må vi se om det holder. KM 181

Lørdag den 29. april2017  Kingaroy, QLD
Vi kører ind til byen og handler. Byen er kendt for sine peanuts og de fås med mange forskellige smag. Der er en ”Van”, som sælger alle disse forskellige smage. Især Curry skulle være god. Vi handler og ser ”Van”, som minder om et is hus i gamle dage. Her smager vi både Curry og Mexican,

både milde og stærke. Især den meksikanske hot er alt for stærk. 2 peanuts kræver en øl. Vi køber de milde af slagsen i steden for. Så er det videre til en campingplads i Nanango, som har vaskemaskine / tørretumbler og koster 20 AUD, lidt over 100DKK. Det er en dejlig plads og vi får vasket og tørret. Der er gratis tørreplads, bare man selv har klemmer. Vi har ikke klemmer til det hele, så noget bliver tørret i tumbleren. Rigtig hyggelig plads med papegøjer i træerne. Vi får ordnet bilen ude og inde og griller til aften. Helt perfekt. Vejret er høj sol. KM 43

Søndag den 30. april 2017  Nanango, QLD
Vi kører ikke så langt i dag. Vi tager til Kilcoy, som er en OK by ca. 100km fra kysten. Der er gratis camping med toilet og bad, varmt bad. Vi går en tur i byen og på det ene hotel er der masser af liv.

Udenfor holder der 6-7 maskot Mini, både gamle og nye. Indenfor på hotellet er der en mand der står og spiller guitar. Vi tager en øl og nyder stemningen. Der er lige ved spisetid, så mange får også mad. Det er store portioner de får. Efter det fortsætter vi en tur rundt i byen. Her kommer mange motorcykler forbi. Tilbage på campingpladsen får vi en nabo fra Skotland. Han har nu rejst rundt i 6 måneder og forventer at bruge 1 år til. Han kom her forbi, fordi der var en motorcykel ulykke, så han har kørt en omvej på ca. 150 km. Noget af en omvej. KM 90

Mandag den 1. maj 2017  Kilcoy, QLD
Vi får en god snak med skotten Steve, før vi kører videre. Vi skal til byen Maleny. Vejen er meget snoet og op og ned. Det er en flot tur. I byen er der fyldt med mennesker. Vi går lidt rundt i byen før vi kører videre til Eumundi.

Vejen hertil er også meget bakket og på et tidspunkt kører vi på højderyggen (600-700 meter oppe). Meget flot. I Eumundi er der camping 15-20 AUD på en meget stor markedsplads / parkeringsplads. Det vil vi ikke. Vi ser i Wiki camp, at der er nogle, der har camperet ude ved stranden i Noosa Heads. Vi kører derud, men vi kan godt se at, her vil vi ikke holde. Det er bare en masse parkeringspladser efter hinanden og chancen for at man bliver smidt væk er stor. Vi finder en ”teltplads” inde i byen og efter nogle forsøg kommer vi ind. Indgangen ligger på en lille servicevej. Her kan vi bo uden strøm for 12 AUD pr. person. Det gør vi. Der er nok 15-20 biler om aftenen, men pladsen er meget stor. En fin plads. Da det blev mørkt fløj der masser af flyvende hunde over os. Meget flot at se. KM 147

Gallery New south wales

Dette indlæg blev udgivet i Australien. Bogmærk permalinket.